Læsetid: 4 min.

Natur for turister – eller for naturfolk

Vancouver vandt Vinter-OL 2210 – men dermed også en enorm konflikt mellem skiturismen og indianernes krav på uberørt bjergnatur
Debat
24. juli 2003

International
Da den internationale olympiske komité (IOC) skulle vælge mellem Pyeongchang i Sydkorea og Vancouver i Canada som værtsland for vinterlegene i 2010, faldt valget på Vancouver.
Sydkorea præsenterede ellers sig selv som fredskandidaten: Placér de Olympiske Lege på selve grænsen til George Bushs ’ondskabens akse’ og ræk hånden ud til forsoning!
Vancouver solgte til gengæld sig selv som sikkerheds- og tryghedskandidaten: Afhold legene et sted, hvor man kan være næsten sikker på, at intet sker! Hvor alle kommer godt ud af det sammen: det oprindelige folk og ikke oprindelige folk, by- og landfolk, rige og fattige.
Men nu er freden forbi.
»De skal stoppes,« lød det fra Rosalin Sam fra Lil’wat Nation (indianersamfund). »Om nødvendigt så placerer jeg mig foran maskinerne. Jeg bliver nødt til at beskytte vores land.« Sam refererer til den planlagte opførsel af Cayoosh Ski Resort på Mount Currie, omkring 30 minutters kørsel fra Whistler, centrum for de olympiske konkurrencer.
Mount Currie er et uberørt naturområde, et levested for bjørne, hjortevildt og bjerggeder. Det bruges som jagtområde af de oprindelige folk samt som kilde til te, bær og medicin for de 11 grupper af oprindelige folk, som gør krav på området. »Nogen går i kirke, vi går i bjergene,« erklærer Sam.
Hans indvending er ikke rettet mod selve de Olympiske Lege men mod den rolle, som legene allerede spiller i transformationen af British Columbias økonomi. Med en stor krise i industrier som fiskeri og skovhugst er de Olympiske Lege tænkt som en 17-dages verdensomspændende reklame for British Columbias nye økonomi: vinterturisme.
Den canadiske provins har nogen af verdens bedste skiområder, og det er allerede et populært turistmål. Men de politiske og økonomiske kræfter bag OL ønsker meget mere: en massiv udvidelse af skibakkerne, nye feriesteder i uberørte bjergområder og selvfølgelig hoteller og veje til at forbinde det hele. Der er ikke tale om øko-turisme og ’efterlad kun fodaftryk, tag ikke andet end billeder’, men en storstilet turistindustri.
Og det er der, problemerne opstår. Hovedparten af denne ekspansion rækker ind på områder, som British Columbias First Nations (den indianske befolkning) har gjort krav på, krav som aldrig er blevet fastlagt i nogen aftale, men som blev stadfæstet i en dom ved Højesteret i Delgamuukw i Canada i 1997.
Ifølge Taiaiake Alfred, leder af det oprindelige folks udviklingsprogram på University of Victoria, »kan turisme være lige så ødelæggende som skovhugst og minedrift.« Bjerge blive gennemskåret af skiløjper, dyrelivet jaget bort og byer bliver omdannet til parkeringspladser med sushirestauranter. »De helt store penge ligger i ejendomspekulation,« mener Alfred. I Whistler bryster de lokale ejendomshandlere sig med, at ejendomsværdien er steget med 15 pct. om året i de sidste 15 år.

Protestlejr på bjerget
Så der er mange årsager til, at skisportssteder er blevet til politisk sprængfarlige spørgsmål i British Columbia. For tre år siden, da indianersamfundet Lil’wat Nation afholdt referendum om, hvorvidt de gik ind for Cayoosh Ski Resort, stemte 85 pct. af befolkningen nej. For at bremse konstruktionen af skisportsstedet lavede de en protestlejr på bjerget, som støttes af alle 11 ledere fra St’at’imc territoriet.
Et forslag om at udvide Sun Peak Ski Resort fra 4.000 til 24.000 sengeenheder har mødt endnu større modstand. Indianersamfundenes ungdomsbevægelser har lavet vejblokader og protestlejre, hvilket politiet har slået hårdt ned på, og mange af deres ledere er blevet fængslet, og bopladser og svedehytter er i flere tilfælde blevet ødelagte.
Nu, hvor Vancouver har vundet det olympiske værtskab, vil snekampene kun eskalere. Cayoosh og SunPeaks er ikke en del af de officielle olympiske faciliteter, men begge vil nyde godt af den afsmittende virkning på turismen. Ifølge Arthur Manuel, tidligere formand for Shuswap Nations stammeråd og tidligere leder for Neskonlith indianerne, er der ved at opstå en dyb konflikt i First Nation-samfundene. På den ene side er lederne og entreprenørerne, som betragter de Olympiske Lege som en mulighed for udvikling – for et nyt fællescenter, boliger til rimelige priser, en mulighed for at sælge den traditionelle kunst Haida. På den anden side er der en voksende græsrodsbevægelse af mennesker, som stadig lever af jagt og fiskeri, og som betragter turistindustrien som en trussel mod deres overlevelse.
»Indianske folk er de fattigste af de fattige. En familie får 165 dollars om måneden,« fortæller Manuel med henvisning til den høje procentdel af oprindelige folk, som lever af socialhjælp. »Øget turisme vil tage brødet ud af munden på dem, og de ender i Hastings (centrum af Vancouvers narkodistrikt), for det er det, som sker, når man tvinger indianerne fra deres land.«
Men i stedet for at rådføre sig med alle de grupper, hvis folk vil blive berørt af de Olympiske Lege, har det olympiske udvalg valgt nogen få udviklingsvenlige ledere som medspillere og har ignoreret resten.
Vancouvers olympiske udvalg forudså konflikten og advarer i et internt dokument om nødvendigheden af at få i det mindste nogle få indianske ledere over på deres side. »Hvis First Nations får den opfattelse, at deres rettigheder ikke bliver anerkendt og imødekommet af British Columbia, så går de måske til medierne, griber til direkte handling eller lægger sag an. Dette kan have en negativ indflydelse på muligheden for at vinde det olympiske værtsskab.«
Så det er ikke overraskende, at Vancouvers olympiske udvalg yndede at indlede sine salgsargumenter med en traditionel First Nation-velsignelse.
Vi kan forvente mange flere af den slags opvisninger af kulturforståelse, som kulminerer i lyden af trommer og lugten af lifligt græs på ceremonierne for hhv. olympiadens åbning og afslutning (tænk blot på Sydney og Salt Lake City).
Men man skal ikke forveksle disse ceremonielle velsignelser med ægte politisk enighed. Disse lege er langt fra velsignede.

*Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her