Læsetid: 3 min.

Tak for Touren

’Kan man ikke nøjes med at se, hvem der har vundet, i udsendelsen senere på aftenen?’ Det ville være lige så slemt som at dyrke elskov uden forspil
Debat
29. juli 2003

Kommentar
Så er den slut. Touren. Og vi er mange, der vil savne den. Uden at kunne forklare helt nøjagtigt, hvad der er så fascinerende ved at se nogle tynde mænd på cykel slide sig selv endnu mere udmarvede i konkurrencen om at komme først op på et højt bjerg. Jeg kan huske en tv-kritiker en gang betegnede det som lige så underholdende som »at se maling tørre«.
Jeg har altid selv været fascineret af cykelsporten. Som dreng tog en kammerat og jeg hver aften på Odense Cykelbane, hvor vi kendte navnene på ellers totalt ukendte ryttere. Bagefter gjorde vi byens gader og veje usikre med vores private dyster. En gang gik det galt, og jeg kørte lige ind i en ældre dame, som pænt ventede med sin cykel for foden af en bakke og ikke vidste, at her kom et af Danmarks store cykelhåb drønende med sine gode ben.

’Der er dømt cykling’
Det blev dog ikke cykelsporten, som fik mest tag i mig. Først var det fodbold og så langdistanceløb. Indtil lægen en dag så på mig og sagde: »Ikke mere løb. Nu er der dømt cykling.«
Mit knæ smertede af slidgigt efter den først og sidste maraton, og han forklarede, hvordan jeg kunne få den samme nødvendige motion gennem cykling, og at det tilmed ville være godt for knæet, fordi muskulaturen blev styrket, hvis jeg sørgede for at geare ned op ad bakkerne og undgik overbelastning.
På det tidspunkt kunne jeg knap nok gå op ad en trappe på grund af smerter, men efter kort tid på cyklen var knæet i orden igen.
Dertil kommer glæden ved kørslen. Det er lige så fascinerende som i drengeårene at prøve sig selv og kammeraten af op ad en bakke. Der er dage, hvor der er ’udsolgt’ på forhånd, og der er dage, hvor man er i stand til at presse sig foran og ud ad øjenkrogen se makkerens skuffelse over ikke at vinde. Hvert ekstra kilo fra en uge med vellevned bliver straffet om søndagen på bakkerne.
Mange vil kunne forstå glæden ved selv at cykle, men have svært ved at forstå, hvorfor nogen af os på en smuk dansk sommerdag trækker gardinerne helt for i sommerhuset for bedre at kunne studere enhver lidelse i rytternes ansigter.
De spørger også, om man ikke kan nøjes med at se, hvem der har vundet i udsendelsen senere på aftenen. De forstår ikke, at det ville være lige så slemt som at dyrke elskov uden forspil.

At være til stede
Det er jo glæden ved at være til stede lige, når det uforudsete sker, som er det allerbedste. Overvære alle de taktiske overvejelser i begyndelsen, de forgæves udbrud, de dristige udflugter, styrtene.
Tænk, hvis man ikke havde set Belokis fald, lige da det skete, for ikke at tale om Armstrongs dristige ridt over marken. Hvad ville der så have været ved afslutningen?
Eller da Ulrich og Hamilton stort set uden ord besluttede at sagtne farten til Armstrong efter sit styrt igen var oppe ved gruppen, og da jernmanden i den gule trøje ikke kvitterede med høflig tilbageholdenhed, men med at køre fra de andre i et vildt tempo.
En sådan tour er fyldt med gyldne øjeblikke. Og hemmeligheden er, at man ikke ved, hvornår de kommer, og at de kun kan opleves live.
Derved bliver Tour de France en glimrende metafor for livet selv.
Det handler i den grad om at være til stede. På alle stadier. Vi har brug for outsiderens mulighed for en etapesejr, men er godt klar over, at der skal kæmpes utrolig hårdt for en god plads i classementet, endsige en podieplads. Og de færreste af os vil blive en sådan forundt.
Vi ved også at faren for styrt, er der hele tiden. Og at vi derfor har brug for at ’de andre’ opfører sig ordentligt og generøst.
Mange af os ældre kører efterhånden som Tyler Hamilton med et brækket kraveben eller lignende. Men vi piver ikke. Vi vil med hele vejen. Hele vejen til Paris.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her