Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
30. juli 2003


Trafikalsk II
Information kritiserer i lederen den 28. juli en række trafikpolitiske ordførere for ikke at tage fat om problemets rod: At når store og måske dårligt lastede vogntog kan være en dødelig risiko på landevejene, så er det eneste fornuftige alternativ at få sådanne transporter flyttet over på jernbanenettet.
Jeg vil så bare i al stilfærdighed gøre opmærksom på at jeg den 23. juli udsendte en pressemeddelelse – også til Information – om netop dette. Her skrev jeg at »hvis vi tillader trafikmængden på vejene fortsat at stige så vil vi også i de kommende år opleve flere alvorlige trafikulykker med lastbiler. I de store byområder er trafikken allerede i dag så tæt, at det er uforsvarligt. Derfor må trafikplanen ændres«. Derfor stillede jeg to spørgsmål til trafikministeren om problemet.
Spørgsmålene til trafikministeren handler om, hvorvidt ministeren på baggrund af de alvorlige lastbilulykker vil ændre investeringsplanen for trafikområdet – fremsat for få måneder siden – således, at der satses på en udbygning af jernbanenettet og skibsstransporten i stedet for en udbygning af vejnettet? Og om ikke en fortsættelse af den hidtidige trafikpolitik, således som den kommer til udtryk i investeringsplanen, vil medføre en yderligere vækst i lastbiltrafikken og dermed et øget antal alvorlige lastbilulykker?

Keld Albrechtsen
trafikordfører for Enhedslisten

Frihedskampen i sproget
Hvorfor så krigerisk?
I stedet for at tale om, at »Kulturkamp handler om ytringsfrihed« (Karsten Madsen i Information 25. juli), kunne man overveje effekten af at bruge udtryk som f.eks. »Kultursamarbejde handler om vidensudveksling og dialog«...? Måske ville det virke befordrende på den gensidige lydhørhed, så man undgår, at monopolet på kulturdebatten bare skifter hænder?

Eva Weyde
Herman Triers Plads 7, 4.tv.
København V.

Vildfarelse
En hr. Ib Jensen – ganske mod sædvane i Information er han ikke præsenteret nærmere – refe-rerer mig 23. juli (’Brok fra Venstres brakmark’) for, at de rige skal have endnu flere skattelettelser, og at pengene skal komme fra overførselsindkomster som dagpenge og kontakthjælp.
Det må bero på Ib Jensens egen vildfarelse.
Jeg har tværtimod til Politiken (som er det eneste medie, som jeg har talt med om dette emne) sagt, at evt. mindre skatteindtægter kan klares ved effektivisering af den offentlige sektor. Som eksempel peger jeg på, at forvaltningen og de mange kontrolforanstaltninger på hele miljøområdet er meget ressource-krævende – i øvrigt uden hensyntagen til den enkelte sags betydning for miljøet .
Og det har ikke et klap med overførselsindkomster at gøre.

Gert Karkov
Viceformand
Dansk Landbrug

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her