Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
8. juli 2003


Klassekamp
Hvordan kan man ødelægge alt det, arbejderbevægelsen har bygget op gennem et århundrede for de dårligst stillede i Danmark? Jo, man fjerner bare den nationale beskyttelse, så danske arbejdere skal konkurrere med arbejdere fra ulandene.
Ernst von Weizsäcker: Factor four, (Earthscan Publications Limited, London 1997) omtaler konsekvenserne af den frie handel: Siden ca. 1980 er arbejdernes indkomster i Tyskland stagneret og i USA faldet, medens kapitalindkomsterne er steget eksplosivt.
Kan det ikke gøres endnu ’bedre’? Jo, David Trads viser vejen i lederne 25. og 30. juni. Lad indvandrerne konkurrere med de dårligst stillede danskere og kald modstanderne af et sådant løntrykkeri racister. Ved at støtte Højesterets udvidede definition af racisme, vil danske arbejdere blive kaldt racister, hvis de stemmer på partier, der støtter deres legitime interesser. Dette er en ekstremt farlig udvikling.
Det er jo ikke de højt uddannede i den herskende klasse, der trues af indvandringen. Klassekampen bliver altså som hidtil ført videre på alle planer, også de ’moralske’. Velstillede folk vil altid have fordel af en underbetalt tjenerklasse uden rettigheder.
Så hold op med, Trads, at stille dig på den høje hest i forhold til Dansk Folkeparti, der beskytter dårligst stillede danskere. Du beskytter selv kun de velstillede danskere.

Iver Hagel-Sørensen
Hyltebjerg Alle 78 A, Vanløse

Om navneskifte i idebevægelser
Den største folkekirkelige bevægelse, Indre Mission, holdt den 14. juni årsmøde i Vejle. Her foreslog radiomissionær Lars Thidemann Jensen, Århus, at Indre Mission ændrer navn. Forslagsstilleren hævder at være: »bagud 10-0, hvis jeg nævner, at jeg kommer fra Indre Mission«.
Indre Missions formand, sognepræst Christian Poulsen, vil foranledige, at spørgsmålet tages op på et hovedbestyrelsesmøde. For undertegnede og andre, der står i en anden kirkelig tradition, kan det siges at være Indre Missions private sag. Men det forholder sig så, at vort folk bliver fattigere og vore unge får vanskeligere ved at finde holdepunkter, hver gang et markant navn forsvinder, så meget mere som et navneskifte også erfaringsmæssigt betyder en holdningsudtyndning.
Mest kendt er nok dagbladet Socialdemokraten, der blev til Aktuelt, og alligevel måtte strække våben.
I freds- og militærnægterarbejdet har vi oplevet, at Kristeligt Fredsforbund blev til Forsoningsforbundet og Dansk Gruppe af Antimilitaristiske Præster blev til Danske Præsters Fredsgruppe. Begge er gået over i historien.
I maj i år ændrede Afholdsselskabernes Landsforbund mod blandt andet min stemme navn til Alkoholpolitisk Landsråd. Om nogle år vil denne afholdsbevægelsens paraplyorganisation være borte eller noget ganske andet end det oprindelige. I den ældste af de danske afholdsorganisationer, den i 1879 stiftede Danmarks Afholdsforening, har vi det synspunkt, at vi hellere vil gå ned med flaget end stryge det.

Henning Sørensen
Landsformand for Danmarks Afholdsforening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her