Læsetid: 3 min.

Hjertet lytter ikke til hjernen

Velfærdsstaten er som et stort dunkende hjerte. I et multietnisk samfund er der derfor kun to mulige fremtider: afskaffelse af velfærdsstaten eller apartheid. Liberalisme eller racisme
8. juli 2003

KOMMENTAR
Det er en af vores civilisations store fortællinger, at der skulle være et modsætningsforhold mellem hjernen og hjertet. Et modsætningsforhold mellem det fornuftige og det rigtige. I romaner og film følger vi hovedpersoner, som presses af deres omverden til at følge hjernen og indgå et fornuftsægteskab. Historiernes helte trodser fornuften og lytter i stedet til deres hjerte, som fortæller dem den rette vej. Skurkene er rationelle og beregnende – ikke så underligt, at de unge ikke har lyst til at læse matematik og fysik.
Hjertet er selvfølgelig kun en metafor på følelserne. Og i virkeligheden er det jo noget sludder, for følelserne skabes jo i hjernen sammen med fornuften. I sidste instans er det under alle omstændigheder hjernen, der styrer showet. Det er jo trods alt hjernen, som omtrent en gang i sekundet sender en besked til hjertet om at slå. Uden hjernen var hjertet en lam muskel. Men lad det nu ligge et øjeblik. Metaforen er magtfuld. Vi placerer følelserne forskellige steder i kroppen.
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor vi nærer denne store tillid til hjertets følelser som grundlag for vores beslutninger. Det er hjertets følelser, som gør at massemorderens mor stadig elsker sin søn. Hun ved godt, at han har gjort noget frygteligt, men hun elsker ham stadig. Og gudskelov for det. Men hvor er det dog godt, at det ikke er hende, som skal afsige dom over ham.
Selv er jeg større tilhænger af at lytte til nogle følelser, som vi placerer et andet sted i kroppen, nemlig i maven. På engelsk taler man om at man kan have en ’gut feeling’. Gut betyder tarm, og en gut feeling er en umiddelbar følelsesmæssig reaktion. Flertalsformen guts betyder indvolde, og hvis man har guts, hentyder det ikke til at anatomien er i orden, men at man er modig, har karakterstyrke.
Samvittigheden, karakterstyrken sidder i maven. Det er denne dybe følelse i maven, som måske får massemorderens mor til at gå til politiet. Hvis hun da ikke lader sin samvittighed overdøve af sit hjerte. Men samvittigheden lytter i det mindste. Samvittigheden står ikke i et modsætningsforhold til fornuften. Tværtimod har den brug for fornuften. Det forholder sig omvendt med hjertets følelser. Problemet med hjertets følelser er, at de er blinde. Både kærligheden og hadet. De bliver hverken påvirket af fornuften eller af samvittigheden.

Markedskræfterne bliver til tider kaldt for kolde. Og det er sjældent venligt ment. Men netop det faktum, at markedskræfterne bygger på objektive kriterier, er deres styrke. De er usentimentale, men ikke døve overfor samvittigheden. Ifølge vores civilisations fortælling, er der et modsætningsforhold mellem det fornuftige (markedet) og det rigtige. Det ’rigtige’ er af hjertevarme at beskytte mod konkurrence. Men hov, siger hjernen. Hvad med dem, som det går ud over – dem på den anden side af toldmuren? Det ’rigtige’ er at lave eksklusivaftaler, som beskytter alle kollegerne i vores hjertevarme fællesskab mod løntrykkerne. Men hov, siger hjernen. Hvad med dem, som ikke er den høje løn værd? Skal de bare være arbejdsløse?
Men hjertet lytter ikke til hjernen. Dem udenfor er ikke en del af os. Hjertevarmen omslutter kun de nærmeste, familien, stammen. Hjertet har ingen samvittighed, kun kærlighed og had. Sort og hvidt. . Det er valget.

*Martin Ågerup er fremtidsforsker, foredragsholder og forfatter, til Dommedag er aflyst (1998) og Enerne (2001). Han er vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning og bestyrelsesformand i IT-virksomheden Addition

*Læs mere på www.enerne.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu