Læsetid: 6 min.

Ingen dans(k) på roser

Folk tænker ikke så meget over det sprog, de selv taler, og det er fristende at komme fra et fremmed land og docere for de indfødte som en anden Karl Smart. Den fristelse er jeg nu faldet for – efter mange års frustrerende tavshed
9. juli 2003

Sprogligt
Det er velkendt, at alle sprog har et eller andet der gør dem vanskelige, og dansk er naturligvis ingen undtagelse. Det, der gør skrevet dansk tricky, er først og fremmest tillægsord der ender på -lig eller -vis. Der er regler for, hvornår disse tillægsord skal slutte på t, når de bruges som biord, men der er praktisk taget ingen dansker, der kender dem, og derfor skriver de ofte forkert, hvad der forekommer selv i de bedste familier, og reglen er også lidt speciel. Den siger, at bortset fra biord som pludselig, foreløbig og fortrinsvis, der aldrig ender på t (det hedder »han kom pludselig ind«, og det kan ikke hedde andet), er der forskel mellem biord med egentlig eller uegentlig betydning. Lidt primitivt sagt er der intet t når biordet betyder »meget«. Det hedder vidunderlig ukompliceret, lovlig ophidset men dødeligt såret (til forskel for dødelig forelsket hvor dødelig blot betyder »meget«). En undtagelse er »særlig« hvor der nu er valgfrihed. Man kan sige særlig interessant eller særligt interessant efter behag ifølge den seneste retskrivningsordbog. Helt ovre i en anden grøft er konstruktioner som »rygning er usundt«. Men de er ikke noget, som indfødte danskere har så svært ved (så vidt jeg ved),« mens en fremmed som undertegnet kan komme i vildrede over et t, der ser mærkeligt ud. Heldigvis er der automatisk aflad for folk »af anden etnisk herkomst end dansk« når vi fejler, og ingen kunne drømme om at sige til en Bashy Qureishi, at sætninger af typen »jeg store kriger« ikke er en sædvanlig udtryksmåde blandt de vantro.

To put a t or not
Men tilbage til det Store Spørgsmål: to put a t or not to put a t. That is nemlig the question. Problemet er, at selvom reglen om egentlig/ikke-egentlig betydning er klar nok, når man tænker over det, gælder det ikke andre biord. Hvorfor s.... gælder det ikke for ord som »enorm« og »speciel« for eksempel? Det hedder jo »specielt interessant, enormt interessant« selvom ordene speciel og enorm blot er forstærkende, og betyder ikke andet end »meget«. Så hvad skal man mene? I betragtning af, at selv de lærdeste akademikere kan sætte t forkert, kan man nemt få den uhyggelige tanke (som jeg har fået), at det er næsten umuligt at skrive selv de simpleste danske sætninger, uden at risikere at sige noget ganske forkert.
Men sådan er der så meget. Folk tænker ikke så meget over det sprog, de selv taler, og det er fristende at komme fra et fremmed land og docere for de indfødte som en anden Karl Smart. Den fristelse er jeg nu faldet for – efter mange års frustrerede tavshed – og jeg har nu besluttet at lukke munden op. I danskernes måde at forholde sig til fremmede sprog, har jeg hos mine nye landsmænd lagt mærke til en vis intellectual laziness, som jeg er lidt ked af. Her er et eksempel. Hvis der i en dansk tekst skrevet af danskere citeres fra et fremmedsprog, er ét ud af tre ord stavet forkert. (Måske ét ud af fire på en god dag).

Poplic serfis
Men sådan er det ikke i alle lande. I 60’erne boede jeg på et pensionat for fremmedarbejdere i Amsterdam, og der var der masser af hollandske og spanske aviser at læse i. I de spanske aviser – der oven i købet var trykt på rædselsfuldt papir – var alle fremmedord stavet forkert – eller i hvert fald fem ud af seks. I de hollandske aviser var de alle stavet rigtigt, og det er tankevækkende, at både danskere og spaniere har samme tilbøjelighed til at give op overfor fremmedord, især når danskerne er så sprogkyndige, som de bilder sig ind.
Det er også en gåde, hvorfor selv gebildete danskere ofte udtaler fremmede ord forkert. Der er praktisk taget ingen dansker, der kan udtale de to engelske ord colour og collar, uden at sige dem sådan, at man ikke kan vide, hvilken af dem der menes, og sætningen »but he cut his hand on a cup« bliver uvægerligt til »bot he cot his hand on a cop«, hvor »his« oven i købet udtales som »hiss«. Udfra samme princip udtales » public service« som »poplic serfis« til evig irritation for undertegnede, der ellers loyalt finder sig i hvad som helst uden at kny.

Sippel som prinsgemal
Jeg er overbevist om at Hendes Majestæt, den meget sprogkyndige Dronning Margrethe, udtaler det rigtigt, men det gør hendes undersåtter ikke. De udtaler engelsk som en vis prinsgemal taler dansk.
Og så er der noget andet. Det er noget, som især DRs journalister er dårlige til: at læse fremmede ord op. Nogen burde fortælle dem, at de fonetiske transkriptioner af ord fra sprog med et andet alfabet er nedfældet på engelsk, ikke på dansk. Det betyder, at når der står »Beijing« i den tekst, de skal læse op af, skal j’et udtales »dj« og ikke som simpelt »j«. DR’s mangeårige Afrika- og Frankrigskorrespondent, den temmelig venstreorienterede Jørgen E. Petersen, har aldrig opdaget, at fonetisk skrift er engelsk fonetisk skrift. Derfor udtaler han Beidjing som Beijing, fordi.... jamen, det står der jo! Mærkeligt nok er der et helt andet princip, når det gælder israelske navne. Af uransagelige årsager skal disse udtales på pidginfransk! Ole Sippel, der har viet sit liv til at sige grimme ting om Ariel Sharon (hvis efternavn udtales sharonn), har gennem 25 år konsekvent kaldt ham »Sjarång« i sikker forvisning om, at han hedder sådan. Måske kunne Ole Sippel være prinsgemal i et af de arabiske lande? Ingen er fuldkommen, naturligvis.

Over- og undersættelser
Det er der rigeligt med eksempler på hver dag. En spansk lektor på KUA havde svært vanskeligt ved at udtale sin kollega professor Skydsgaards navn, og magtede kun at sige »Eskidsgard«. Men det er også et større spring fra spansk til dansk. Meget større end fra dansk til engelsk. Frank Esmann kalder den engelske filosof Thomas Hobbes, (hvis navn udtales hobz) for »Hobbøs«, og når alle udtaler mærkeligt, kan man bedre forstå, at den enkelte retter sig ind efter flertallet.
En overskægget araber, jeg kendte engang, fortalte mig med en blanding af opgivelse og foragt, at man i DR kaldte Libanons daværende præsident for »Suleiman Franjieh« i stedet for Frandjieh, fordi hans navn nu engang står skrevet med j.
Det minder lidt om de mange mennesker, der tror at dansk er et universalsprog og prototypen på alle andre. Derfor falder man tit over mennesker, der mener at udtrykket »at lede med lys og lygte« eller at »gå op i en spids« må findes på alle sprog. Bare man slår de enkelte ord op i en ordbog, tænker de, og så vupti, udtrykket er oversat. Men så nemt er det ikke.

Roser og spinat
Det er muligt at udtrykkene findes tel quel (fransk) på nogle sprog, men på engelsk hedder det noget andet, så man må må »lægge hovedet i blød« (måske »think it over«), indtil man finder en passende oversættelse.
Nu er det som sagt meget nemt at komme udefra og spille Karl Smart, så jeg må hellere gå til bekendelse og tilstå, at jeg selv har haft (har?) sproglige huller, og et af dem var ganske enormt.
Indtil jeg fyldte 30 skrev jeg konsekvent ordet »don’t« med apostrofen det forkerte sted (»do’nt«), så det var flovt, da en kollega tog mig til side og forklarede blidt, at apostrofen erstatter det manglende bogstav. Det virkede indlysende rigtigt, og det hele kom på plads. I hvert fald så vidt jeg ved, men man kan aldrig være sikker.
Sprog er som sagt temmelig tricky. De er dejlige at danse rundt på, men der er mange skjulte huller. Danser man lidt ved siden af, er det ikke længere roser man træder i, men spinaten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu