Læsetid: 3 min.

Danske identiteter

Reaktiv eller proaktiv – det er spørgsmålet!
28. juli 2003

Integration
I Information 22.juli kommenterer Lone Nørgaard et tidligere indlæg og svaret herpå. Selv om det principielt er glimrende at få sådanne hverdagsting debatteret, fristes man til at spørge: Er hun da nødt til at være så reaktionær!
Og her mener jeg ikke reaktionær i politisk forstand, selvom det kan være svært at undgå det, når man altid er re-aktiv, dvs. tilbageskuende i det man beskæftiger sig med.
Det gælder i dannelsesspørgsmål, sproglige spørgsmål oma. som Lone Nørgaard diverterer med, og det gælder ikke mindst når det drejer sig om indvandrerne og deres integration, som er temaet for debatindlægget, hvis titel desværre er meget dækkende for indholdet.
»Integration er ikke en to-vejs proces« lyder det. I indlægget understreges det, at integration ikke kan være en tovejsproces eftersom Islam forudsætter at politik og religion er uadskillelige.
Det fremgår også, at etniske danskere kan være i mindretal om 50 år og at al den særbehandling de ’andre’ efterhånden modtager både udgør frihed fra nogle af de krav rigtige danskere skal leve op til og at de også nu oppebærer 35 procent af al kontanthjælp.
Alt i alt lyder det jo noget jammerligt og opfattes tilsyneladende også som sådant, når Lone Nørgaard udfolder sine uomtvistelige skriftlige talenter.
Hvis vi nu prøvede at vende den om og se lidt proaktivt på det, altså lidt mere fremadrettet på det (hvad man godt kan, selv om man er reaktionær), så kunne man vel hævde, at det ikke er et stort problem, at ’de andre’ får 35 procent af kontanthjælpen, men at rigtige danskere får 65 procent.

Hvad tænker de andre?
At det ser sådan ud kunne jo risikere at blive opfattet ude i den store verden på den måde, at alt for mange af de rigtige danskere ikke kan klare sig selv, og hvad kan det ikke få folk til at tænke?
Hvis jeg skulle være en proaktiv Lone Nørgaard ville jeg straks kontakte statsministeren og forlange, at balancen mellem kontanthjælpsmodtagere straks bør ændres til 35-65 i dansk favør, så den øvrige verden får et retvisende billede, så bliver der jo også straks flere at integrere, som derefter ikke har behov for så mange særordninger.
Vi kan måske endda være så heldige, at de derefter ikke vil være så optaget af koblingen af religion og politik, så engagementet reduceres til alm. dansk folkemoské-tro.
En ganske anden sag er der jo tale om, når vi taler om integrationsprocessens veje.
Lone Nørgaard synes at mene, at en sådan proces kun kan være envejs. Det tolker jeg som at integration skal ske gennem at indrette sig på eksisterende (danske) vaner og uden svinkeærinder opgive sin identitet gennem tilegnelse af en anden.
Nu ved vi jo, ikke mindst fra psykologien, at så let går det jo ikke. Det er for længst dokumenteret, så at fastholde et sådant standpunkt er ganske enkelt reaktivt, hvad der både samfundsmæssigt og personligt er problematisk, hvis vi skal have reduceret kontanthjælpen (selvom det ikke må blive for meget, så udlandet risikerer at få øje på de rigtige danskere der ikke kan klare sig).

Fremmed identitet
Skulle man se lidt proaktivt på det, så skulle man måske sige, at så længe man besidder en fuldstændig fremmed identitet (fremmed = ikke-dansk), så er vi nødt til at bygge på den, så vi efter nogen tid kan bygge nogle andre og meget mere danske identiteter op, fordi ingen jo starter på nul.
Efter nogen tid er der ikke brug for kontanthjælp og særlige rettigheder.
Lader vi der så gå en række år, vil vi efterhånden have sikret uddannelse og integration uden strakt arm og kæft trit og retning og dem der kunne risikere at blive flertallet er så i mellemtiden blevet rigtige selvhjulpne danskere. Det er da et positivt resultat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu