Kronik

Hvad skal vi med Ukraine?

Og hvorfor skal vi danskere interessere os for, om ukrainerne kommer i NATO og EU eller ej
Debat
16. juli 2003

Kronikken
Udviklingen i Ukraine kan være afgørende for udviklingen i Europa. Ukraine, der breder sig sydvest for Polen under Hviderusland og Rusland ned til Sortehavet, er på størrelse med Frankrig. Landets indbyggertal er tilsvarende stort, nemlig godt 48 millioner. Ukraine var Sovjetunionens kornkammer. Efter selvstændigheden i 1991 er det ukrainske sprog indført som statssprog, mens russisk tales og forstås af knap 80 procent af befolkningen.
Hvis det lykkes at få Ukraine med ind i EU i form af en associeringsaftale, vil man undgå det, som polakkerne kalder ’et sølvtæppe’ ned gennem Europa. Her ville der kunne opstå store problemer mellem det Polen, som nu får gang i udviklingen qua sit kommende medlemskab af EU, og et Ukraine på den anden side af grænsen, som synker ned i armod. Selv om den danske politiker Hanne Severinsen, som er referent ved Europarådets parlamentariske forsamlings landeovervågningskomité (PACE), den 12. maj i Kiev har sagt, at det er for tidligt at indstille overvågningen af Ukraine, har EU’s udvidelseskommissær, Günter Verheugen, udtalt, at han ikke ville udelukke muligheden af, at Ukraine kan få tildelt status som associeret medlem. I givet fald vil landet gøre sig store anstrengelser for at opfylde kriterierne for at blive fuldgyldigt medlem, hvilket vil betyde, at vi får et nyt EU-medlem med samme demokratiske spilleregler – på sigt – som i resten af Europa. Ligeledes vil det åbne op for en masse handelsmuligheder.
Ulemperne ved Ukraines medlemskab vil ligge i den økonomiske byrde, som det vil påføre EU. Når man tager den nuværende situation i betragtning med mange nye medlemslande, som alle bliver understøttet økonomisk i større eller mindre omfang, så er det klart, at der vil gå nogle år, før fremtidens EU vil have kræfter til at indlemme endnu et land. Ukraine er nemlig et fattigt land. Ser man på trafikken i Kiev med alle dens dyre Mercedes-biler, kunne man godt få et andet indtryk, men skindet bedrager. 27 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og flere millioner ukrainere er nødsaget til at arbejde udenlands for at skaffe penge til familien. Ofte i illegale og dårligt betalte jobs. Siden landets uafhængighed i 1991 er Ukraine blevet formet af kampen mellem to modsatrettede kræfter, nemlig på den ene side bestræbelserne for liberale økonomiske reformer, retssikkerhed og et pluralistisk demokrati, og på den anden side de, der går ind for begrænsede økonomiske reformer. Men heldigvis lader befolkningen sig ikke længere nøjes med en passiv rolle. Ved parlamentsvalget i marts 2002 fik regeringspartiet For Ukraines Enhed kun 12 procent af stemmerne på trods af præsident Kutjmas og regeringens massive udnyttelse af statsapparatet og de statskontrollerede medier – de såkaldte ’adminresursy’.

Præsidenten, Leonid Kutjma, var i Sovjettiden direktør for en missilfabrik og er derfor vokset op i ånden fra det gamle sovjetstyre. Det påvirker hans regeringsførelse, som er præget af underhåndsaftaler med indflydelsesrige business-klaner. Han tilhører selv Dniprpetrovsk-klanen, som har sin base i industriområdet i og omkring byen Dnipropetrovsk i Østukraine. Selv om reglerne siger, at han ikke kan genvælges, når der skal være præsidentvalg i 2004, så forsøger han af al magt at bevare sin magtbase. Og han bruger ikke just fine midler. Der er alvorlige beskyldninger mod ham for medvirken til mordet på flere kritiske journalister og for at være medvidende om salget til Irak af avancerede våbensystemer. Præsident Kutjma kunne imidlertid godt tænke sig at få et eftermæle som manden, der bragte Ukraine ind i både NATO og EU. Så han prøver på at få indført regler, så han kan fortsætte nogle år som præsident, samtidig med at han manøvrerer sin ’højre hånd’, den nuværende premierminister Viktor Janukovytj på plads. Folket har imidlertid meget mere tillid til lederen af den national-liberale blok, den tidligere nationalbank-direktør Viktor Jusjtjenko, som var premierminister fra slutningen af 1999 til han i april 2001 blev fyret fra posten, fordi Kutjma følte Jusjtjenkos voksende popularitet som en trussel. Det var bl.a. fordi det var lykkedes ham at vende den økonomiske udvikling i positiv retning. Jusjtjenkos fløj samt venstreopposi-tionen, anført af Julia Timosjenko, vil til sammen formodentlig kunne mønstre godt 60 procent af stemmerne ved et valg. Jusjtjenko, som har sin base blandt de mindre- og mellemstore virksomheder, er formodentlig den eneste, der som præsident vil være i stand til at skabe betingelserne for udvikling af en mellemklasse – en betingelse for et funktionsdygtigt demokrati. Men ét af usikkerhedsmomenterne er, at præsident Kutjma vil bruge alle kneb for at holde sin fløj ved magten. Jusjtjenko advarede før parlamentsvalget den 31. marts 2002 mod faren for valgssvindel, idet han citerede Stalin: »Det er ikke vigtigt, hvordan folk stemmer – men vigtigt, hvem der tæller stemmerne!«. Jujstjenko er – til forskel fra Kutjma – en retskaffen mand, som – hvis han bliver præsident – efter al sandsynlighed vil tilnærme sig vesteuropæiske normer med reelt demokrati.

Som nævnt er præsidenten for en tilnærmelse til både NATO og EU, og NATO’s generalsekretær George Robertson siger, at de værste hindringer for Ukraines medlemskab af NATO er ryddet af vejen. Ukraine har bl.a. sendt specialtropper til Irak, hvilket har givet præsidenten sympati hos amerikanerne, som ellers havde lagt ham på is på grund af de politiske skandaler og våbenleverancerne til Irak. Men han er omgivet af økonomiske og politiske grupperinger, såkaldte klaner, som med rette er bange for, at deres privilegier vil gå tabt, hvis der indføres vesteuropæiske tilstande. Men selv om amerikanerne hilste Ukraines gestus med hensyn til Irak velkommen, så er de ikke særligt begejstrede for et eventuelt EU-medlemskab, som vil knytte landet tættere til Europa. Det er oplagt, at Rusland nødigt ser Ukraine tage endnu et skridt væk fra Moskvas indflydelsessfære. Rusland holder i øjeblikket landet i et økonomisk jerngreb, idet Ukraine er afhængig af energileverancer fra Rusland og har måttet overgive vigtige kapialinteresser til russerne for at nedbringe gælden på energileverancer. 85 procent af Ukraines store virksomheder kontrolleres af russiske interesser og energiimporten fra Rusland udgør ca. to mia. US dollar pr. år. Rusland er derfor interesseret i at opretholde status quo for at holde Kutjmas fløj ved magten og sikre, at Ukraine fortsat er afhængig af Rusland.
Hvis Kutjmas fløj ved hjælp af intriger og valgsvindel får manøvreret en Kutjma-marionet på plads ved et kommende præsidentvalg, vil EU’s interesse sikkert aftage betydeligt, idet det vil betyde en fortsættelse af den sen-
sovjettiske industrilederkultur og klanvældet. EU vil da få en nation på sit dørtrin, hvor talen om demokrati kun er tom retorik, og hvor man kan være bange for, at menneskehandel og narkotrafik vil få frit spil.

Der er et godt stykke vej igen, inden Ukraine opfylder alle kriterier for at være en ’eksemplarisk’ kandidat. Men desværre er vi jo heller ikke særligt ’eksemplariske’ inden for EU. Man kan blot nævne alle de verserende korruptionsskandaler og f.eks. Berlusconis intimidering af den frie presse. Vi – som EU-borgere – kan kun være interesserede i, at Ukraine bliver medlem og udvikler et stabilt demokrati. Og hvorfor holde dem ude? Ukraine har været i stand til at håndtere den vanskelige nationsdannelse med et stort mindretal af etniske russere uden særlige problemer, ligesom man har fået løst konflikten med russerne om deres flådebase på Krim i mindelighed. Sammenligner man med en anden EU-kandidat, nemlig Tyrkiet, er der alvorlige problematikker i horisonten. Her tænkes på kurderspørgsmålet, der vil være som en tikkende bombe, så længe tyrkerne ikke de facto giver dem autonome rettigheder. Desuden har Tyrkiet store spændinger mellem de islamiske kræfter og det sekulære militær, som i virkeligheden kontrollerer regeringen. Så vil det formentlig give mindre problemer at indl-emme Ukraine end Tyrkiet, som jo geografisk for størstepartens vedkommende befinder sig i Lilleasien. Ukraine ligger derimod
inden for et samlet Europa og vil udgøre en naturlig del af et udvidet EU.

*Johan Rostrup
er cand. mag. i Øststatskundskab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her