Læsetid: 4 min.

Glem ikke Kirsten Chesnut

Denne sag er en skamplet på det danske retssystem. Det er åbenlyst uanstændigt og imod retsplejelovens ånd og bogstav, at myndighederne ikke for længst har genoptaget sagen
1. juli 2003

Retssikkerhed
Jeg giver ikke en døjt for retssikkerheden, sålænge Kirsten Chesnuts sag af Justitsministeriet nægtes genoptagelse. Hun er i skandaløse retssager, rejst af hendes amerikanske eks-mand, dømt for kidnapning. Den slags sager er altid komplekse, men der er nogle grundelementer, der for ethvert rettænkende menneske fremtræder åbenlyst krænkende:
*Kirsten blev in absentia, uvidende, og bortrejst i god tro, i Louisiana, USA dømt for barnebortførelse 16. juni 1998. Denne blev fulgt op af de danske myndigheder, der en uge senere foretog en såkaldt »udkørende fogedforretning« med henblik på at tage den otte-årige Christian i forvaring.
Det lykkedes ikke, men Kirsten blev naturligvis meget forskrækket over denne hårdhændede forkyndelse af kendelsen fra Louisiana, og begik det fejltrin at gå under jorden.
*Kirsten blev dernæst, af en dansk fogedret den 7. juli 1998, ligeledes kendt skyldig i barnebortførelse. Hun fik ikke bevilget frit lejde til denne retssag og turde derfor ikke møde frem. Ifølge Justitsministeriets redegørelser dannede den amerikanske kendelse af 16. juni vægtigt grundlag for den danske, og Kirsten fik som sagt hverken lejlighed til at anke kendelsen i Louisiana, endsige at redegøre for dens åbenlyse svagheder over for de danske myndigheder, som ikke ville høre på hendes forsvarer, når hun ikke selv var tilstede.
*Kirsten var i god tro, fordi hun baserede sin rejse til Danmark på gyldigt skilsmisseforlig af 1. juli 1997. Og kendelsen af 16. juni 1998 er i klar modstrid med indholdet af dette forlig.
Alene dette er nok til, at hendes sag må gå om. Det kan ikke være i overensstemmelse med god retspleje at blive dømt uden at vide det, uden at vide, der overhovedet er en sag i gang, uden således at blive hørt og uden at få kendelsen forkyndt med mulighed for anke før myndighederne på baggrund af dommen skrider til umyndiggørende handling.
*Et andet angiveligt vægtigt dokument i sagen er heller ikke omprøvet ved domstolene i USA. To udaterede notarpåtegnede vidneudsagn som indikerer, at Kirsten ikke agtede at returnere til Louisiana efter ferien. Kirsten anfører, at hun ikke plejede omgang med vidnerne og notaren er eks-mandens advokat.
*Et tredje vægtigt dokument i sagen, dateret 18. november 1997, er i Civilretsdirektoratets undersøgelser og redegørelse til dommerfuldmægtigen i Ålborg beskrevet som retsgyldigt, om end det kun er et partsindlæg, en stævning og ikke en kendelse. Den er ikke dommerunderskrevet.

Under pres
*Dommerfuldmægtigen var uerfaren i Haagkonventionssager og Civilretsdirektoratet var under pres efter henvisning til en tidligere sag. I alt fald to gange ændrede dommerfuldmægtigen sine indstillinger imod Kirstens favør, ifølge telefonnotater efter samråd med Civilretsdirektoratet.
*Vestre Landsret brugte kun en uge på sagen og stadfæstede underrettens afgørelse 14. juli 1998. Den efterprøvede altså heller ikke de foreliggende dokumenters retsgyldighed. Og Kirsten var stadig overhovedet ikke blevet hørt.
Retsplejeloven taler om skødesløshed. Det er utroligt, at Justitsministeriet ikke forlængst har indrømmet dokumentationens svaghed og behovet for en nærmere undersøgelse.
*Som en konsekvens af sin rådvildhed og angst for at miste sit barn var Kirsten altså gået under jorden, mens hun forsøgte at råbe de danske myndigheder op. Herved efterkom hun jo ikke de amerikanske kendelser, der tilsagde hende straks at returnere til Louisiana med Christian. Således blev hun – in absentia, i september 1998 idømt et halvt års fængsel i USA for foragt for retten. Heller ikke hér blev hun hørt og var nu effektivt forhindret i at komme tilbage til USA.
I hendes fravær har eks-manden fået tilkendt hele hendes ikke uanseelige formue i en byge af erstatningssager (for eksempel for »psykisk stress«)(!!!) anlagt for hendes penge, efterhånden som han fik dem beslaglagt.

Mærker ydmygelsen
Jeg kender ikke ordlyden af disse erstatningsafgørelser, men jeg kan mærke ydmygelsen helt ind i mine knogler.
De danske myndigheder udviser en bemærkelsesværdig forskelsbehandling.
*Kirsten fik ikke forkyndt dommen af 16. juni 1998, men dommerfuldmægtigen stillede sig personligt til rådighed for eks-mandens behov for kontakt omkring sagen.
*Eks-manden begik selvtægt og fik to fremmede til at samle Christian op på gaden i Ålborg og bortføre ham til Prag. hvor han selv ventede. De danske myndigheder synes på ingen måde at have anfægtet denne selvtægt.
*Fogedretten afviste Kirstens redegørelser, når hun ikke selv var tilstede, men eks-mandens udsagn om at han ønsker Kirsten mentalundersøgt fordi han finder det »irrationelt«, at hun tager Christian med til Danmark (!!!), står uanfægtet i retsreferatet, og i justitsministeriets redegørelse af 27. sep. 2002.
*Kirsten påpeger, at Christian nu er over 12 år og derfor ifølge både amerikansk og dansk lov skal høres, men de danske autoriteter accepterer faderens uvillighed til at bringe Christian til Danmark til en sådan samtale.
*Kirsten har haft meget svært ved at opnå aktindsigt, og relevante dokumenter er blevet makuleret.
Etc etc.
. Afmagten truer med grænseoverskridende handlinger. Måske lidt maling, det har jo vist sig effektivt for genskabelse af retsfølelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu