Læsetid: 3 min.

Kulturkamp mod retsstaten

Statsministeren bør bede sine kulturkrigere respektere den demokratiske retsstat
16. juli 2003

Kulturkamp
Pia Kjærsgaards udfald mod Højesteret og menneskerettighedskonventionerne er den foreløbige kulmination på en udvikling, der startede, da den borgerlige regering trådte til.
»Vi sidder der nok ikke så længe, så nu gælder det om at få smadret så meget som muligt af alt det, som socialdemokratiet har stået for«. Sådan sagde en af mine konservative bekendte efter regeringsdannelsen i 2001. Statsministeren udtrykker det lidt pænere og kalder det kulturkamp.
Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti – vores de facto regering – har startet i en ideologisk krig mod den ’formynderstat’, de betragter som inkarnationen af alt socialdemokratisk. Men meget kunne tyde på, at de i deres kulturelle krigshumør har svært ved at skelne mellem ’formynderstaten’ og det kompleks af love, regler og praktikker, som vi andre kalder ’retsstaten’.

Arrogance
Pårørende til en patient på et psykiatrisk hospital klagede til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen over, at reglerne for fastspænding af patienter blev overtrådt. Svaret var, at det ville han ikke gøre noget ved, fordi det var en dårlig lov, som han havde tænkt sig at lave om.
Og så er der Thor Petersens arrogance, når hans transaktioner bliver afsløret. Vi har nok nogle stykker til gode, når retsmaskineriet gransker hans nære ven og partikammerat Peter Brixtoftes oprør mod formynderstaten – dvs. mod Planloven, Naturbeskyttelsesloven, Naturklagenævnet, Tilsynsrådet, reglerne for overførsel af skattekroner til private firmaer og reglerne for deponering i forbindelse med salg af kommunale aktiver samt selvfølgelig samspillet mellem Thor Petersens Jydske Rengøring og Farum Kommune/Fodboldklub. Og vi må ikke glemme, at Anders Fogh Rasmussen udnævnte Farum Kommune til mønsterkommune, da dette cirkus kørte.
En anden venstreborgmester, den københavnske kulturborgmester Martin Geertsen, ville nægte en muslimsk organisation at holde møder på københavnske skoler. Han sagde: »Jeg ved godt, at vi dybest set ikke har lov til det, men som politiker bliver du en gang imellem nødt til at trække en streg i sandet«. Man kan dele hans ubehag ved den pågældende organisation, men det sætter ham ikke over loven.
Integrationsminister Bertel Haarders flygtningepolitik sætter spørgsmålstegn ved diverse FN-konventioners internationale formynderi. Samtidig har han lagt grundstenen til en ny type dansk formynderstat, som bestemmer, hvornår man må gifte sig og med hvem samt at forældre ikke længere må blande sig i, hvem deres børn gifter sig med.
Både undervisningsminister Ulla Tørnæs og forskningsminister Helge Sander gør Bertel Haarder kunsten efter i deres opgør med formynderiet. Deres bidrag til den nye formynderstat er at indskrænke personalets og elevernes indflydelse i undervisnings- og forskningsinstitutionerne.
Statsministeren, Europas forener, blæser på den internationale retsorden, som ikke ser blidt på forebyggende krige uden om FN. Han blæser tilsyneladende også på den danske grundlov, som kræver fem sjettedeles flertal som grundlag for at gå i krig på et FN-mandat. Og han er ligeglad med, at de masseødelæggelsesvåben, som var påskuddet for krigen, er forsvundet i den blå ørkenhimmel.
Et par ministre har optrådt offentligt som sponsorerede reklamesøjler for briller og kjoler. Den ene er multimillionær, så det må være for sjov, at han flirter med tanken om at være korrupt. Den anden ville vist bare være pæn og smart for en billig penge, da hun skulle møde dronningen.
»Det er jo fuldstændigt tåbeligt. Helt hen i vejret«, sagde Pia Kjærsgaard, da hun fik en bøde for at have truet en medborger med en ulovlig peberspray. Derved bekræftede hun påstanden om, at straf kun i meget begrænset omfang er resocialiserende.
Der er sikkert mange, ud over den brave venstrekvinde Birte Rønn Hornbech, der ville ønske, at statsministeren ville bede sine kulturkrigere respektere den demokratiske retsstat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu