Læsetid: 5 min.

’Den perfekte værtinde’ er i knibe

USA’s yndlingshusmoder, Martha Stewart, kæmper imod anklager om ulovlig aktiehandel
2. juli 2003

INTERNATIONAL
Hun er datter af polske indvandrere og tidligere chef for det store verdensfirma, der bærer hendes navn. Hun er en af de mest bemærkelsesværdige kvinder i USA, en succeshistorie som taget ud af den amerikanske drøm. Nu er hun måske på vej i fængsel, anklaget for forsøg på at obstruere rettens gang i en skandale om insiderhandel med værdipapirer.
Martha Stewart, født Martha Kostyra i New Jersey, 1941, er damen som millioner af kvinder i USA enten elsker at hade eller også beundrer kritikløst – alt afhængigt af, hvordan de forholder sig den særlige husmodermytologi, som hun har opfundet og banket op til en betragtelig formue. Hun begyndte sin karriere som mannequin og blev siden aktiehandler på Wall Street. I 1982 skrev hun Entertaining, »grundbogen for den perfekte værtinde«, som grundlagde hendes ry som alle husmødres guru. Bestsellersuccesen blev fulgt op af eget tv-show, egen avisklumme, en postordre-forretning, en husholdnings-produktlinje, et glittet månedsmagasin og endelig en hel koncern kaldet Martha Stewart Omnimedia.
Martha Stewart er i reglen i færd med at demonstrere, hvordan man pynter op til en festlig bordopdækning, udskærer en ananas, så den ligger som elegante dekorative stykker på en kage, tørrer en sweater, knuser friske krydderurter i en morter eller fjerner størknet stearin fra lysestager.
Det er normalt ikke sysler, jeg går op i, men Marthas budskab synes at være, at man da lige så godt kan gøre sig lidt umage: Der må gerne være stil og god smag over det, og man kan nå langt med fantasi, uden at det behøver koste en masse penge.
Så vidt jeg forstår, er moderne kvinder delt i to lejre. Den første gruppe ser ud til at nyde Marthas genopdagelse af god gammeldags husmoderkunst og køber gladeligt hendes mantra om, at for selv travle forretningskvinder er perfektion og personlighed opnåelige dyder. Den anden gruppe anser Martha for en småborgerlig snob og en trussel imod alt, hvad kvindebevægelsen har kæmpet for. Sidstnævnte kvinder insisterer på, at de hverken har tid eller tilbøjelighed til at male fyrrekogler med guldfarve eller piske mælk og æg op til cheesecakes. De feministiske modstandere citerer også gerne fyldigt fra avisartikler, der påstår, at Martha er en arrogant hejre af en arbejdsgiver, der udbytter sine ansatte, ligesom de finder, at hendes »stilsikre valg« mere vidner om en forkærlighed for kitsch end for klasse.
Den første gruppe er taknemmelige købere af hendes masse-markedsførte stil, smag og kvalitet og tror fuldt og fast på, at Marthas anbefaling af et givet produkt er en sikker garanti for dets fortræffelighed. Tilsyneladende er essensen af hendes forkyndelse, at det er muligt på en gang at være karrierekvinde og gammeldags husmor. Flere kvinder har da også applauderet, hvad de ser som Marthas generobring af en livsform, som mange feminister længe har taget afstand fra og set ned på med foragt som »kvindearbejde«.
Mænd gør klogt i at blande sig helt uden om denne strid, og det ville vi vel også fortsat have gjort, hvis det ikke var, fordi Martha Stewart nu er blevet revet brat bort fra de huslige gøremål i sit pæne hjem og har taget fast ophold på dagspressens erhvervssider på grund en voksende børsskandale, som skiller vandene i den amerikanske opinion.

Anløben børsetik
Hvad der hændte, var, at Martha blev viklet ind i en noget anden form for hovedrengøring end den huslige. Lige siden Enron-skandalen har det forbundsstatslige finansråd været travlt optaget af at genskabe tilliden til det amerikanske aktiemarked og derfor drevet nådesløs klapjagt på alle former for anløben børsetik. Marthas vanskeligheder begyndte, da hun i december 2001 solgte sine aktier i biotek-firmaet ImClone Systems, på selve dagen før USA’s sundhedsstyrelse offentliggjorde en stærkt belastende rapport om et nyt medikament mod cancer, som dette firma var ved at udvikle. Stewart selv afviser at have fået insiderinformationer fra sin børsmægler, og hævder, at hun blot havde planlagt at sælge ud af sine aktier, når de nåede en bestemt kurs. Siden er hun trådt tilbage som administrerende direktør for Martha Stewart Omnimedia til fordel for en post som kreativ direktør i virksomheden. Endnu har hendes firma ikke lidt under stifterens vanskeligheder, om end nogle analytikere vurderer, at Martha Stewart har søgt at kurspleje sit selskab ved at afgive decideret vildledende forklaringer om sit salg af ImClone-aktierne.
Nu er Martha gået til modangreb med helsidesannoncer i landsdækkende avi-
ser og egen webside (www.marthatalks.com). Jeg klikkede mig ind og og så et billede en af troskyldigt smilende og ubekymret Martha i færd med at arrangere en pyntelig buket, imens hun i en lydfil bedyrer sin uskyld og hævder, at hjemmesiden har modtaget over 10 millioner hits og 55.000 sympatimails. Derudover kan man studere et udvalg af fanpost og avisledere, der støtter hende, samt erklæringer fra hendes advokater

Reddes fra heksejagt
Jeg tjekkede også lige et andet site, www.savemartha.com, som er oprettet af hendes venner og fans. Her kan man bl. a. købe en Save Martha t-shirt og deltage i underskriftindsamlinger og lignende aktiviteter, der skal redde Martha fra »forbundsmyndighedernes heksejagt«. Øverst på siden findes et citat fra komikeren og talkshow-værten Jay Leno: »Martha anklages for at have løjet over for regeringen. Som bekendt er løgn ulovligt i dette land, medmindre man ønsker at starte en krig.«
Der er ingen tvivl om, at Martha har en betragtelig og hengiven fanskare, og at hun regner med at kunne mobilisere den for at redde sit skind.
Jeg ville i al fald nødigt være nålestribet forbunds-anklager og stå ansigt til ansigt med denne vrede folkemængde i en retssal.
Selv har jeg ikke nogen kvalificeret mening om sagen, selv om jeg finder det svært at tro på, at en tidligere aktiehandler ikke kan have kendt til de skrappe bestemmelser om insiderhandel. Det store spørgsmål er, om Martha Stewart søger et martyrium for en særlig vision af amerikansk middelklassekvindelighed. Offer eller vekselrytterske? Hvis hun går efter at blive en ny Marie Antoinette, må hun hellere forberede en bedre udgangsreplik end: »Lad dem spise kage!«

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu