Kronik

Christiania i øjenhøjde

Bulldozere på Christiania vil betyde mere vold og kriminalitet på Christianshavn, der på godt og ondt lever med fristaden til daglig
Debat
21. juli 2003

Kronikken
Christiania og Irak fortjener ingen sammenligning, men retorikken, der ledsager enhver krig, ligner til forveksling hinanden. I Irak taler Vesten om eksistensen af kemiske våben som måske slet ikke findes, og det bruger man som argument for at kaste en hel nation ud i en frygtelig krig.
Meget nemmere er det med Christiania. Hashen findes, på det punkt ligner Christiania ikke Irak. Hashen findes oven i købet i en bestemt gade, »Pusherstreet«, der både i lokalsamfundet, i regionen og i landet opfattes som en sygdom, der skal fjernes. Regeringen har med andre ord erklæret Christiania krig – friske venstrebønder og parcelhusfascister, hvis æste-tiske ambitioner og arkitektoniske fatteevne ikke rækker meget længere end til parcelhuskvarteret, har erklæret en lille lokalitet i Danmark krig. Det onde må væk. Man øjner her en klar ideologisk kulturkamp, hvor målet er, at vi alle skal være ens, forskellene må udviskes. Vi skal alle sammen gå velbarberede rundt i jakkesæt, gå på arbejde fra 9-16 og spille badminton i weekenden.
Christianshavnerne lever om nogen med Christiania i hverdagen. Fra sidelinjen har de fleste nok beklaget uforsonligheden, der har hersket mellem samfundet og staden. Christiania har aldrig rigtig taget ansvaret for følgevirkningerne af stadens succes eller problemer, hvad enten de er afledt af hashmarkedet eller turismen. Stort set alle Christianshavns børneinstitutioner, herunder skoler og gymnasium, vender ud mod Prinsessegade, der er eneste vej, som giver adgang til Christiania.
Og i det sidste årti er trafikken vokset alarmerende. 1.600 børn skal krydse Prinsessegade mindst en gang om dagen, har nogen beregnet. Den øgede trafik skyldes dog beviseligt ikke kun Christiania. Åbningen af Holmen, hvor der ligger en lang række uddannelsesinstitutioner, er en del af forklaringen på problemet.
Fremtiden tegner heller ikke for lys. Om kort tid åbner A.P. Møllers opera og med hans tæft for at trække i marionetternes tråde i Københavns Kommune, skal han nok få nedlagt den foreløbigt beskedne trafikdæmpende bussluse, som politikerne med god hjælp fra politiet efter alverdens absurde forhalinger har fået etableret på Holmen i en forsøgsperiode på foreløbigt et år. Busslusen er med garanti den eneste af sin slags, der er blevet velsignet i en kirke. En mor, der tilfældigvis også er præst, kunne ikke modstå fristelsen, da alle Christianshavns unger var samlet til julegudstjeneste. Så desperate har man været på Christianshavn.
Det er vigtig at slå fast, at Københavns Kommune også har en stor del af ansvaret for trafikproblemerne omkring Christiania, og at kommunen har udvist en påfaldende passivitet. Det er problemerne omkring Christiania bestemt ikke blevet mindre af. Hvem har f.eks. ansvaret, når cyklende børn gentagne gange bliver klappet ned af svingende taxadøre ind over cykelstien ud for Christianias hovedindgang? Er det Christiania? Er det kommunen? Er det politiet? Er det taxachaufføren? Børnene? Passagererne? Ansvaret kan nok ikke afgrænses til en part alene.

Børn på Christianshavn skelner ikke mellem Christianshavn og Christiania, men leger lystigt med hinanden. Selvfølgelig. Mange christianitter sender
deres børn i Christianshavns Skole, og christianiabørn deltager i det ellers af Københavns Kommune udsultede foreningsliv, der er på Christianshavn. Christianshavn har som den eneste bydel i København ingen sportshal. Vi skal tage tidligt fri fra arbejde og tage en meget lang busrejse, hvis vores børn skal dyrke sport i en rigtig sportshal. Skolen bruger gerne Christiania som en behagelig og bilfri genvej over til et nærliggende naturcenter, og der er en tradition for at Christiania deltager i samarbejdsprojekter med skolen.
Men Pusherstreet er i de flestes øjne et stort problem. De færreste forældre bryder sig vel om, at hash på denne måde udstilles og faldbydes uden nogen form for kontrol. Og det skal også fremhæves, at der er et kriminelt miljø på Christiania, som har en meget uheldig virkning især på de svageste børn. Vi kender til et eksempel på, at forældre har sagt nej til, at sønnike måtte få en ny cykel, hvorefter han er gået over på Christiania og har tjent til sin cykel på en eftermiddag ved at flytte lidt rundt på nogle kufferter.
Vi er overbeviste om, at sådanne eksempler er undtagelser, som der ikke kan generaliseres udfra. Men i dette felt ligger der en klokkeklar opgave, som ikke kan løses af en part alene. Her er der store kameler at sluge for både stat, kommune, politi, Christiania og os andre, men et sådant samarbejde kunne være grundstenen til en konstruktiv og fælles fremtid.
Kriminaliteten er heller ikke noget, der gavner trafikkulturen. Kombinationen af 1.600 børn, der krydser Prinsessegade, og en biljagt, hvor man takket været Københavns Kommunes trafikdæmpende foranstaltninger kan nå op på langt over 100 km i timen, er ikke ideel. Men en ensidig satsning på en politiindsats får efter vores vurdering heller ikke problemerne til at forsvinde.
Børn på Christianshavn har i øvrigt et andet og mere nøgternt forhold til hash. De ved, hvordan det ser ud, og den lille brune klump er ikke omgæret med den samme mysticisme og forventningen om en transcenderende virkning, som hos en velstimuleret og overbeskyttet gymnasie-elev i provinsen.
På Christianshavns Skole kan man med stor hjælp fra forældre-
ne håndtere mange problemer selv, men ikke alle, og slet ikke kriminaliteten, som fordrer medvirken fra alle involverede parter. Men det er en kilde til undren, at regeringen nedsætter et Christianiaudvalg – og efter hvad ministeren selv siger, er det sket bl.a. på vegne af christianshavnerne – og ikke inviterer Chris-
tianshavns lokalråd med i arbejdet. Lokalrådet kunne netop bidrage med et nuanceret syn på hele Christiania-politikken. Nu
ligner Christianiaudvalgets arbejde mest af alt et ideologisk korstog, en krig mod Christiania, hvor konklusionen er truffet på forhånd.
Hvad ville der ske, hvis man ryddede Christiania? Det er vores overbevisning og vores aller-største frygt, at det kriminelle miljø, der henter en solid indtægt på hashmarkedet, skal se sig om efter et andet arbejde. Eftersom deres cv næppe vil vække den store interesse i den virkelige verden, må de af dem, der ikke allerede er rockere uden rygmærker, skabe deres egen.
Mere vold og kriminalitet vil være konsekvensen og tillige et mere diffust og uigennemskueligt hashmarked. Måske ville hashen rykke ind i skolegården. Hvad ville der ske, hvis man frigav hashen? Nok noget nær det samme. De selv samme damer og herrer med forretninger i Pusherstreet skulle til at se sig om efter et andet arbejde, og det ville nok være fristende for flere af dem at kaste sig over langt farligere stoffer end hash.
Der er mange politikere, der vil både det ene og det andet, men ingen er til dato kommet med en plausibel forklaring på, hvad man vil gøre, efter man har grebet ind.
Det, der er mest brug for på Christianshavn og Christiania, er i første omgang en nuancering af debatten og en meget konkret handlings- og køreplan, uanset hvad man måtte beslutte sig for.

Christianias fremtid går ad kompromisets snørklede stier. Problemkomplekset fortjener ikke at blive radikaliseret yderligere. Vi efterlyser politikere, christianitter og christianshavnere, der tør give slip på parolerne og tør tage et ansvar for hele Christianshavns fremtid. Vi kan slet ikke forestille os, hvad der ville ske, hvis bulldozerne skulle ind på Christiania.
Det er svært ikke at se regeringens truende indgreb som en ødelæggelse af en del af Christianshavns lange historie, som på forunderlig vis er blevet bevaret i vidt forskellige kulturelle manifestationer. Udover at det er svært at opfatte som andet end et indgreb i vores frihed og vores ret til at forvalte vores eget liv, så ser det også ud som om, det er et skridt i retning af en yderligere ensretning af os danskere, som er både ødelæggende for vores kultur og meningsløs.

Halfdan Rasmussen var født og opvokset i 1920’ernes Christianshavn, og det er forbavsende så meget, man genkender i hans digte af vor tids Christianshavn.
Dengang var det et mere ensidigt arbejderkvarter – ungerne råbte »lortekonge« efter Christian X til hest, så det var ikke så tit, han red ned gennem Prinsessegade. Man kan næsten høre et ekko af Halfdan Rasmussen, når de frækkeste af børnene på Christiania råber efter politiet under en af de utallige razziaer.
Halfdan Rasmussen glemte aldrig, han havde været barn på Christianshavn. For nogle år siden gennemførte børnene på Christianshavn et teaterprojekt i Prinsessegade. Halfdan fik nys om det oppe i Saunte, og en dag dukkede der en check på 200 kr. op i en postkasse med en lille hilsen fra digteren og et ønske om, at pengene gik til prinsessekroner til alle pigerne. Det gjorde de. Kunne politikerne bare mande sig op til noget lignende.

*Anja Clausen og Jens Frimann Hansen er medlemmer af Christianshavns Skoles skolebestyrelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her