Læsetid: 5 min.

Skæbne-afstemning forude

Vi kommer snart ud for et valg mellem primært at lære at leve med nye europæiske og globale normer for demokrati og menneskerettig-heder – eller at vende tilbage til en udvikling som en selvhøjtidelig og isoleret stamme i den nordlige europæiske periferi
Debat
16. juli 2003

EU
Skal vi sige ja til unionen for at sikre pensionen? Ja, det spørgsmål kan man stille med rette, for det kunne jo faktisk tænkes at være rigtigt, at dansk økonomi og dermed fremtidige pensionisters bedst sikres via medlemskab af EU. Hvorom nu alt er, så skal Danmark antagelig inden for de næste et og et halvt år træffe det formentlig mest afgørende valg siden 1973.
Siger vi nej til traktaten, så er Danmark derude, hvor Norge er nu, og må tage det, EU byder i retning af gensidig frihandel. Dette er ikke just nogen ønskeposition. Efter forfatningstraktatforslaget fra konventet får de danske forbehold større betydning end før, da de udvides i kraft af, at der bliver tale om en enhedstraktat. Vi må nemlig efter et nej se i øjnene – hvilket heller ikke er godt – at det vigtige samarbejde, vi nu har med de andre EU-lande på området for politimæssigt og kriminalretligt samarbejde, svinder ind eller helt forsvinder, fordi det vil blive overført til det supranationale EU-samarbejde, som i dag kun gælder mht. asylregler, andet civilretligt samarbejde, handel, økonomi og en række sektorpolitikker som landbrug, transport m.v.
Vi kan måske få et ja til forfatningstraktaten kombineret med en fastholdelse af de nuværende forbehold, men det må ventes at blive så godt som umuligt at få de andre lande til i forbindelse med den kommende regeringskonference at genforhandle de forbehold eller undtagelser, vi har nu, under hensyntagen til, at de reelt udvides i kraft af den nye traktat, der må antages at komme til at ligne udkastet fra konventet i meget høj grad.

To muligheder
Der er til gengæld grund til at tro, at vi kan forhandle forfatningstraktaten under den forudsætning, at der ikke ændres ved forbeholdene (også kaldet undtagelserne), som de står nu. Hvis det på det grundlag lykkes at få et ja ved den kommende folkeafstemning, kan man så se på, om der er grundlag for – efter kortere eller længere tid – at afholde en efterfølgende folkeafstemning med henblik på at afskaffe et eller flere af de nuværende forbehold og så håbe på, at vi derefter kan indgå i det samarbejde om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, menneskesmugling og lignende, der ifølge konventets oplæg skal overgå til EU’s supranationale samarbejde.
En anden mulighed kunne være at afholde folkeafstemning om flere temaer samme dag. Det kunne ske ved også at give vælgerne mulighed for at stemme ja eller nej til forfatningstraktaten uden nogen af de nuværende forbehold. Vælgerne skulle kunne anvende to krydser og kunne stemme for eller imod traktaten henholdsvis med og uden forbehold.
Ved stemmeoptællingen måtte man så først se på det samlede antal stemmer for og imod forfatningstraktaten henholdsvis med og uden forbehold. Hvis ingen af resultaterne gav et flertal for forfatningstraktaten, måtte man konstatere, at Danmark ikke kan gennemføre traktaten.
Hvis afstemningen viste et flertal for traktaten uden forbehold, ville vi kunne gennemføre traktaten, og Danmark ville derved igen blive et fuldgyldigt medlem af EU, hvorfor en særskilt afstemning om forbeholdene ikke ville komme på tale. Hvis det kun blev et ja til traktaten med alle forbehold, kunne der som nævnt ovenfor senere afholdes en folkeafstemning om et eller flere af forbeholdene.
Det ville i øvrigt være muligt at afholde en særskilt afstemning om forbeholdene samtidig med folkeafstemningen om traktaten. Det ville have den fordel, at der kom en hurtig afklaring af forbeholdene, og at vælgerne kunne tage samlet stilling til traktat og forbehold.
Afstemningsteknisk set kunne en sådan ’multiple-choice’-afstemning måske volde problemer, men de må kunne løses. Afstemning om selve forfatningstraktaten vil antagelig i sig selv nødvendiggøre anvendelse af reglerne om suverænitetsafgivelse i grundlovens § 20 (eventuelt ligefrem §§ 88 om grundlovsændring). Opgivelse af nogle af forbeholdene ville også nødvendiggøre anvendelse af grundlovens § 20 om suverænitetsafgivelse.
Der er endelig den mulighed, der populært kaldes big-bang-muligheden, dvs. at sætte alt på ét bræt og kun åbne mulighed for at stemme ja eller nej til forfatningstraktaten uden forbehold, så et ja altså ville betyde, Danmark ville være fuldt og helt med i EU-samarbejdet på alle felter for første gang i mange år. Den fremgangsmåde er unægtelig risikofyldt, hvis et flertal af danskerne i øvrigt ønsker – hvad de ret beset jo nok gør – at Danmark skal forblive medlem af EU.

Et tag-selv-bord
En sådan afstemning ville være an eye-opener af format. To be or not to be. Det er vel typisk dansk at have særlig svært ved at kunne beslutte sig i den store sammenhæng. Men måske ville det være godt for folkesjælen at få sat kniven på struben, så vi ophører med at kun at ville have fordelene af at samarbejde med vore europæiske naboer. De andre afstemningsmuligheder, dvs. en afstemning om at godkende forfatningstraktaten, men kun med forbehold og en ny, særskilt afstemning om de enkelte forbehold, ligner et tag-selv-bord. Men det er det ikke mere, for vi ville ikke længere kunne tage for os af en vigtig del af de retter, det nu er lagt op til at fjerne fra det mellemstatslige samarbejde (især politimæssigt og kriminalretligt samarbejde), som vi har nu.
Egentlig er det mærkeligt, hvis vi danskere mener, vi er så specielle, at vi ikke fremover skal kunne være med i EU på lige fod med de nye EU-lande, som vi har gjort så meget for at gøre fuldt ud til medlemmer af EU!
Hvordan det nu end kommer til at gå, kan en eller flere kommende folkeafstemninger komme til helt afgørende at ændre Danmarks internationale placering i mange år frem. Med et delvist citat fra en boganmeldelse i Information for nylig kan man sige, at vi snart kommer ud for et valg mellem primært at være borgere og dermed lære at leve med nye europæiske og globale normer for demokrati og menneskerettigheder eller, hvis vi primært vil være danskere, via et nej til forfatningstraktaten, som f.eks. Dansk Folkeparti går ind for det, at »vende tilbage til en udvikling som en selvhøjtidelig og isoleret stamme i den nordlige europæiske periferi«.
Det sidstnævnte alternativ kan synes så smukt som det rød-hvide flag, men det er næppe klogt, og det er næppe solidarisk med omverdenen. Og det med pensionen er tilmed nok den mindste risiko i denne sammenhæng.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her