Kronik

’Historien vil frikende mig’

Det cubanske styre har aldrig fået bekræftet sin legitimitet ved at blive demokratisk valgt – snarere synes Castro at mene, at han er ’valgt af historien’
26. juli 2003

Kronikken
I dag fejrer Cuba sin nationaldag for halvtredsindstyvende gang. For 50 år siden, den 26. juli 1953, forsøgte en gruppe på 165 bevæbnede mænd at styrte Cubas diktator Batista ved at angribe Moncada-kasernen i byen Santiago de Cuba. Oprøret mislykkedes og de fleste af de unge rebeller blev enten dræbt eller taget til fange. Blandt de overlevende var en 26-årig jurist ved navn Fidel Castro.
Den 26. juli 1953 blev en skelsættende dato i verdenshistorien. Angrebet på Moncada-kasernen indledte den cubanske revolution, der kulminerede med Batistas fald i 1959 og indsættelsen af Fidel Castro som Cubas leder. Castro sidder stadig ved magten, og Cuba fremstår i dag som en overlevering fra en svunden tid – som en reminiscens fra den ideologiske kløft, der i næsten 50 år delte verden i to koldkrigende parter.
Den cubanske revolution er en unik og emblematisk begivenhed i verdenshistorien. Historien om angrebet på Moncada-kasernen og de efterfølgende begivenheder er en eviggyldig fortælling om den revolutionæres møde med magten. Det er en fortælling om social indignation, om målet, der helliger midlet, og om utopier og politiske realiteter. Det er en fortælling om et menneske, der havde troen på, at han kunne skabe et bedre samfund og derved ændre historiens gang. Eftertiden skulle vise om det lykkedes, eller om magtbegæret i det lange løb var stærkere end idealerne.

Søndag den 26. juli 1953 – midt under karnevalet i Santiago de Cuba – angreb Castro og hans følgesvende Moncada-kasernen, der med omkring 1.000 soldater var Cubas næststørste. Angrebet mislykkedes. Planlægningen var ikke optimal, og en stor del af oprørerne – herunder chaufføren i den bil, der bar de tunge våben – for vild i karnevalets mylder, og nåede derfor for sent frem til kasernen. Næsten alle rebeller blev enten dræbt eller taget til fange.
Castro var blandt de tilfangetagne, og efter mere end 70 dage i isolation, blev han til sidst stillet for retten. Som uddannet jurist førte Castro sit eget forsvar. Styret var imidlertid bange for, at den intelligente og karismatiske unge mand skulle få for stor opmærksomhed og sympati, og efter de første retsmøder blev han derfor fjernet fra den officielle retssal. Resten af processen foregik bag lukkede døre. Et par måneder efter angrebet holdt Castro sit afsluttende forsvarsindlæg, der siden blev udgivet og kendt som La historia me absolverá – Historien vil frikende mig. Talen er den første offentlige tilkendegivelse af Fidel Castros politiske program, og den betragtes som den cubanske revolutions manifest.

Historien vil frikende mig er et retorisk mesterværk. Castro vender anklagerne mod ham selv til anklager mod styret, som han anså for forfatningsstridigt. Skulle han blive dømt for et "legalt" oprør, kunne han således fremstå som martyr i befolkningens øjne. Det var også befolkningens sympati, Castro ville vinde med talen – ikke dommernes. Castro skaber i talen en komplet identifikation mellem ham selv, fædrelandet og historien. Han iscenesætter et medrivende drama, hvor det gode kæmper mod det onde, og hvor folket gang på gang berøves sin frihed af onde diktatorer og fremmede invasionsmagter. Ved at drage fortiden ind i nutiden og lade folket være publikum – og i sidste instans dommere – kan Castro tillade sig at slutte sit forsvar af med de berømte ord: ’Døm mig. Det betyder intet. Historien vil frikende mig.’

Umiddelbart efter forsvarstalen blev Fidel Castro idømt 15 års fængsel. Talen blev i hemmelighed nedskrevet og smuglet ud af fængslet. I årene efter spredtes den overalt i det cubanske samfund, og lagde grundstenen til den folkelige opbakning, der senere blev Castro og hans fæller til del. Historien vil frikende mig blev det centrale dokument for den revolutionære M-26 bevægelse – opkaldt efter angrebet på Moncada-kasernen den 26. juli 1953.

Castro blev løsladt i 1955 og gik i eksil i Mexico. Året efter vendte han – i følgeskab med blandt andre broderen Raúl og Ernesto ’Che’ Guevara – tilbage til Cuba, og efter mere end to års guerillakrig kunne Castro den 2. januar 1959 drage ind i Havanna i spidsen for de sejrende revolutionsstyrker.
Frikendte historien så Fidel Castro? Det gjorde den i hvert fald for en stund. Han overtog jo magten og jog tyrannen Batista på porten. Men derudover? Blev revolutionen en succes? Kunne historien virkelig også på længere sigt frikende Castro?
Historien vil frikende mig var den cubanske revolutions mest effektive propaganda, og talen lagde det mytologiske fundament for revolutionen med dens helte og skurke, myter og martyrer. Men talen indeholder også et konkret reformprogram, som de revolutionære ville gennemføre, når de kom til magten. I denne del af talen bliver Fidel Castro så specifik, at det er muligt at holde ham fast på løfterne og se, om de lovede reformer også blev gennemført, da han overtog magten.
Reformprogrammet bygges op omkring en række revolutionære love, som i korte træk går ud på at genindføre demokrati og individuelle rettigheder, skabe sociale forbedringer samt sikre Cubas økonomiske og politiske uafhængighed.
Den cubanske revolutions største sejr skal utvivlsomt søges i den sociale politik. Lighed var et centralt punkt i Historien vil frikende mig, og Castro var meget optaget af at indfri dette løfte. Før revolutionen var der enorm forskel på rig og fattig, og denne forskel blev i udstrakt grad udlignet efter 1959. Alle fik lige adgang til uddannelse, og det offentlige sundhedsvæsen er den dag i dag Latinamerikas bedste.

Den cubanske revolution har haft sværere ved at indfri løfterne om frihed og uafhængighed. Fidel Castro gjorde Cuba fri af den amerikanske storkapital, men den tidligere politiske og økonomiske afhængighed af USA blev erstattet af et nært afhængighedsforhold til Sovjetunionen. I stedet for at være sukkerproducent til det kapitalistiske verdensmarked blev man nu producent til den socialistiske verden – dog uden at dette førte til den lovede økonomiske fremgang. Om Castro frivilligt valgte samarbejdet med Sovjet, eller om han blev tvunget til det af USA’s kommunistforskrækkelse er et åbent spørgsmål. Faktum er, at Cuba uløseligt blev spundet ind i den kolde krigs magtspil mellem verdens to supermagter.
Mens den sociale revolution må betegnes som en af Fidel Castros helt store sejre, så ser det meget tvivlsomt ud med demokratiet og den individuelle frihed. Diskussioner, hvor meninger brydes, kan skabe udvikling i et samfund, men de findes ikke i Cuba, fordi enhver kritik af styret og dets politik er bandlyst. Samtidig krænkes basale menneskerettigheder under henvisning til nationens ve og vel. Der blev ikke indført demokrati på Cuba, og den cubanske befolkning har på intet tidspunkt haft hverken ytrings-, presse-, eller forsamlingsfrihed.
. Historien vil frikende mig lovede demokrati efter en indkøringsperiode, hvor valginstanserne skulle genopbygges. Castro holdt ikke dette løfte – ligesom han ikke holdt løfterne om frihed, uafhængighed og økonomisk fremgang, og det er tvivlsomt om historien vil frikende ham for denne brøde. Derfor er det også et åbent spørgsmål, hvor helhjertet cubanerne i dag fejrer halvtredsåret for angrebet på Moncada-kasernen.

Fidel Castros uindfriede løfter er langt fra et enestående tilfælde i den politiske verdenshistorie. Det er ofte blevet sagt, at magt korrumperer, og heller ikke den idealistiske og socialt indignerede Castro kan sige sig fri af dette udsagn. Det lader imidlertid til, at også stræben efter magt korrumperer. Som alle denne verdens revolutionære tog Fidel Castro udgangspunkt i et reduceret og forenklet verdensbillede med klare sondringer mellem godt og ondt, frihed og undertrykkelse, lighed og ulighed. Én ting er imidlertid de store ord, en anden de konkrete resultater.
Cuba er et levende eksempel på overbudspolitik når den er værst. Verden over legitimeres såvel magtudøvelser som magtovertagelser med gyldne løfter om en storslået fremtid. Hverken revolutionære eller almindelige politikere stilles særligt ofte til regnskab for de store ord, der bringer dem til magten, selv om de ikke formår at indfri løfterne.
Den højere retfærdighed har sjældent eksisteret uden for den politiske retorik, og det er tvivlsomt om Fidel Castro og andre løfterige politikere kan frikendes af historien – medmindre den skrives af dem selv.

*Kasper Kloch
er cand. mag i spansk

*Peter Tranum Hansen
er stud. mag. i historie og kommunikation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu