Kronik

Fungerer denne sætning?

En funktionel grammatik kan forbedre sprog-undervisning og bidrage til opklaringen af hvad det er at være menneske
Debat
14. juli 2003

Kronikken
Gennem en generation har den dominerende sprog-videnskabelige skole i USA været den amerikanske sprog-videnskabsmand Noam Chomskys generative grammatik, eller minimalistprogrammet som det også hedder for øjeblikket, den er udformet som en formaliseret matematisk kalkule, og opfattes som en del af biologien.
Generativ grammatik handler ikke om det ydre synlige eller hørbare sprog, men om de indre regler, reglerne som f.eks. gør at nogle ordstillinger forekommer at give en acceptabel og korrekt sætning der kan have en forståelig mening, mens andre ordstillinger ikke gør det.
Minimalistprogrammet beskriver ikke blot hvordan sproget er, men også hvorfor det er som det er. Man beskriver ikke blot at man på svensk siger: Han tog upp en näsduk, og på dansk: Han tog et lommetørklæde op, men man spørger også hvorfor det er sådan. Og svaret er at der på dansk er en ’flytningsregel’ for objekter i ’synlig syntaks’, som også gør at man på dansk har Kender du mig ikke igen, mens man på svensk har reglen i ’usynlig syntaks’ og kun kan sige Känner du inte igen mig?
Tanken er at vi har en indre grammatik som er præget og indlært i hjernen i et automatisk, effektivt og autonomt system, der kun som en helhed står i forbindelse med andre dele af hjernen: hukommelsen, perceptionen og begrebssystemerne. Grammatikstudiet der prøver at finde formen af sådanne regler, er en del af kognitionsforskningen, som ikke blot er humanistisk, men også naturvidenskabelig, dvs. biologisk.
I Danmark har vi i modsætning hertil en tradition for funktionel grammatik, hvor det spørgsmål man stiller ikke er: Af hvilke årsager er reglen som den er, men snarere: Hvilken funktion har reglen? Hvad gør reglen det muligt at kommunikere med ytringen? Med Kender du mig ikke igen? spørger man til kendskabet, mens man med Kender du ikke mig igen? spørger til om det er mig eller en anden du ikke kender igen.

De to grammatiske skoler giver således forskellige typer af svar på spørgsmålet hvorfor. Den generative grammatik svarer: Det er fordi hjernen i
individets opvækst er blevet præget og været udsat for indlæring på den og den måde. Den funktionelle grammatik svarer: Det er fordi taleren gerne vil få lytterne til at forstå de og de ting på en bestemt måde.
Skellet svarer til forskellen på at forklare at blomster har fine farver fordi de indeholder de og de kemiske stoffer, og at sige at de har fine farver for at tiltrække insekter. Begge forklaringer er nyttige, de har hver sin metode, og de komplementerer hinanden.
Den generative grammatik prøver at finde den simpleste kalkule, men faktisk ikke reglens kemiske årsager i hjernen. Den funktionelle grammatik prøver at finde hvilke typer af mening der findes, og hvilken funktion de har i menneskets bevidsthedsliv og samfundets sociale liv.
Tag et lille eksempel hvor konen siger: Kommer du så! Vi spiser nu. Her er der den rent konceptuelle mening med ordene komme, spise, du og vi. Det er mening man kan tegne et billede af, sat sammen af betydninger som man kan beskrive i en ordbog, og som mennesker har i deres indre ordbog, eller langtidshukommelse.
Dernæst er der en anden type af mening: grammatisk eller propositionel mening. Det er den mening der aflæses af endelser -er, -ere, af småordene så, nu, du, vi, og af ordstillingen kommer du så. Det er en type af mening som forankrer den omtalte situation (meningen med udsagnet) til den aktuelle kommunikationssituation, så man ved at den der skal komme, er den samme som den tiltalte, og at situationen der tales om, er fremtid (selv om præsensformen kommer i andre sammenhænge betegner nutid).
Denne propositionelle mening har sandhedsværdi eller realitetsstatus, dvs. meningen med replikken kan være fremsat, spørgende eller bydende, og det fremsatte kan være sandt eller falsk. Meningen med Kommer du så er efter ordstillingen at den er spørgende.
Som baggrund for den propositionelle mening er der informationel mening. Den opfattes på grundlag af trykmønstrene, hvis taleren ved hvad lytteren ikke ved. Vi spiser nu er en oplysning for lytteren, noget han ikke vidste i forvejen. Men Kommer du så er næppe, som det skulle være efter ordstillingen, et spørgsmål, og hvad er sammenhængen mellem de to sætninger?
Det tilsyneladende spørgsmål tæller i virkeligheden som en opfordring, i betydningen: Kom så! Konen har formet den som et spørgsmål for at være høflig. Og Vi spiser nu tjener da som begrundelse for denne opfordring. Kun hvis lytteren gennem sådanne ræsonnementer forstår at sætningen er bydende, kan han finde sammenhængen mellem de to sætninger, som han på forhånd går ud fra må være der.
Endelig er konens ytring en sproglig social handling, en sproghandling, hvormed hun regulerer det sociale liv mellem hende og manden, som ligger inde under sin bil og reparerer den. Og det har jo sociale konsekvenser. Hvis han kommer hurtigt, får han et måltid mad og et lykkeligt familieliv, hvis han ikke kommer, får han antagelig skældud, og det ender med at konen går fra ham.

Den funktionelle grammatik beskriver hvad et menneske bruger sproget til, nemlig hvorledes hun regulerer det sociale liv ved at give manden informationer, giver ham informationer ved at konstruere udsagn med realitetsstatus, og konstruerer udsagn ved at kombinere ord der har konceptuel betydning.
Med en funktionel grammatik forsøger man at give en total beskrivelse af meningen med en ytring og af hvordan den kommunikeres, dvs. deles mellem parterne ved hjælp af sproglig adfærd.
Der er ikke nogen principiel adskillelse mellem det der i andre grammatikker kaldes syntaks, semantik og pragmatik; det hele hænger sammen i et stort remtræk, som det er grammatikerens opgave at beskrive så økonomisk som muligt. Man kan ikke i en funktionel grammatik undgå at tage stilling til problemer ved f.eks. at henvise dem til pragmatikken, som grammatikken ikke har ansvar for. Grammatikken har ansvaret for det hele.

Det er et problem ved formaliserede og generative grammatikker at reglerne ikke har nogen neurologiske korrelater i hjernen. Man har ingen forestilling overhovedet om hvilken fysiologisk form en generativ flytningsregel har, eller hvad forskellen er på synlig og usynlig syntaks. Det er kun begreber man har indført for at få pengene til at passe, dvs. til at forklare acceptabiliteten af bestemte sætninger på nogle sprog og ikke på andre.
Sagen er at hjernen ikke fungerer som en computer. Der er ikke i hjernen en cpu, en central processeringsenhed, som alle processer skal gå igennem. Den menneskelig hjernes processer går meget langsommere end dem i en computer; til gengæld kører der mange processer parallelt, og det giver en ydelse der er større og kvalitativt anderledes end den computeren giver.
Hjernens aktiviteter kan forårsage bevidsthed; det kan processerne i computeren ikke. Og det er netop de bevidste tanker og forestillinger vi med grammatikken gerne vil forklare. Det forekommer derfor temmelig aparte at den generative grammatik vil beskrive sproget som ubevidste hjerneprocesser.
En generativ grammatik prøver at vise at man kan lave et computerprogram der genererer alle acceptable sætninger på et givet sprog, og ingen uacceptable. En funktionel grammatik prøver at forklare hvorledes mennesker kan dele tanker med hinanden ved hjælp af sproglige handlinger. Med det første kan man antagelig lave sprogteknologi og oversættelsesmaskine, med det andet kan man lave forbedret sprogundervisning, give grundlag for en teori om teksttolkning og litterær analyse, og bidrage til opklaringen af hvad det er at være menneske.
Med beskrivelsen af forskellige typer af mening og relationen mellem dem, bidrager den funktionelle grammatik til at finde de bevidsthedsmæssige korrelater som neuronprocesserne i hjernen har. Hvilke funktioner skal der være mellem korttidshukommelse (som har ansvaret for den propositionelle mening) og langtidshukommelse (som har ansvaret for den konceptuelle mening)? Hvordan sker gestaltningen af tanker med en tydelig figur på en baggrund (en gestaltning som sker ved tolkningen af hver eneste sætning)? Hvorledes kan man have metabevidsthed, dvs. bevidsthed om det man har bevidsthed om (som kommunikeres med sætninger der henviser til sig selv, f.eks.: Fungerer denne sætning?)?

*Denne kronik er et uddrag af Ole Togebys nyligt udgivne bog ’Fungerer denne sætning? Funktionel dansk sproglære.’ Gads Forlag

*Ole Togeby
Dr. phil og professor ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her