Vel hjemme ringede hun og spurgte mig om vinens kvalitet. Den måtte jo være fin, mente hun. Og jo: En Terra Mater fra Chile var skam OK, prøvede jeg
at glatte ud
Kommentar
Forleden dag fyldte min svigermor 80. I den anledning fik hun brev fra sin bank gennem alle årene: Danske Bank. I hendes ungdom hed banken Den Danske Landmandsbank. I 1976 skiftede den navn til Den Danske Bank. I 2001, efter først at have ædt Handelsbanken og Provinsbanken og lidt senere BG Bank, blev navnet: Danske Bank. Jo større forretning des kortere navn. Om nogle år hedder den simpelthen: Bank!
Men som sagt: Min svigermor fik brev fra banken. I det store og hele så det ud som alle de andre bankbreve. Men konvolutten var anderledes: Der var klistret et dannebrogsflag på. Inden i brevet ønskede banken tillykke med fødselsdagen og meddelte, at hun kunne hente en gave en flaske vin i sin sædvanlige filial.
Nogle dage efter spadserede hun derned, pænt klædt og med brevet i hånden. Personalet blev lidt forvirret. Gave? Vin? Men efter at have støvet rundt i baglokalerne kom ekspedienten op med en flaske i hånden. Desværre havde de ikke nogen gavekarton stående, men for at hun nemmere kunne bære den hjem, blev den proppet i en af Danske Banks indkøbsposer.
Vel hjemme ringede hun og spurgte mig om vinens kvalitet. Den måtte jo være fin, mente hun. Og jo: En Terra Mater fra Chile var skam OK, prøvede jeg at glatte ud. I det mindste var navnet da velvalgt, sagde jeg og gav et minikursus i latin. Havde flasken plastikmanchet og kunstprop? Jamen, det var da praktisk! Og når der på bagsideteksten stod, at den var velegnet til lasagne, så mente de jo nok søndags- og ikke hverdagslasagne.
Om ikke hun skulle skrive et takkekort? For i forvirringen, da personalet ikke kunne finde en passende karton at putte flasken i, nåede hun ikke at udtrykke sin taknemmelighed, sådan på den rigtige måde. Jeg mente, at Peter Straarup ville blive forvirret han får jo i forvejen mange henvendelser så vi blev enige om at lade det være, som det var.
Spørgsmålet er: Hvad ved Danske Bank om at give gaver? Svaret er: Ingenting!
Allerede i sin klassiske afhandling Gaven påpegede Marcel Mauss, at det at give gaver er noget helt andet end alle andre former for udveksling. Der ligger i gavegivningen en magisk kraft. Det er denne magiske kraft denne gavens ånd som vi hylder ved at pakke gaven ind og ved at overbringe den under udfoldelse af ceremoniel. Det er den samme magiske kraft, vi prøver at indpode ungerne, når de juleaften bliver belært om, at de skal give sig god tid. Pakke gaven smukt ind. Se modtageren pakke den ud. Udtrykke sin glæde over at give og at modtage. Sørge for at gavens magi ikke forsvinder.
Det er grunden til at det er tanken, der tæller, som man siger. For tanken repræsenterer gavens magiske ånd. Det er derfor, at gavens ånd er vigtigere end gavens værdi. Det er grunden til, at ceremoniellet er så afgørende. Og det er derfor, det er vigtigt at sige pænt tak. For med takkekortet sender vi gavens magiske kraft tilbage.
På en forelæsning på DPU fredag den 2. maj uddybede Paul Ricoeur denne analyse. At give en gave er at give sig selv gennem gaven. At give noget, som ikke skal returneres med en modydelse af tilsvarende værdi, er at udtrykke sin ubetalelige anerkendelse af den anden. Ricoeur går så langt som til at sige, at gavegivningen er den eneste ikke-voldelige form for gensidig anerkendelse. Borgerne anerkender hinanden gennem staten, som opretholder orden ved at kunne sanktionere. Købere og sælgere anerkender hinanden gennem markedet, som opretholder orden ved at kræve ækvivalens-bytte. Begge typer relationer repræsenterer i sidste ende alles kamp mod alle.
Det er sikkert grunden til, at Danske Bank ikke duer til at give gaver. Begæret efter penge repræsenterer en umættelig tørst. Det er de gode til. Men at give en gave er at anerkende den anden betingelsesløst. Det lærer de sandsynligvis aldrig.
