Læsetid: 4 min.

Europas motor

Nye tilslutnings-rekorder til EU i Centraleuropa er druknet i kampen om opmærk-somheden. Tilhængere af folkeafstemninger vil gerne bruge dem som løftestang for flere af slagsen – denne gang om Europas nye forfatning
1. juli 2003

INTERNATIONAL
Bekymringsindustrien havde gode tider inden folkeafstemningerne om EU i Central- og Østeuropa. Alle de skeptiske polakker og tjekker fik en tur i mediemaskinen. »En ’måske’- kampagne er det farligste,« sagde Daniel Gros, leder af Center for European Policy Studies, en tænketank i Bruxelles, til International Herald Tribune kort før Tjekkiets folkeafstemning i juni. Gros advarede tjekkerne mod at komme i samme situation som danskerne, hvor ingen vidste, hvad de egentlig ville gå med til i EU. »Danmark har en økonomi, der er stærk nok til at klare det,« sagde Gros, »men Tjekkiet har ikke denne luksus.«
Det kom Tjekkiet så heller ikke, for mere end 77 procent af de fremmødte sagde ja, og fremmødet vender vi tilbage til om et øjeblik.
For er man dansker, er sammenligningen med Danmark selvfølgelig interessant. En anden, meget benyttet analytiker, Heather Grabbe fra Center for European Reform, skrev før den polske folkeafstemning i juni, at mareridtsscenariet ville være et Polen, »der er spansk på budgettet (og kæmper med næb og kløer for hver euro), fransk i forsvaret af landbrugspolitikken, britisk i sin pro-amerikanisme, dansk i sin euroskepsis og italiensk i sin kaotiske offentlige administration (min fremhævelse, sck).« Også 77 procent af polakkerne sagde imidlertid ja tak til EU-medlemskab. Selvfølgelig kan tjekkernes og polakkernes ja synes små mod de øvrige centraleuropæeres klingende ja tak. Slovenernes godt 89 procent ja-stemmer satte EU-rekord i april, for derefter at blive overhalet af litauernes 91 procent og slovakkernes 92 procent ja-kvote.

Europæisk avantgarde
Fremmødet til folkeafstemningerne kan bruges til at slå EU-forien lidt ned. Men bekymringen for, at folkeafstemningerne ville blive ugyldige i de lande, hvor 50 procents fremmøde er påkrævet, var ikke begrundet. I Slovenien mødte omkring 60 procent frem; ungarerne lå lavest med 46 procent, men her var ingen forfatningskrav til fremmødet;
i Slovakiet var det 52 procent; i Litauen omkring 63 procent; og over to dage kom næsten 59 procent af polakkerne til stemmeurnerne, mere end ved samtlige parlamentsvalg siden kommunismens fald, for endelig at runde af med de såkaldt skeptiske tjekker, hvoraf 55 procent mødte op.
Mere end halvdelen af befolkningen mødte altså gennemsnitligt frem. Vel at mærke i lande, hvor der ikke er en udpræget tradition for at møde talstærkt frem til valg; hvor alle meningsmålinger viste et ja til medlemskab af EU, og hvor man kunne regne med, at parlamenterne ville tilslutte sig EU, hvis fremmødet ikke var stort nok. Er det ikke i sig selv et tegn på, at østeuropæerne virkelig vil EU?
Lederskribenten i det tyske Handelsblatt mener ja og kalder ligefrem de nye medlemslande for en europæisk avantgarde. Borgerne i kandidatlandene interesserer sig mere brændende for EU end for eksempel tyskerne, hedder det i lederen, der har overskriften »Europas motor«. Det er pinligt for de vesteuropæiske stater, at deres borgere ved lignende folkeafstemninger vel næppe kunne forventes at stemme så massivt for EU, skælder skribenten ud, og langer ved samme lejlighed ud efter de vestlige medlemslandes
irrationelle frygt for konkurrence og indvandring fra øst. I det hele taget er uvidenheden, desinteressen og fordommene fremherskende, når det kommer til de fremtidige medlemmer fra øst, mener altså lederskribenten på Tysklands største erhvervsavis.

Folkeafstemninger
Bruno Kaufmann, der leder et initiativ til fremme af folkeafstemninger i Europa, synes også, at EU skal tage ved lære af de mange folkeafstemninger i år, og benytte instrumentet i hele unionen, når den nye forfatningstraktat skal vedtages i 2004.
»Det er udemokratisk, hvis det blot er irere og danskere, der på hele den europæiske befolknings vegne skal tage stilling til forfatningstraktaten – og dermed EU’s fremtid,« siger Kaufmann. I en dansk kontekst ville det især være unionsmodstandere, der var tilbøjelige til at give ham ret. Men ude i Europa bliver afstemningerne også set som en metode til at skabe opbakning om EU. Kaufmann siger, at folkeafstemninger kan være med til at skabe en transnational europæisk debat og en fælles europæisk identitet. Dan O’Brien og Daniel Keohane fra Center for European Reform, argumenterer for, at folkeafstemninger er gode til fem ting: De skaber forståelse og fremmer deltagelse; de får mange myter om EU til at falde sammen; de tilfører det teknokratiske maskineri og EU-teorierne en dosis menneskeligt drama; de appellerer til det moderne, handlekraftige vælgerkorps, der gerne vil være med til at bestemme; og endelig, siger forskerne, får de folk til at diskutere EU som aldrig før.
Vi ved i Danmark, at folkeafstemninger kan skabe opmærksomhed, viden og debat. Men vi ved da også, at politik ikke bliver spændende af at have en ja- og en nej-side. Derfor må folkeafstemninger begrænses til særligt afgørende skridt – for eksempel om en europæisk forfatning. Kræfterne bør i stedet bruges på at gøre Europa-Parlamentet mere synligt og debatten om den politik, der føres her mere politisk. Hvis forfatningen gennemføres som nu, vil Europa-Parlamentet have medbestemmelse på op til 40 nye områder. Alle kræfter bør forenes i at skabe transeuropæiske valg til en folkevalgt forsamling, Europa-Parlamentet, der for længst er holdt op med at være et ’Mickey Mouse parlament’, men stadig får lov at bedrive politik i relativ ubemærkethed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu