Læsetid: 3 min.

Mere respekt for dem, der betaler gildet

Vi betaler til et industriområde (landbruget), hvor tilliden til produktion og produktionsforhold er overordentlig lav
Debat
29. juli 2003

Landbrug
Jeg skylder præsident Gæmelke en tak for at svare på mit indlæg om de miserable forhold i dansk landbrug – og en undskyldning, da jeg er kommet til, at beskylde præsidenten for at have humor.
Jeg kan forstå, at han mener, at det meste er ok i landbruget – også de cirka syv millioner svin, der hvert år får en anmærkning for ikke at være raske, når de skal slagtes. Det er hen mod en tredjedel, der er syge, det mener landbruget tilsyneladende er i orden.?
Dyrlægerne advarer svinefabrikanterne og os andre, om, at vi til daglig affodres med syge dyr, og at årsagen til diverse sygdomme er, at dyrene lider menes de opfodres. Jeg ved, at svinefabrikanterne siger at årsagen til, at man har opdaget disse mange sygdomme er, at kontrollen er så skrap. For mig at se betyder det bare, at hvis der ikke var kontrol – så ville vi stadig spise sygdomsbefængte dyr. Det er sygdommens årsag, der er det væsentlige, ikke kontrollen. Gæmelke tager heller ikke stilling til den kynisme etableringen af nye svinefabrikker sker med.
Seneste eksempel var en svinefabrikant, der udvidede sin svinefabrik lige op ad en campingplads (TV-Avisen den 23. juli ). At tage hensyn var ikke hans sag, han havde fået tilladelsen af teknisk udvalg – som han selv var formand for!

Tillidskrise
Det værste er dog, at præsident Gæmelke ikke tager stilling til den tillidskrise, der i dag eksister i forholdet mellem landbruget og den del af befolkningen, der betaler gennem fordyrede og dårlige landbrugsprodukter. Produkter vi skal betale to gange: Gennem produktet og over skattebilletten, og det uden indflydelse på hvad de godt 20.000 landmænd der i dag har det som erhverv, beslutter og hvilken indflydelse deres beslutninger har på det nære og fjerne miljø.
Ingen anden produktion ville få lov til at producere, således som landbruget gør , for alle andre produktionsformer ville der blive stillet krav, om at produktionen ikke må nedsætte livskvaliteten for andre, og at den ikke betød, at naboerne fik væsentlige økonomiske tab. Var dette tilfældet, ville en evt. produktionen blive henvist til specielle industriområder. At præsidenten ikke tager stilling til dette kan ses af, at jeg skriver, at landbrugets private ejendomsret kun strækker sig til en meter under jorden og en meter over – resten er fælles eje. Hvad Gæmelke mener om dette udsagn står hen i det uvisse. Afsluttende skriver præsidenten for Landbrugsraadet at vejen til et bedre miljø går gennem frivillige aftaler med landbruget.
Ak ja, må jeg her nævne det meget store forbrug af stråforkortningsmidler, men ikke mindst til en undersøgelse foretaget i Fyns Amt der viste, at ud af 33 forskellige pesticider i vandløb og kildevæld, var der syv, der ikke er tilladt i Danmark. Disse syv var indsmuglet fra Tyskland. Til dagbladet Politiken udtaler præsidenten for Landbrugsraadet Peter Gæmelke at »Danmark har forbudt en lang række produkter, der stadig er tilladte i Tyskland. Derfor er incitamentet til at importere ulovlige midler bekymrende stort.«
Læg mærke til ordet ’incitament’ og tænk så på de frivillige aftaler.

Sniksnak og reklamer
, et forhold som præsidenten for Landbrugsraadet burde bekymre sig gevaldigt meget om, og som ikke kan ændres gennem snik- snak eller smarte reklamer, men kun gennem en respekt for dem, der betaler gildet, og de mennesker der skal lide under landbrugets fabrikation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her