Kronik

1968 – historie eller myte

68-venstrefløjen er blevet negativt mytologiseret i nutidens debat. Over for denne delvise dæmonisering skal man ikke stille noget rosenrødt billede eller prøve at idyllisere tiden mellem ca. 1967 og 1978, hvor bevægelsen ebber ud
Debat
8. juli 2003

Kronikken
Historien om ’68’ i Danmark er endnu ikke skrevet. For alvor. De bevægelser, der har været i dansk historie fra 1800-tallet og frem, er normalt blevet beskrevet i en senere periode og taget til indtægt for et væsentlig skridt i en eller anden retning – tænk bare på andelsbevægelsen, højskolebevægelsen eller arbejderbevægelsen. Forfædrenes gerninger i sagens tjeneste skulle belyses og fortælles om, og denne fortælling indgik i en sammenligning og konkurrence med andre fortællinger om andre bevægelser og udviklingsmønstre. Det vi kalder Danmarkshistorie består af den slags fortællinger, som historikere og andre har udvalgt og prioriteret i forhold til hinanden, alt efter historikernes livssyn og politiske anskuelse.
Men når det gælder 1960’ernes og 70’ernes udvikling på venstrefløjen har sådan noget næsten ikke fundet sted. I stedet er emnet blevet et punkt for politisk strid og anvendelse af historien som politisk kampmiddel. ’68’ er blevet et stykke fortid, som ikke vil forgå, som tyskerne somme tider siger om deres tid under nazismen. Hermed menes jo indirekte, at den historiske fremstilling normalt også virker som en art forløsning, en påvisning af sammenhæng og kontinuitet, der tilfredsstiller menneskers behov for at se sig selv i sammenhæng med andre mennesker og deres idéer, ønsker og handlinger i fortid, nutid og fremtid. Men sådan er det ikke for tyskerne med perioden 1933-45, og sådan er det heller ikke – uden sammenligning i øvrigt – for danskerne med opbruddet fra slutningen af 1960’erne.
68-venstrefløjen er blevet negativt mytologiseret i nutidens debat. Over for denne delvise dæmonisering skal man ikke stille noget rosenrødt billede eller prøve at idyllisere tiden mellem ca. 1967 og 1978, hvor jeg mener bevægelsen ebber ud.
Som de fleste historiske begivenheder og processer i Danmark, måske med undtagelse af de sociale og politiske kampe omkring 1920, var begivenhederne mellem 1967 og ca. 1978 af en meget blandet karakter, som hverken kan retfærdiggøre hårde fordømmelser eller skønmalende fremstillinger. De bør betragtes lidt på samme måde som besættelsestiden, der også var mere hverdag end fest, om jeg så sige, hvis man ser modstandsbevægelsen som det festlige indslag. Kompleksiteten gør, at man ikke kan bruge firkantede modeller eller stærkt normative politiske skalaer til at bedømme ungdoms- og studenteroprøret. Og at man i det hele taget ikke kan bedømme det uden først at sætte sig ind i hvad det var.

Men det sidste sker i rigeligt mål. 68, det anti-autoritære oprør, har antaget sit eget liv, der ikke har ret meget med fortidens begivenheder at gøre, et liv som indpustes af journalister, mediefolk og propagandister, og som tilsyneladende har sat sig så godt fast i al sin sejlivethed, at det lige nu næsten virker overflødigt at give sig til at spekulere over, hvilke bedømmelser historikerne engang vil nå frem til, når de endelig tager fat på at analysere perioden. Venstrefløjen er skurken (uanset hvem og hvad på fløjen), midter- og især højrefløjen er helten. Jo mere yderligtgående deltager i den kolde krig, jo bedre står du lige nu. Om 50 år vil den historiske relativisme formentlig sejre, men det afhænger naturligvis igen af de forhold der hersker til den tid, ikke mindst politisk.
Glemt er også den kolde krig som baggrund og delvis årsag til det kritiske engagement på venstrefløjen. 1950’erne var stærkt præget af den kolde krig, ikke kun udenrigs- men også indenrigspolitisk. Både de ideologiske og de hverdagsmæssige konsekvenser af denne tilstand var store. I de fyrre år fra 1948 til 1989, og ikke mindst i 1950’erne, var det danske samfund gennemsyret af den kolde krigs atmosfære. Hele det politiske establishment og organisationsdanmark var inkorporeret i den, og de fleste menneskers hverdag blev dybt præget af den gennem de organisationer og foreninger, de var medlemmer af, de aviser og blade, de læste, den radio de hørte – og fra 50’erne også fjernsyn – gennem de film, de så i biografen, og den stemning de mødte på deres arbejdsplads. Den kolde krig ramte dybt ned i samfundslivet. Den norske historiker, Trond Bergh, som sammen med Knut Einar Eriksen har stået for to-binds værket om efterretningstjenesterne i Norge under den kolde krig, Den hemmelige krigen, har ligefrem talt om, at der i de mest højspændte perioder bestod en mistænksomhedens psykose i samfundet, som igen kunne legitimere en hemmeligholdelsens psykose. Registreringen af kommunister og venstreorienterede i Norge kom til at omfatte mindst 45.000 mennesker, som blev holdt under overvågning, og inden for arbejderbevægelsen skete der en yderligere centralisering og bureaukratisering.
Den kolde krig kom også i det danske samfund til at virke stærkt konfliktdæmpende og konsensusskabende og blev formentlig også udnyttet hertil. Der blev lagt en dyne over det demokratiske liv, især i 1950’erne, og ytringsfriheden fik trangere kår. Alt blev set i lyset af koldkrigs-konflikten og målt som tilkendegivelse af sindelag over for henholdsvis øst og vest.
Denne binding af mentaliteten blev en vigtig faktor bag den reaktion, der fra begyndelsen af 1960’erne satte ind over for den kolde krig og det menneske- og samfundssyn, der ofte var knyttet til den.

Hvor 68-oprøret i dagens Tyskland anses for den første selvstændige borgerbevægelse efter nazismen og tilskrives store demokratiske fortjenester, er det danske 68-oprør efter min mening ufortjent blevet bragt i vanry af de liberalistiske
og neo-konservative kræfter og størstedelen af medierne. 68-
oprøret må i sin kerne ses som et forsøg på at genopvække det politiske – engagementet, den kritiske årvågenhed og bevidsthed. Det lykkedes kun i en kort årrække, og de politiske organiseringsforsøg og idéer var på mange måder dilettantiske og oven i købet udemokratiske i visse tilfælde. Men de forskellige bevægelser fik i ret stort omfang held til at politisere forskellige hidtil naturaliserede områder af tilværelsen, såsom kønsdelingen, det sexuelle, ungdommen, skolen, universitetet mv.
På en måde kan frontstillingen mellem folk, der som jeg ser mere historisk-funktionalistisk på 68-oprøret og dem, der mere ser det som en kamp mellem godt og ondt – på en måde kan den ses som en variation over det gamle skisma mellem historiske idealister og
historiske materialister. Samtidig må det selvfølgelig siges, at der
ikke er nogen, som ikke er politisk forudindtaget i relation til ’68’, det drejer sig for alle ikke kun om erkendelse, men også om politik. Men graden af politisk interessebestemthed er forskellig, og synsvinklernes åbenhed, respektive lukkethed er ligeledes forskellig. De fleste tekster fra borgerligt hold er fuldstændigt konstaterende og dømmende og lukker dermed af for ethvert spørgsmål eller alternativt synspunkt. Man kan enten være enig eller uenig, og det er jo ikke særlig frugtbart, hvis det, man virkelig ønsker, er at debattere. Men det ønsker man nok i virkeligheden heller ikke, man ønsker at skabe et historiebillede, der kan bruges politisk. Selve mangelen på afsløringer af forrædere er formentlig også en indikator for, at der ikke er så megen undergravelse eller spionage at afsløre, når det kommer til stykket. Hvis der virkelig var storspioner blandt danske statsborgere, kom de i hvert fald næppe fra hverken det gamle eller det nye venstre, de var ikke brugbare, fordi de allerede var for udsat for mistanke.

Og hvorfor ikke se dette som et positivt tegn, et tegn på, at den danske politiske kultur også under den kolde krig var stærk og sammenhængende og ikke indbød til undergravende handlinger, for slet ikke at tale om terrorisme? Der er en enkelt undtagelse herfra, den såkaldte Blekingegadebande, men den er netop undtagelsen, der bekræfter reglen. Det har mange sikkert også forstået, for det er samtidig karakteristisk, at selvom Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Weekendavisen uge efter uge har fyldt sine læsere med greuelhistorier om den tidligere venstrefløj, så er resterne af denne plus de unge venstreorienterede jo ikke stemplet i en stor del af befolkningens øjne. SF og Enhedslisten er stadig legitime partier og endda respekterede af mange, der ikke er socialister. Fredsbevægelserne blomstrede op forud for Irak-krigen i det tidlige forår. Målet for kampagnen mod den historiske venstrefløj er således ikke blevet nået. Historikere såvel som andre skal vist være glade for, at den kolde krig i Danmark og den vending, der skete med ’68’, stadig kan ses fra forskellige synsvinkler, selvom det fordømmende synspunkt har en klar overvægt i medierne og formentlig vil fortsætte med at have det i lang tid endnu. Det passer lissom bedst med tidsånden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her