Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
18. juli 2003


Sludder!
Danske lærere skal ikke afgøre, om deres elever skal have dansk statsborgerskab. Derfor skal lærerne ikke stille krav til deres elever – og ikke fortælle eleverne eller forældrene om elevernes faglige standpunkter.
Sikke noget sludder! Ikke desto mindre er det en argumentation, Jes Fabricius Møller fremlægger den 10. juli. Det værste er, at Jes Fabricius Møller indirekte tillægger mig dette vrøvl. Jeg synes, det er forkert, at danske lærere skal være dommere i forhold til, om deres elever skal have dansk statsborgerskab. Jeg mener ikke, at denne opgave har nogen hjemmel i den folkeskolelov, vi som lærere er forpligtet af. Tværtimod kan opgaven svække det tillidsforhold i relation til hjemmet, der er en forudsætning for, at vi kan opfylde Folkeskoleloven.
Jeg mener til gengæld, at lærerne skal have klare krav og forventninger til eleverne. Lærerne skal løbende vurdere elevernes udbytte af undervisningen og være i en tæt dialog med elever og forældre. Det er nemlig forudsætningen for, at vi kan leve op til Folkeskoleloven.
Det er vigtigt at stille høje krav og forventninger til alle elever – også de tosprogede. Vi skal i folkeskolen påtage os vores del af integrationsprocessen, men det er noget helt andet, end at lærerne skal være dommere i afgørelsen om, hvorvidt elever skal have dansk statsborgerskab eller ej.

Anders Bondo Christensen
formand for Danmarks Lærerforening

Landbrugets image
EU har besluttet at godkende syv pesticider, der vil efterlade op til 164 gange flere pesticid-rester i grundvandet end tilladt i dag. Efter danske protester har EU garanteret, at vi kan slippe for disse pesticider. Det er viceformand i Dansk Landbrug, Henrik Høegh, imidlertid stærkt utilfreds med. Han kræver adgang til nøjagtig de samme pesticider som andre bønder i EU for at kunne konkurrere på lige vilkår. Hvis Danmark afviser de forurenende pesticider, frygter Henrik Høegh, at landmænd kører over grænsen og køber dem i udlandet.
Det er noget af en kovending, som Dansk Landbrug her foretager. Landbruget har hidtil støttet de danske forbud mod pesticider, der forurenede grundvandet over grænseværdien, uanset om de var tilladte i vore nabolande.
Dansk Landbrug burde i stedet melde ud, at de fortsat ikke ønsker at anvende pesticider, der forurener grundvandet over grænseværdien. Så vil vores grundvand være sikret, uanset hvad EU beslutter. Det vil samtidig være et klart signal til pesticidproducenterne om, at disse stoffer ikke vil kunne sælges i Danmark.
Landbruget har stort set intet at tabe økonomisk ved at afvise disse pesticider, da der findes alternativer, der ikke forurener grundvandet over grænseværdien. Derimod har det meget at tabe i image, hvis det bliver ved med at insistere på at ville anvende dem.

Hans Nielsen
Det Økologiske Råd
Blegdamsvej 4B, Kbh. N

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her