Kronik

På sporet af den danske populisme

Man kan være uenig med Dansk Folkeparti, men at fælde hadefulde værdidomme over partiet er alene kontraproduktivt
Debat
9. juli 2003

Kronikken
Efter jordskredsvalget i december 1973 udtalte valgets store sejrsherre, den høj-
rystede og grinende skatteadvokat, Mogens Glistrup, at »... alle Danmarks skattepapirer til Sankt Hans skal brændes på et glædesbål.« Sådan gik det nu ikke helt. Men sikkert er det, at Fremskridtspartiets gennembrud sprængte det ’fastfrosne,’ danske fire-til-fem-partisystem i stumper og stykker.
En udbredt fortolkning var dengang, at Fremskridtspartiet repræsenterede et ’welfare state backlash;’ en protest mod skatternes himmelflugt. Hvilket det da også gjorde. I hvert fald i de første år. Senere blev det imidlertid klart, at Fremskridtspartiet næredes af andet og mere end skatte-oprør og angreb på bureaukratiet og ’papirhoveriet.’ Partiet var ikke blot et ’flash’-parti, hvis eneste funktion det var at sende et vink med en vognstang til de etablerede partier. Det syntes derimod at være et mere blivende og rodfæstet fænomen med en relativt stabil vælgerbase.
Nogle forskere – for eksempel Gunnar Rasmussen i Det småborgerlige Oprør (1978) og Seymour M. Lipset i Political Man (1981) – hæftede sig således ved partiets appel til den gamle middelklasse, ’småborgerskabet,’ og tolkede dermed Fremskridtspartiet som udtryk for denne klasses frygt for social nedstigning. Antagelsen var, at den pressede eller konkursramte smålandbruger og den lokale købmand, der havde måttet dreje nøglen om i løbet af 60’erne, blev mobiliseret i et småborgerligt oprør; i en udskridning af middelklasseekstremisme.
Denne tankegang passede nemlig også fint ind i de klassiske definitioner af populismen. At populismen var en ’småborgerlig protest;’ en anti-moderne og anti-kapitalistisk strømning med reaktionær moralisme og nostalgiske idylliseringer af en tabt, gylden fortid i det før-moderne landbrugssamfund på programmet.
Problemet ved denne tolkning var blot, at den ikke stemte overens med praksis. Anomalierne begyndte således at vise sig. Fremskridtspartiet mobiliserede kun cirka hver fjerde ’småborger’ i 1970’erne; langt snarere appellerede det til arbejdervælgerne. Par-tiet har aldrig artikuleret anti-kapitalistiske holdninger, snarere tværtimod. Og der lå heller ingen anti-moderne eller nostalgiske tilkendegivelser i partiets retorik.

Når anomalierne bliver for uomgængelige, må nye paradigmer og teorier træde til. Hér begyndte nogle i begyndelsen af 1990’erne – blandt andre forskerne Tor Bjørklund og Jørgen Goul Andersen – at hente inspiration i teorierne om ’new politics.’ Navnlig den amerikanske, politiske sociolog, Ronald Ingleharts, banebrydende teorier om fremvæksten af ’post-materielle værdier’ og et ’nyt venstre’ gav anledning til analyser, der pegede på, at der var tale om helt nye, politiske skillelinier i det post-industrielle samfund.
Ronald Ingleharts teori gik ud på, at der i løbet af 1960’erne og 70’erne var sket et værdiskift i de vestlige samfund. De unge ’baby boomere’ voksede – modsat deres forældre – op under relativt optimistiske og gunstige betingelser og begyndte derfor at lægge vægt på immaterielle værdier; miljøbevarelse, selvrealisering, medbestemmelse, kultur og i det hele taget mere ’grønne’ og åbne værdier. Denne tendens – dette værdiskifte – kaldte Inglehart en ’stille revolution.’
Værdiskiftet gødede nemlig jorden for ungdomsoprøret, græsrodsbevægelserne og kvinde-bevægelsen. Og i forhold til det politiske system betød det, at der var grundlag for, at nye ’grønne’ partier på et ’nyt venstre’ kunne opstå. I visse lande fik man decideret grønne partier. Herhjemme formåede navnlig VS, SF og Det radikale Venstre imidlertid at absorbere de nye vælgerstrømninger, hvorfor der ikke blev levnet plads til et ’grønt’ parti her til lands.
’Den stille revolution’ betød således, at venstrefløjen og til dels også midterpartierne fornyede sig med miljøpolitikken, retspolitikken, menneskerettighedsspørgsmål og u-landspolitik som nogle af de vigtigste ’værdipolitiske’ temaer.

Inglehart havde imidlertid ikke forudset, at et ’nyt højre’ også ville opstå. Ikke desto mindre var det, hvad der skete. Hvis fremvæksten af det nye venstre var en ’stille revolution,’ kunne fremvæksten af de nye højrepartier kaldes en ’stille mod-revolution.’
Det var nemlig ikke alle medborgere, der var med på værdiskiftet hen imod mere grønne og humanistiske værdier. Den stille revolution gik manges næser forbi. Store befolkningsgrupper – ikke mindst i arbejderklassen – besad fortsat
’autoritære’ værdier. Her lagde man vægt på streng børneopdragelse, lov og orden, restriktive regler for adgang til vort land, ligesom man mente, at det nye venstre var lige lovligt gavmildt overfor miljøet og u-landene. Hvad med vore egne borgere?, tænkte mange her. Skal vi ikke – ud fra en praktisk nærhedssolidaritet – hjælpe danskerne, før vi klatter penge væk på varm luft og varme lande?
I arbejderklassen har disse ’autoritære’ værdier altid været til stede. Alligevel stemte arbejderne indtil for nylig i stor stil på venstrefløjens partier – fordi disse partier varetog arbejdernes økonomiske interesser.
Eftersom vi er på vej ind i det post-industrielle samfund, betyder værdipolitikken (udlændingepolitik, restpolitik mv.) stadig mere for partivalget. Den politiske skillelinie har forskubbet sig fra fordelings- til værdipolitik. I dag er det værdipolitikken, der åbner for politiske konflikter, og som deler danskerne efter anskuelser.

Dansk Folkeparti er nu landets tredjestørste og mest rendyrkede arbejderparti. Seks ud af ti DF-vælgere er arbejdere. 30 procent af de unge specialarbejdere under 40 år satte kryds ved liste O.
Dansk Folkepartis vælgerkorps består ikke af et forarmet ’Under-Danmark,’ der mobiliseres af protest og negativisme. Vælgerne er almindelige LO-lønarbejdere i ’parcelhus-Danmark.’ Og det er værdier, der er afgørende for par-tivalget.
Nok er disse værdier dét, man kunne kalde ’autoritære.’ Men ekstremisme er der ikke tale om. Snarere en slags velfærds-chauvinisme, hvor man vil forbeholde velfærden ’vor egne’ danske borgere – ud fra logikken om, at det
jo er ’os,’ der har bidraget til velfærden.
Dansk Folkeparti vil ’begrænse tilstrømningen til landet.’ Man vil ikke ’acceptere, at Danmark bliver et multietnisk samfund.’ Og man kritiserer (nogle gange med rette) anti-moderne og anti-demokratiske tendenser i visse indvandrermiljøer.
Dette kan man være enig eller uenig i. Og til tider går retorikken over gevind, hvilket må være ubehageligt for nydanskere at lytte til. Men holdningerne ér da legitime.
Desværre mangler vi indtil videre holdbare ord til at beskrive det nye højres politik. Anti-moderne gammel-populisme og fascisme er der selvsagt ikke tale om. Og det er jo ikke ’højreorienteret’ på den gamle, borgerlige, anti-statslige måde. Ej heller hævder partiet, at den hvide race skulle være andre racer overlegen. Slet ikke. Så racisme er helt udelukket.
Måske er det manglen på ord, der kan få ellers velanskrevne samfundsforskere til at benævne det nye højre med etiketter som ’The extreme Right’ eller ’Radical Right Wing Populism’? Ja, en enkelt forsker, René Karpantschof fra KU, har sågar i en videnskabelig artikel sammenlignet Dansk Folkeparti med de danske nynazister! I videnskabelige kredse er der altså udbredt forvirring om, hvordan den nye, politiske brudflade skal sættes i tale.
I den offentlige debat er det ikke bedre – tværtimod. Her i avisen har navnlig Georg Metz og David Trads bevæget sig ud på overdrevet. En foreløbig kulmination kom i kølvandet på Højesterets dom vedrørende brugen af ordet ’racisme.’ På lederplads den 25. juni sled David Trads alvorligt på sin egen troværdighed ved at kalde Pia Kjærsgaard »... en ynkelig og bitter racist,« som omtaler muslimer som »undermennesker.« Mig bekendt stammer begreber »undermennesker« fra den nazistiske racelære. Det her er for lavt, og det forpester debatten.
Dansk Folkeparti er Danmarks svar på et nyt ’autoritært’ arbejderparti i det post-industrielle samfund. Grundlæggende samfundsforandringer – som for eksempel de globale folkevandringer – har udkrystalliseret nogle nye, politiske skillelinjer. Ved den ene pol har vi de ’post-materialistiske’ partier som De Radikale og SF. Ved den anden har vi Dansk Folkeparti. (Og et sted midt imellem står Socialdemokraterne som bekendt).
Så længe denne nye, politiske skillelinje dominerer, vil der være basis for Dansk Folkeparti. Man kan være uenig med partiet – og de progressive kræfter bør gå i offensiven med rationelle argumenter – men at fælde hadefulde værdidomme over partiet er alene kontraproduktivt. Dansk Folkeparti og værdipolitikken synes fortsat at være en stor udfordring for såvel politologien som den offentlige debat og det politiske system.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her