Teater
Den 7. juli afslører Klaus Rifbjerg en reaktionær, men desværre langt fra ualmindelig, attitude til teatret, som provokerer en diskussion. Først kaster han sig over omtrent alt der rører på sig i dagens teater: det teknisk raffinerede, det nyskabende, det rebelske i forhold til klassikere, og slet og ret det moderne. Så får han selv en mistanke om, at det lyder mere reaktionært, end det burde gøre, og prøver at redde sit skind med en selv-modsigende hilsen til Peter Langdal: på den ene side indrømmer Rifbjerg at Langdals opsætning af Erasmus Montanus var befriende og morsom, men på den anden side beskylder Rifbjerg selv samme instruktør for at med denne radikalisering af Holberg have sat en bevægelse i gang i dansk teater, som har haft vide konsekvenser, men mere på ondt end på godt.
Ondt i enden
Den umaskerede reaktionære småborgerlighed bliver ulidelig i artiklens slutning, hvor Rifbjerg forlanger et teater, der vil lade giganterne tale for sig selv, og som vil betale publikummet for den ondt i enden det får af at gå og se en forestilling. Betalingen skal så være en en ægte vare af en underholdning: uden postmodernistiske sammenkog, uden selvråbende promovering, uden Hamlet på motorcykel (som hos Kaj Munk i Rifbjergs forældres tid), uden Brecht med strudsfjer (som nu på Betty Nansen). Der skal ikke være nogen voldtægt af forfatteren eller publikum, citat slut.
Man skal faktisk lede længe efter en opskrift på et mere retrograd teater. Det mest uægte på scenen er netop en prætension om, at den opsatte tekst beholder sin uskyld og taler for sig selv. Dette gælder især en opsat kanonisk tekst, skrevet af giganter som Shakespeare, Tjekhov eller Holberg her i Danmark. Teatret eksisterer ved at recirkulere en gammel, lille repertoirekerne af disse giganter, men denne recirkulation er aldrig en mekanisk gentagelse. Kanonen, giganterne overlever netop i og med at nye og atter nye generationer genskaber dem i sit eget billede og underkaster dem radikale omskrivninger, fortolkninger og moderniseringer.
Det er først når vi underordner os en autoriseret, fikseret og altid patriarkalsk idé om, hvad giganterne ville have sagt med sine værker hvis de kunne tale for sig selv, at vi får et teater, hvor publikum bliver voldtaget. Voldtaget, hjernevasket og kedet ihjel. Men heldigvis er Shakespeare og andre netop blevet til teatergiganterne fordi de kan tale med os, om os og for os (i begge betydninger). Det er absurd at ønske at koge dem ned til kun at skulle tale for sig selv, for en tekst kan ikke tale for sig selv, vi kan kun manipulere den til at sige de ting vi synes den burde sige. Der er kun meget, meget gamle professorer der tror at de ved, hvad Shakespeare mente.
Forfatterdøden
Rifbjerg, som jo selv er ikke en professor, men derimod en forfatter, har svært med at skelne mellem sin egenskab af en teatergænger, og sin egenskab af en forfatter. En forfatter er nemlig en helt anden instans end publikum. Han bliver læst, forstået, tænkt over, fortolket, bearbejdet og anvendt og forvandlet i løbet af alle disse processer. En skuespilforfatter må dele sin ophavsret på sit værk med dem, via hvis kroppe, stemmer, instruktion, design hans tekst kommer til livs på scenen. Det må gerne hedde voldtægt af forfatteren; i litteraturteorien hedder det faktisk endnu værre, nemlig forfatterdøden. At eksekvere forfatterdøden, altså at befri os fra forfatteren som den tyranniske, dominerende Fader, er en af teatrets helligste opgaver.
Hvad så med produktet, med den ægte vare, som Rifbjerg forlanger til gengæld for den ondt i enden, han får af at gå og se teatret? Teatrets ultimative vare er kun os selv, befriede, fornyede, overrumplede, provokerede, forvandlede, og sågar med ond i mere åndelige steder end bare rumpen. Det bedste i Rifbjergs artikel er faktisk denne gamle citat fra Jesper Jensens Hva ska vi lave (1962):
»Teatret det er at smide ord/ i hodet på nogen der sidder og glor!«. Rifbjerg selv kalder disse ord for slående. Netop. Det eneste teater vi ikke har brug for, er det vi ikke kan beskrive med dette ene ord.
