Læsetid: 3 min.

Jeg, en dissident

Menneskerettig-hederne, der har åbnet Vesten for islam, beskytter ikke sine kritikere, som i stigende grad bliver fredløse, efterhånden som de nye ’minoriteter’ får flere rettigheder her
Debat
1. juli 2003

Jura
Nu er der igen faldet ’racismedom’, denne gang mod en fremskridtsmand, der i generelle vendinger havde dristet sig til at brokke sig over masseindvandringens konsekvenser i et brev til nogle politikere. Også undertegnede er blevet dømt for en lignende forbrydelse og skal til efteråret for Højesteret, fordi jeg op til valget 2001 havde dristet mig til at beskrive Fremskridtspartiets fremmedpolitik på min egen hjemmeside.
For en sådan ’forbrydelse’ har jeg hidtil fået en bøde, der langt overgår, hvad der tildeles bilister efter dødskørsel. Men det er kun to af en lang række sager på det seneste. Hvad er det, der i tavshed er ved at ske, mens statsministeren proklamerer sig som ytringsfrihedens forsvarer, de korrekte kunstnere romantiserer om fortidens forfulgte dissidenter som dr. Dampe, PEN-klubben mødes og hykler om ytringsfrihed i fjerne lande osv.?

Besynderlig tavshed
Menneskerettighederne, der har åbnet Vesten for islam, beskytter ikke sine kritikere, som i stigende grad bliver fredløse, efterhånden som de nye ’minoriteter’ får flere rettigheder her. Men besynderligt så tavst der er om dette blandt opinionsdannerne.
Folk bør vide, at vi dømte så vist ikke er kriminelle, men dissidenter. Salig Alf Ross havde jo ret i, at lovene blot er et tomt kar, der udfyldes af de siddende magthavere. Det gør ondt bare at tænke sig, at nogen kan være naive nok til at tro noget andet.
At retssystemet er magtens håndlanger er et evigt grundvilkår, så hvis man anfægter tilstrækkeligt grundlæggende antagelser for en eksisterende orden, er man altid politisk forbryder. Men omvendt vil de, der således stemples, jo heller ikke i længden respektere modpartens legitimitet.
Fremskridtspartiet vil ene af alle partier ikke kriminalisere ytringer udover direkte persontrusler, heller ikke muslimers udfald, da man jo så skulle forbyde koranen – og biblen, som det er ved at ske i Sverige. Ethvert indgreb ses at være ganske vilkårligt, blot man forfølger tanken en smule. Vanviddet i at retsforfølge politiske hensigtserklæringer ligger bl.a. i, at de kræver besiddelse af magten for at realiseres – og i så fald vil de være lovlige! Den mest kriminelle af alle ytringer burde ud fra den herskende logik være en erklæring om, at man vil sprænge jordkloden i luften.
Men en sådan ’trussel’ kan jo ikke realiseres og er derfor ingen trussel. Ligesom når enkeltpersoner og små grupperinger siger, hvad de vil gøre, når de får magten. Når man erklærer kun at ville realisere sine ’trusler’ etc. via lovgivningen, kan vælgerne jo bare stemme på nogle andre, og hvis de ikke gør det, er ’truslerne’ i stedet gældende retspraksis.

Forfinede akademikere
Et andet argument i racismelovgivningen er, at man ikke må ’forhåne’ og ’nedværdige’. Her går man nu ud fra, at forfinede vestlige akademikeres sarte følelser er dækkende også for mennesker fra den islamiske verden. Et bare overfladisk kendskab til ordvalget i den offentlige debat under islam, og om, hvad der siges mod os vesterlændinge fra disse ’minoriteters’ side, burde dog klargøre, at i den ramme er Glistrup og vi andre ikke høge, men duer.
Med krigen mod Irak har Vesten endelig demonstreret, at vi ikke længere vil finde os i, at den ’Tredje Verdens’ rent numeriske overlegenhed skal give den ret til at tyrannisere ’verdenssamfundet’ via FN.
Racismeparagraffen er en ulyksalig reminiscens fra den tid, da Vesten i skyldbetynget underdanighed lod sig diktere alt af verdens totalitære flertal mod vore egne livsinteresser.
Afskaffelsen af den vil være prøvestenen, der viser, om den nuværende regering er andet end en papirtiger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her