Læsetid: 3 min.

Klareboderne og feudalismen

Kampen mod oversætterne er gået ind i en ny fase. Oversættere er chokerede over Gyldendals arrogance
Debat
18. juli 2003

Litteratur
Den 29. april 1999 erklærede forlagsdirektør Torben Madsen i Information, at den væsentligste hindring for udgivelsen af god, oversat litteratur var oversætternes krav om et ordentligt honorar. Eller som det så fortrydeligt blev formuleret: »Oversætteren skal have hele sit honorar, uanset om bogen sælger, og det skal falde, så snart oversættelsen er færdig.«
Som oversætter fornemmede man, at forlagsbranchen nu havde erkendt, at det ikke længere var nødvendigt at leve op til de smukke ord om ånd og kultur, som traditionelt blev fremsagt over den kølige hvidvin ved de årlige receptioner. Alle kunne jo forstå, at kampen for overlevelse i forlagsbranchen var blevet intensiveret, og at nogen måtte betale for, at andre kunne overleve.
Torben Madsen havde udset sig oversætterne.
Et par år senere blev initiativet fulgt op af en ny forlagsdirektørtype, Morten Hesseldahl, nuværende direktør for Bonnier-koncernen. Her var liberalismen ikke indsvøbt i åndfulde receptionstaler, men anbragt i et betonfundament, støbt på Handelshøjskolen. Et nøgternt regnestykke i Jyllands-Posten viste, at forlagene kunne spare på oversætterne, dette unødvendige mellemled mellem udenlandske bestsellere og forlagsaktionærernes udbytte. Hesseldahl foreslog blandt andet, at oversætternes andel af bibliotekspengene kunne gå til forlagene. Disse udtalelser vakte voldsom harme blandt oversætterne, og det skal siges til Hesseldahls ros, at han senere har modereret sine udtalelser og nu er af den overbevisning, at oversætterne skal inddrages, hvis man skal omgruppere diverse støtte- og ophavsordninger.

Signalerne hørt
Men Madsens og Hesseldahls signaler var blevet hørt, og næste store anslag mod oversætterne kom fra Danske Skønlitterære Forfattere, der med udgangspunkt i en gammelromantisk og elitær opfattelse af kunst opfattede det som rimeligt, at de selv blev forgyldt med de penge, de kunne få på oversætternes bekostning. Det var en opfattelse, der blev styrket af signaler fra den nye kulturminister, som bombastisk fastslog, at hvis oversættere skulle have bibliotekspenge, skulle det kun gælde den såkaldte kvalitetslitteratur, et begreb kulturministeren har haft svært ved at definere. Måske fordi han ikke længere har en smagsdommer at læne sig op ad.
Nu er kampen mod oversætterne gået ind i en ny fase. En del chokerede oversættere fra Gyldendalgruppen har fortalt om en ny kontrakttype, hvor oversætternes rettigheder ved genudgivelser er blevet kraftigt beskåret, og hvor Gyldendal forbeholder sig ret til at afbryde et kontraktligt forhold midt i processen og ret til at udbetale honoraret, når og hvis det passer forlaget.

Demonstrativ tavshed
Dansk Oversætterforbund anbefalede naturligvis oversætterne at strege de uspiselige punkter i kontrakten, og det viste sig at være en praksis, som Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, godt kunne acceptere. Kontrakten er nemlig beregnet på nye oversættere, som man håber vil acceptere kontrakten for at komme ind på de bonede gulve.
DOF kontaktede skriftligt Johannes Riis og anmodede ham om at trække kontrakttypen tilbage og indgå i en dialog med Dansk Oversætterforbund om en eventuel ny kontraktform, som begge parter kunne enes om.
Gyldendals reaktion var længe en demonstrativ tavshed. Til gengæld kontaktede Johannes Riis Gyldendal-oversætterne i DOF’s bestyrelse for på denne måde at skabe uenighed. Han bad sine venner om at skabe forståelse for Gyldendals betrængte situation på forlagsmarkedet.
Men han nægtede at gå i dialog med DOF som organisation.
DOF havde derfor ikke andre muligheder end at indrykke advarsler mod Gyldendals forretningsmetoder i dagspressen. Det er en udvikling, som oversætterne skal være de første til at beklage, men der er grænser for, hvor meget vi lader os byde af en forlagsdirektør, der ser sin chance for at genindføre liv-egenskabet i Gyldendals forhold til oversætterne.
Dansk Oversætterforbund varetager alle oversætteres interesser, både stjernernes og vandbærernes og hvis Gyldendals venstreliberale direktør ikke kan indse, at feudaltiden er overstået – og dermed den medfødte ret til arrogant forskelsbehandling – må man håbe, at det er gået op for Gyldendals bestyrelse.
Måske er det derfor, at Johannes Riis’ chef, Stig Andersen, har anmodet oversætterne om et møde i begyndelsen af august.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her