Kronik

Bare den forkerte kvinde

Hvor meget skal vi finde os i at blive begramset og dermed begrænset i det offentlige og private rum?
31. juli 2003

Kronikken
Ønsker vi kvinderne væk fra fester og dansegulv, så fulde mænd har frit spillerum uden at skulle få en ’uheldig’ plet på straffeattesten?
»Han har truffet den forkerte kvinde,« sagde den unge betjent, da vi sad på Station Amager for at anmelde en fyr, der gentagne gange havde taget sig den frihed at gramse på os. Betjenten havde fuld forståelse for, at det er krænkende at blive grebet fat i og gramset på bagdelen uden at have givet sin accept. Han fortalte, at han selv var blevet tosset, hvis nogen havde gjort det ved hans kæreste. »Det er langt fra alle der melder det,« fortsatte han og måtte ind for at høre om proceduren. Da han kom tilbage var medfølelsen mere afdæmpet, og han sagde gentagne gange, at beføling er den laveste form for blufærdighedskrænkelse. Han gjorde det klart, at det var et ressourcespørgsmål, og at politiet ikke ville have andet at bestille, hvis folk hver gang anmeldte den slags krænkende adfærd.
Nu tror læserne sikkert at der er tale om, at vi optrådte i moderigtige lårkort og toppe, der afslørede navleringe, og dermed selv ’lagde op’ til begramsningen. Men nej, vi var selv i mormors øjne anstændigt påklædt og der var intet glimmer på øjenlågene eller rødt på munden. Vi mener derfor ved denne ufrivillige empiriske undersøgelse at kunne afvise, at kvindens påklædning har betydning for, hvorvidt hun udsættes for gramserier. Som det er blevet afsløret, er der omfattende sexchikane og flere tilfælde af voldtægt i det danske forsvar blot inden for de sidste to år, skønt en militær påklædning vel næppe opfattes som udfordrende. Selv om kvindens påklædning langtfra altid har indflydelse på, om hun bliver begramset eller ej, viser en ny svensk undersøgelse, at påklædningen har afgørende betydning for, hvorvidt hun tages alvorligt i en efterfølgende retssag.
På stationen forsøgte den unge betjent at bagatellisere sagen og få os til at frafalde anmeldelsen. Som to forskellige individer reagerede vi naturligvis forskelligt på hændelsen og det udnyttede betjenten i et ynkeligt forsøg på at spille os ud mod hinanden og dermed skabe tvivl om vores sag. Hvor den ene græd havde den anden mere held til at opretholde en rolig facade. Faktum var dog, at vi begge var rystede og rasende over den grove og respektløse behandling: her var ikke tale om et klap eller et strejf, men et hårdt og truende greb.
Vi fastholdt stædigt, at der var sket en lovovertrædelse i kategorien blufærdighedskrænkelse, hvorefter betjenten tilbød, at han og en kollega ville tage ud og tale med krænkeren. Det var dog tvivlsomt at de ville rejse sigtelse mod fyren. Han ville nok slippe med en advarsel. Betjenten forklarede, at det altid var en meget subjektiv vurdering – hvis betjenten fornemmer at pågældende har forstået budskabet og f.eks. springer af cyklen, hvis lygterne mangler når politiet dukker op, slipper pågældende med en advarsel. Vi bad ham give et råd om, hvordan vi bedst kom i kontakt med vidner, der ifølge ham ville være den eneste måde at skabe en sag på. Vi foreslog at sætte en seddel op på kollegiet, hvor krænkelsen havde fundet sted, men det ville bare gøre os til grin, mente betjenten.
Frustreret over vores udsigtsløse anmeldelse, bad vi betjenten give os et råd om, hvordan vi i fremtiden skulle forholde os i lignende situationer. Politibetjenten svarede hertil, at en lussing eller en drink i hovedet ikke ville være upassende. Han måtte dog tilstå, at der ikke var nogle garantier for, at et reflektorisk spark i skridtet på en blufærdighedskrænker maksimum ville udløse en advarsel til os!

Senere på dagen fik vi oplyst, at betjentene havde vurderet, at krænkeren ikke ville gøre den slags ting igen, og derfor var sluppet med en advarsel. Hvis de tog fejl, måtte vi henvende os til politiet… Den lidt ældre betjent lagde vægt på, at: »...grænserne for, hvordan vi rører ved hinanden til fester har ændret sig«. Han begrundede også advarslen med, at det var første gang, at krænkeren havde gjort det. Vi tænker, at det snarere er første gang, at nogen anmelder ham for det.
Hvis grænser er det, der har flyttet sig og som nu truer med at gøre den form for blufærdighedskrænkelse til bagateller, der blot giver advarsler, hvorimod at køre uden cykellygter ofte udløser en bøde? Alle de kvinder og mænd vi personligt kender, mener ikke at det er ok at gramse på andre fuldstændig uopfordret og uden samtykke. Vores grænser har ikke rykket sig. Vores kroppe er ikke allemandseje, som fulde mænd ustraffet kan forgribe sig på. Er det ikke en minoritet i det danske samfund, fulde mænd og (mandlige) betjente, der rykker grænserne for, hvad der er tilladt? Skal resten af befolkningen blot affinde sig med det?
Som Forkvinden for Kvindeligt Selskab, Julie Søgaard, har påpeget, benyttede forsvareren for de fem mænd, der netop er blevet dømt for gruppevoldtægt, argumentet om, at grænserne for seksualmoralen har rykket sig. Det var præcis den samme argumentation betjenten fra Station Amager gjorde sig til talsmand for. Landsretten dømte de fem mænd skyldige og viste dermed, at det ikke kan undskyldes at overfalde kvinder pga. en til stadighed udviklende seksualmoral.

Nogle mænd synes måske i et ureflekteret øjeblik, at det er ’smigrende’ at andre mænd tager deres kæreste på bagdelen. Hun er jo lækker… Men ville de også være smigrede, hvis hun blev voldtaget? Hun er jo lækker…
Opfordringen til selvtægt i disse for politiet bagatelagtige sager, men for de involverede æreskrænkende oplevelser, ser vi som en trussel mod vores frihed og retssikkerhed i private såvel som offentlige rum. Kvinder risikerer at udsættes for yderligere vold, hvis krænkeren bliver voldelig efter at have fået en drink i hovedet.
Ønsker vi at eskalere volden ved at opfordre folk til selv at klare konflikter, der starter med et klap i bagdelen? Eller ønsker vi at borgerne henvender sig til politiet, der så må lade dommere og andre kompetente personer afgøre sagen? Vi handlede selv efter det sidste princip, men frygter, at vi i fremtiden tvinges til selvtægt for at forsvare vores ret til at færdes uantastet.
Cand. mag. Lone Nørgaard skriver i bogen Voldtægt. Retsbeskyttelse for den krænkede – retssikkerhed for gerningsmanden, at for at sikre retsfølelsen er det er vigtigt, at samfundet sender et tydeligt signal om, at voldtægt og overgreb på kvinder i det hele taget er en alvorlig forbrydelse.
Det er vigtigt – for at undgå selvtægt og for at ofret kan acceptere de lave domme, der er ønskelige for alle, hvis de følges op af anden behandling af gerningsmanden – at kvinderne hele vejen støttes af samfundets repræsentanter i systemet.
I vores møde med samfundets repræsentanter, her politiet, var der ingen reel forståelse af krænkelsens alvorlighed. Politiet sagde ikke: »I har gjort det helt rigtige piger, nu skal vi nok tage os af det!« Tværtimod sidder vi nu tilbage med følelsen af, ikke alene at være blevet svigtet af vores retssystem, men endvidere at blive betragtet som ’sippede’ kvinder, der burde søge psykologhjælp, som den velmenende betjent forslog, siden vi reagerede »så voldsomt« på krænkelsen. Endnu engang blev hændelsen bagatelliseret og vi gjort til den problematiske part.

Det rigtige ville for os at se have været, at gerningsmanden fik en retsmæssig bøde for sin forseelse, som det fremgår af straffelovens § 232: »Den, som ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse, straffes med fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder med bøde.« Det virker opsigtsvækkende, at politiet i den grad tager gerningsmandens interesser som førsteprioritet, når der sidder to krænkede kvinder med en ubehagelig oplevelse, en indrømmelse fra gerningsmanden og en let mulighed for at finde yderligere vidner.
Betjenten mente, at det ville være synd for krænkeren, hvis han fik en plet på straffeattesten, der jo senere kunne begrænse hans jobmuligheder. Men hvem varetager vores interesser og rettigheder? Hvad med de stigende begrænsninger på kvinders bevægelsesfrihed?
Krænkeren beskyttes af betjenten, mens vi frustreret må erkende, at straffelovens §232 om blufærdighedskrænkelse, der burde beskytte os mod gramserier, i praksis ikke håndhæves.

Lisbeth Sjøstrøm Jensen
stud. scient. anth., medlem af Kvindeligt Selskab
og
Lone Bendixen,
cand. mag., medlem af Innovative Kvinder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu