Kronik

Atlanten på tværs af EU

De nye EU-lande kan true hele projektet
17. juli 2003

Kronikken
Det kom utvivlsomt som en overraskelse for de fleste, at USA og England skulle opnå så stor en støtte fra de nye EU-lande fra Central- og Østeuropa i forbindelse med den transatlantiske ’familiestrid’ om politikken over for Irak. Men hvordan er denne støtte kommet til udtryk, hvor langt rækker den og kan den ’atlantiske’ linje forenes med den ’europæiske’ inden for et udvidet EU?
Støtten til den engelske og amerikanske linje har vel været nærmest ubetinget, når det gælder de baltiske lande, Polen samt Rumænien og Bulgarien, men den har været mindre entydig i tilfældet med Tjekkiet og Ungarn. Ungarn har aldrig haft hang til militære udgifter og militær tænkning og handlen. Vigtigt for ungarerne har været forholdene for de store ungarske mindretal i nabostaterne. Ungarn er til gengæld blevet skarpt kritiseret fra NATO’s og ikke mindst fra amerikansk hold. Det er ligefrem blevet sagt, at Ungarn vil kunne blive det første NATO-land, der ekskluderes fra alliancen på grund af de lave militærudgifter og manglende engagement. De tætte historiske bånd til især Østrig og Tyskland fornægter sig heller ikke – og det på både godt og ondt. De tætte forbindelser til Østrig og Tyskland vil næppe bringe Ungarn afgørende på kollisionskurs med det ’gamle Europa’. Som bekendt havde Ungarn siden 1867 og frem til Første Verdenskrig en privilegeret position inden for det gamle Østrig-Ungarn. I mellemkrigsperioden støttede Ungarn aktivt Tyskland i kampen for at ændre Versailles-traktaten, og tyskerne har, mere positivt, ikke glemt Ungarns støtte til DDR’s undergang i 1989, da den daværende reformkommunistiske regering gav østtyskere på turistophold lov til at rejse videre til Vesttyskland og derved banede vejen for det, der endte med den tyske genforening.
Under Viktor Orban’s FIDESZ-ledede højreregering i årene fra 1998 og frem til valget i 2002 fik den nationalistiske linje mere vind i sejlene, hvilket kom til udtryk i en mere hård linje i forholdet til nabostaterne, og klart manifesteret f.eks. i de såkaldte ’status-love’, der til Slovakiets og Rumæniens store utilfredshed og i strid med EU’s regler gav særrettigheder for de ungarske mindretal uden for Ungarns grænser. I sammenhæng hermed blev også rejst krav til Tjekkiet og Slovakiet om en eller anden form for tilbagetrækning af Benes-dekreterne, der lige efter Anden Verdenskrig gav grønt lys for uddrivelsen af flere millioner tyskere fra det gamle Tjekkoslovakiet, hvilket også har forværret relationerne til nabostaterne Rumænien og Slovakiet. Tonen i EU-politikken blev stadig mere euroskeptisk fra
FIDESZ, og kritikken herfra var bestemt med til at trække valgdeltagelsen ved folkeafstemningen om EU-medlemskabet helt ned til 46 procent, omtrent det samme niveau som ved NATO-folkeafstemningen nogle år tilbage. Efter 2002 valget fik Ungarn igen en socialistisk-liberal regering, der har ført en mindre nationalistisk og ’aktivistisk’ linje i forhold til nabostaterne.

Mens den ungarske linje har været logisk, et udtryk for realpolitik og ’raison d’état’, bestemt ud fra landets historiske erfaringer og geopolitiske placering, har vi for Slovakiets, Rumæniens og Bulgariens vedkommende haft at gøre med det fænomen, der i den internationale poli-
tiske jargon kaldes ’flocking’ og ’eftergivenhedspolitik’, en ’dragen til unipolen’ ud fra svaghed, hen mod den eneste militære supermagt, USA. Slova-kiet og Rumænien ser desuden de tætte forbindelser med USA som en form for modvægt mod Ungarn, der mere drages mod det ’gamle Europa’. Slovakkerne har måttet kæmpe med statsopbygningen og alle problemerne, der har været knyttet hertil, og senere desuden med det ’efterslæb’ i for-
holdet til EU og NATO, der blev skabt af den nationalistiske politik, der blev ført af ministerpræsident Vladimir Meciar i årene frem til 1998. Som ny statsdannelse havde Slovakiet desuden en dårligt udviklet udenrigstjeneste og derfor dårligere muligheder for at udøve politisk lobbyvirksomhed i Bruxelles og Washington.
I modsætning til tjekkerne har slovakkerne hverken udtrykt
euroskepticisme og samtidig
heller ikke kritiseret den amerikanske og engelske politik i Irak-spørgsmålet.
Tjekkerne har ikke ført en konsistent politik i EU- eller Irak-spørgsmålene. De forskellige ’spor’ i udenrigspolitikken, FN-sporet, det europæiske spor og det atlantiske, har krydset hinanden og været uforenelige. Den nyvalgte liberale præsident Vaclav Klaus har anlagt en eurorealistisk, ja nærmest euroskeptisk politik og samtidig hermed lagt sig ud med den amerikanske administration på grund af sine forbehold over for den amerikanske Irak-politik.
Polen indgår på grund af sin geografiske placering og størrelse med stor vægt.
Siden 2001 har Polen været styret af en socialdemokratisk, ’postkommunistisk’ regering. Den pro-atlantiske linje været ufravigelig lige fra starten, og det uanset Vatikanets utilslørede modstand mod den amerikansk-engelske krig mod Irak. Hvor tjekkerne havde svært ved at finde ud af, om de var med eller ikke med i krigen, har Polen hele tiden været en del af den amerikansk ledede ’koalition’ og blev efter indtagelsen af Bagdad en af besættelsesmagterne med særligt ansvar for en region i det sydlige Irak. Polens stjerne er så høj, at præsident og eks-kommunist Aleksander Kwasniewski kunne måske være blevet USA’s bud på NATO’s næste generalsekretær, men Kwasniewski valgte at blive på præsidentposten tiden ud, frem til 2005.
Den pro-atlantiske linje i modsætning til de små lande i Central- og Østeuropa ikke været udtryk for svaghed og eftergivenhedspolitik, snarere realpolitik. Polens pro-britiske og pro-amerikanske linje afspejler de tætte atlantiske bånd, USA har stået som symbolet på antikommunisme, indflydelsen fra den store polske diaspora i USA er stor, og samtidig hermed finder vi i Polen skepsis over for en tysk og fransk dominans inden for EU. Polen ser desuden USA som den nærmeste allierede når det gælder at få støtte i rivaliseringen med Rusland om indflydelsen i Hviderusland og Ukraine, Polens nærområder. Det tætte samarbejde mellem Moskva, Berlin og Paris behager heller ikke polakkerne. Således har både Polen og Litauen været ret så fortørnede over Frankrigs og Tysklands ’forståelse’ for de russiske synspunkter i spørgsmålet om visumregler for russere bosiddende i den indeklemte enklave Kaliningrad. Det er ikke nogen hemmelighed at polakkerne i holdningerne til EU’s opbygning, herunder spørgsmålet om integration i dybden og nationalstaternes rolle i det udvidede EU, har lagt sig tættere op ad briternes holdninger end tyskernes og franskmændenes. Det kom bestemt ikke franskmændene vel, at polakkerne i forbindelse med den nylige store fly-våbenhandel foretrak det amerikanske F-16 og Boeing. Chefredaktøren for Polens største avis Gazeta Wyborcza har som mange andre iagttagere også peget på at polakkernes udbredte skepsis over for Frankrig skal findes i den franske ’arrogance’, som den er kommet til udtryk i forbindelse med de komplicerede udvidelsesforhandlinger. ’Weimar-
trekanten’, det politiske samarbejde og de årlige topmøder mellem Polen, Frankrig og Tyskland, er ikke hørt op, men indtager ikke en nøglerolle i polsk eller for den sags skyld fransk og tysk Europa-politik.

Det spørgsmål rejser sig, om udvidelsen af EU til 25 lande vil skabe mere splittelse og ligefrem true det europæiske projekt, troen på Europa som en økonomisk supermagt og selvstændig og jævnbyrdig aktør på den internationale scene. Den tid er forbi, hvor Frankrig og Tyskland af andre EU-lande uden videre accepteres som det ’lokomotiv’, der driver integrationen videre. Klassisk geopolitisk tænkning og negative erfaringer med forholdet til Rusland er mere bestemmende i de nye EU-medlemslande end i det ’oprindelige EU-6’.
Ønsket om optagelse i EU har på symbolplanet været udtryk for et ønske om at bryde med den kommunistiske fortid og vende tilbage til Europa, og i den forbindelse få indhentet det økonomiske efterslæb i forhold til de ’gamle’ EU-lande. De nye EU-lande vil institutionelt givetvis i rum tid trække EU i retning af den integrationsskeptiske og pro-atlantiske linje, men styrken i den europæi-ske identitet vil i sidste ende et langt stykke blive bestemt af de konkrete erfaringer, som de nye EU-lande fra Central- og Østeuropa vil skaffe sig som medlemmer af det, der bedst kan betragtes som en europæisk storfamilie.

*Søren Riishøj
er lektor ved Syddansk Universitet, Statskundskab, med speciale i Central- og
Østeuropa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu