Læsetid: 3 min.

’Jeg’ er det ultimative frimærke

Hvis vi personliggør vores porto, så går der vel ikke længe før virksomheds-sponsering kommer ind i billedet
Debat
31. juli 2003

International
Jeg bliver ofte spurgt, hvorfra mit store kendskab til verdensgeografien stammer. En del af det kommer selvfølgelige fra rejser, en forkærlighed for landkort, avislæsning og et arbejde som journalist, men den virkelige hemmelighed bag er min gamle frimærkesamling. Skønt jeg ikke har sat et frimærke i album i omkring 40 år, så husker jeg stadig størstedelen af, hvad jeg lærte, da jeg var frimærkesamler.
Jeg arvede samlingen af en ældre søster, da jeg var cirka syv år gammel, og med det samme begyndte jeg at lære landenavne, deres beliggenhed og personerne på frimærkerne udenad.
Det var i 50’erne, så jeg fik indtrykket af, at det meste af verden var ejet af Storbritannien. Det virkede som om, at der på hver side i frimærkealbummet var billeder af dronning Victoria eller kong George eller dronning Elizabeth på frimærker fra steder som Bahamas, Canada, Gibraltar, Indien (før 1947), Belize og ukendte øer som Seychellerne.
Tilsyneladende var ikke så få steder ejet af britiske dronninger og konger men med deres egne herskere.
Jeg havde nogle danske frimærker med billede af kong Christian den Tiende. Marskal Tito var på mange frimærker fra Jugoslavien, general Franco holdt selvfølgelig tøjlerne i Spanien. Mine russiske frimærker var dekoreret med billeder af zarer, i det mindste indtil Lenin og Stalin kom til magten.
På mange af mine frimærker var der også billeder af Hitler. Det første, han gjorde efter at have invaderet et land, var tilsyneladende at overtaget dets postvæsen og udsende et frimærke med sit portræt.
Hovedparten af de afrikanske lande, hvoraf få var uafhængige på den tid, udsendte næsten altid frimærker med billeder af dyr. Hvis de var britiske kolonier viste frimærket en antilope eller en giraf, med et mindre portræt af kong George oppe i det ene hjørne, sikkert for at vise kongens dominans af dyrene så vel som alt andet.
De amerikanske frimærker begunstigede almindeligvis soldater, bøfler, symboler på fremskridt så som biler og fly, monumenter, blomster og præsidenter.
I dag kan hvad som helst, inklusiv dig eller mig eller Pamela Anderson, præge et amerikansk frimærke. Det er nødvendigt at postvæsnet skærer ned og øger indtægterne ifølge en rapport, som blev udsendt sidste måned af den kommission, som præsidenten har nedsat for at afklare postvæsnets fremtid.
En måde at tjene penge på er at sælge de såkaldte forfængelighedsfrimærker. De fleste stater tillader allerede ejere af køretøjer at købe forfængelighedsnummerplader.
Budskaberne på disse nummerplader begrænser sig normalt til ti bogstaver. Så en mand, som tilbringer meget af sin tid på en båd, kan f.eks. få en nummerplade med påskriften ’Vandmand’. En kvinde, som opdrætter rottweilere, kan kalde sig ’Rottygirl’.
Jeg har set disse navne på nummerplader’ men det går over min forstand, hvorfor nogen føler trang til at bruge en masse penge på den slags selvpromovering. Ønsker de virkelig, at folk, der kører bag dem på motorvejen, læser, hvad der står på deres nummerplade?
Men frimærker, det er en helt anden sag. Den canadiske regering tillader allerede selvportrætter på de canadiske frimærker. Postvæsnet reduceret billedet til et lille klistermærke, som klæbes på et blankt frimærke.
Prisen på frimærket er næsten det dobbelte af, hvad det koster for et frimærke med et billede af en isbjørn eller noget andet typisk canadisk.

Eat at Homers Grill
Jeg synes, det er en fremragende idé. Og hvis vi personliggør vores porto, så går der vel ikke længe før virksomhedssponsering kommer ind i billedet? Farvel George Washington, Mount Rushmore, Old Glory og amerikanske bisonokse, og goddag Coca-Cola, McDonalds, Microsoft, Quaker Oats eller ’Eat at Homers Grill’.
Eller endnu bedre, hvorfor ikke vores egne ikoner? Der er allerede et frimærke med Elvis, så det er set før.
Jeg var til en baseballkamp i Atlanta i sidste uge, og jeg sad bag nogen unger, som råbte navnet på deres yndlingsspiller, Chicago Cubs outfielder Sammy Sosa, under hele kampen i næsten tre timer.
Lad dem betale for at få Sammy Sosa på et frimærke, selv om han er statsborger i den Dominikanske Republik. Andre vil måske gerne se Jennifer Lopez eller Madonna eller Brad Pitt på et frimærke. Og hvorfor ikke?
Men det ultimative frimærke er ’mig’. Alle konger og dronninger, antiloper, generaler og tulipaner har fået nok publicity. Nu er det min tur.

*Paul Ashdown er professor i journalistisk ved University of Knoxville, Tennessee

*Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her