Læsetid: 2 min.

Præst og biskop handlede fornuftigt

Både sognepræst Grosbøll og biskop Rebel var under pres, og en løsning måtte de finde
Debat
30. juli 2003

Kirkeligt
Informations forsideleder 26.-27 juli ’En omvendt synder’ er streng mod den fælleserklæring, som præsten i Taarbæk og biskoppen i Helsingør har udsendt. Men hvad skulle biskoppen gøre, hvis hun ønsker at medvirke til folkekirkens fortsatte eksistens – i hvert fald indtil videre. Kristeligt Dagblad har fulgt den linje, at Grosbøll må søge sin afsked eller bør afskediges.
Til uansøgt afskedigelse kræves en ’læresag’ for den særlige præsteret. Reglerne herom er ikke mere de ældgamle regler om provsteret m.v., men en lov fra 1992, der skal tjene som beskyttelse af præster.
En læresag vil ikke være ønskelig, bl.a. fordi præsten ikke har lagt sig ud med sin menighed. Og, navnlig, en læresag vil kunne medføre en rystelse i folkekirken, fordi mange præster langt hen er enige med Grosbøll i ikke at tro på en personlig, styrende gud.
I Information den 25. juli anvender præsten i Fredensborg, Lars Tjalve, om fælleserklæringen den verdenskloge bemærkning: »Det var, hvad jeg havde forventet. En blød løsning. Det er vi vant til i folkekirken.«

Hykleri og ydmygelse
Lederens konklusion er den, at hykleriet har sejret, og at den gode Gud nu ler i sin himmel, så hans lange hvide gammelmandsskæg blafrer.
Lederskribenten (dr) mener – som Præstehøjskolens tidligere rektor, Niels Thomsen – at Grosbøll har ydmyget sig.
Niels Thomsen udtaler i bladet 25. juli, at en rigtigere udgang på sagen havde været, at biskoppen »havde overladt sit tilsyn til en anden«. Niels Thomsen er teologisk ikke enig med Grosbøll, men han vil ikke skille menighed og præst. Han siger til Information, at man »kunne have gjort Taarbæk til et særligt reservat i folkekirken, og – når Grosbøll går af – finde én, der er mere inde mod midten.«
Men hvad nu, hvis Niels Thomsens løsning i dagens situation ikke kan lade sig gøre?
Det kan være, at biskoppen er ude for et voldsomt pres om at handle – begrundelsen herfor kan være teologisk, eller presset kan skyldes et ønske om lov og orden.

Præsten som særling
Også præsten kan have følt et pres – hvis han afskediges, bliver han let en særling, som kan hentes frem, hvis der ønskes en skarp kommentar til ingen nytte.
Og han afskæres i så fald fra på lige fod med andre at tage del i den debat, der nødvendigvis må finde sted i de kommende år om kirke og tro.
I fælleserklæringen står, at en debat skal foregå »med kirkens bekendelsesgrundlag som det, der præciserer, inden for hvilke rammer der tales«. Dette behøver ikke at binde længere end til at tage dette grundlag som udgangspunkt, altså i debatten at knytte an til traditionen.
Det er nok ikke sidste gang, de gamle bekendelsesskrifter skal debatteres. Melanchton – forfatteren af Den Augsburgske Trosbekendelse fra 1530, sidder nok allerede med den hvidskæggede og drøfter, hvad der måske skal træde i stedet. Biskop og præst kan således siges at have klaret en vanskelig situation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her