Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
3. juli 2003


Folkets olie
*Venstres energiordfører sagde for nylig i TV-Avisen, at regeringen ikke fører pistolpolitik, hvad angår Nordsøolien. Hvordan kan det forliges med Anders Foghs politik over for Irak, han har udtalt, at han gik i krig for at sikre det irakiske folk olien? Ville det ikke klæde ham at gå i krig mod A.P. Møller for at sikre danskerne deres adgang til Nordsøens rigdomme?

Marianne Dagmar Petersen, Odense SØ

Hvad tænker miljøministeren på
Hvorfor skal vores dejlige grunde ud til havet nu fyldes op med rigmandshuse? Det bliver stensikkert resultatet, hvis miljøministeren får sin vilje med at ændre på planloven sådan, at de velbjergede kan bygge som de ønsker, hvis amt og kommune er med på ideen. Og det er de, fordi man på denne måde kan få flere velhavende skatteborgere, når bopælspligten i sommerhusområderne også fjernes, som det sker nu.

Birk Keller
Wesselsgade 10, Kbh. N

Skinforhandlinger og skuespil
Det kan undre, at Jordan ikke er mere direkte med i billedet, angående kravet om en ny palæstinensisk stat.
Afdøde Kong Hussein af Jordan har udtalt, at Jordan er Palæstina og Palæstina er Jordan.
Jordan, som under navnet Transjordaninen, i 1922 blev til ved udskillelsen af 3/4 del af det britiske mandatområde Palæstina, ville kunne rumme de palæstina-arabere, som ønsker en ny stat.
Jordans befolkning er i forvejen hovedsagelig palæstinensere, og de er alle brødre i troen.
Besynderligt nok krævedes der ingen palæstinensisk stat på Vestbredden, da Jordan fra 1948-67 besatte stedet.
Som bekendt lever der i Israel en mill. arabiske israelere, hvorimod der ikke ønskes jøder eller israelere i Jordan eller i en ny arabisk stat.
Israel er ikke større end Jylland, og på det smalleste sted kun 220 km. En ny palæstinensisk stat op til Israel, vil betyde palæstinensisk ret til alliance med lande som Syrien og Iran, med hvad det måtte indebære, af samlede muligheder for udslettelse af Israel. Hvorfor siges det ikke ligeud – at en palæstinensisk stat nu er en utopi, i stedet for alle disse skinforhandlinger, pæne miner og gåen rundt om den varme grød?
Alle ved jo at fred ikke er mulig, al den stund hadet fra arabisk side er baseret på skrifter.
Profeten Mohammed foretog erobringskrige, og et ændret syn på jøder kommer næppe, før der foretages ændringer i arabiske, hellige skrifter.
Hvad Hamas gør, er vel kun at leve op til gamle skrifter, der fundamentalistisk taler om udslettelse af jøder. Araberne har i forvejen 23 stater.

Birte Frandsen
Taastruphave, Taastrup

Urimelig tvivl
I en kommentar til et engelsk dokumentarprogram rejser Søren Bo Henriksen (26. juni) en urimelig tvivl om Jehovas Vidners indstilling til børnemisbrug.
Jehovas Vidner afskyr børne-misbrug – og for at bruge religiøse termer betragter vi børnemisbrug som en meget alvorlig synd.
Det er muligt, at vi indtil begyndelsen af 1990’erne har begået nogle fejl og ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på de behov, ofrene har for omsorg, forståelse og sjælepleje, men den tid er forlængst forbi. Man kan ikke finde et eneste sted i vores litteratur, der forsvarer børnemisbrug. Tværtimod er det eksklusionsgrund.
For 10 år siden begyndte Jehovas Vidners landskontor i Danmark at arbejde med en handlingsplan, som bliver anvendt, når der en sjælden gang opstår et problem med børnemisbrug blandt Jehovas Vidner.
Denne handlingsplan bliver løbende justeret og forbedret. Jehovas Vidner har set andre organisationer, der har haft børnemisbrug inde på livet, over skuldrene. Jehovas Vidner har rådført sig med Red Barnet, og vi følger intenst den løbende debat. Hvis et Jehovas Vidne i dag bliver anklaget for børnemisbrug, vil vi i Danmark som hovedregel tilskynde de implicerede parter til at – eller vi vil selv – kontakte de sociale myndigheder, der har en professionel ekspertise til at behandle et så forfærdeligt problem og yde hjælp.

Erik Jørgensen
informationschef
Jehovas Vidner

Ledige
Bekymrende mange arbejdsløse mister dagpengeretten. Nu skal det undersøges hvorfor.
Start med at undersøge antallet af ubesatte stillinger, før de arbejdsløse mistænkeliggøres yderligere.

Karen Nygård
Grønnegade 67, Århus C

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her