De usynlige etniske grænser

Billedkunsten er et område hvor temaerne ’kulturmøder’ og ’kulturel identitet’ har fået ny aktualitet
25. juli 2003

Kronikken
Siden Venstre og Konservative dannede regering med støtte fra Dansk Folkeparti, har udlændingedebatten fået en fjendtlig tone. Men fjendtligheden er ikke opstået med den borgerlige regering. Dens udlændingepolitik har blot gjort det legitimt at give åbent udtryk for den. De ’gamle’ danskeres forhold til de ’nye’ danskere har da også optaget den danske kunstner Jens Haaning længe. I et nyligt interview siger han:
»Jeg var chokeret den dag i 2001 da Danmark valgte en ultra-højreorienteret regering. Senere fløj jeg tilbage til Danmark, og det, der bød mig velkommen hjem, var en dansk avis med en forsidehistorie om at Folketinget seriøst diskuterede en lov der sagde at ’udlændinge’ skulle have en lavere løn end danskere når de udfører det samme arbejde, og en anden forsidehistorie der prøvede at bevise rent statistisk at udlændinge begår 80 procent af alle voldtægter i Danmark. Situationen i Danmark bekræfter faktisk at der er nogle store kulturelle vanskeligheder som jeg har været opmærksom på i mange år og beskæftiget mig med i min kunstneriske praksis.«
Haaning er en af de få danske kunstnere som har arbejdet systematisk på at synliggøre de etniske grænsedragninger. Han var den eneste danske deltager på den vigtige Documenta XI-udstilling i 2002, som fokuserede på en kunst der som Haanings diskuterer identitet, migration og samfund under forandring som følge af afkolonialiseringen af Den Tredje Verden, en globaliserende markedsøkonomi og en informationsteknologi der får andre kulturer til at rykke tættere på. Meget betegnende for den underordnede plads som indvandring og integration har haft i den danske debat indtil for få år siden, har Haaning realiseret de fleste af sine projekter i udlandet, heraf mange i det øvrige Europa og en del i Asien.
Etniske grænser gennemskærer samfundet på kryds og på tværs. Ofte er grænserne ikke markeret med synlige tegn. De er snarere usynlige grænser, et system af forskelle, af inklusioner og eksklusioner, af alliancer og antipatier indbygget i den enkelte borgers adfærd og bevidsthed. Disse usynlige grænser styrer også brugen af de offentlige rum. Her er det tydeligt at etniske grænser ikke kun er linjer der opdeler og adskiller. Grænser er også tærskler der kan overskrides, som det f.eks. sker når borgere af anden etnisk herkomst vænner sig til at bruge steder og institutioner eller bosætter sig i områder der ellers hidtil har været domineret af ’de indfødte’. Som tærskel er grænsen en farezone hvor normer kan ombrydes, identiteter og roller forandres, og grænsens egen placering genforhandles og flyttes.
At krydse en grænse i den psykologiske betydning at overskride en tærskel involverer i ligeså høj grad den enkeltes indre grænser som samfundets og geografiens ydre. Skal man tro kunst- og kulturforskeren Irit Rogoff, er det netop spændingen mellem den indre krydsning af psykologiske grænser og de ydre kollektivt bestemte sociale og geografiske inddæmninger der giver ’grænsen’ dens aktuelle tiltrækningskraft. ’Grænse’ kan udtrykke en række kulturelle modsætninger, og ifølge Rogoff kan begrebet frem for alt bruges til at forklare at grænse- og tærskeloverskridelse ikke så meget er en handling som det er en identitetsmæssig tilblivelsesproces. Dette forhold er vigtigt at holde sig for øje når man betragter de senere års billedkunst.

efter at postkolonialisme og multikulturalisme blev de nye overskrifter for diskussionen af afkolonialisering, minoriteter, globalisering og sameksistens under en forandret økonomisk og politisk verdensorden. Mange kunstnere har ønsket at bidrage til denne kultur- og samfundsdebat ved at give de etniske grænser fuld synlighed i deres funktion som nationale grænser, som sociale barrierer og som psykologiske konfliktlinier og tærskler i det enkelte individ.
Som vi skal se, er Jens Haaning optaget af de sociale relationer og mentale reaktioner som opstår i mødet mellem indvandrere og europæere. Det er nok grunden til at han har stilet en del af sine projekter til offentlige rum hvor folk færdes, reagerer og mødes som borgere og ikke som et æstetisk indstillet kunstpublikum. Her har Haaning brugt en konfrontations-strategi der er realistisk i den forstand at den konfronterer beskueren med nogle faktiske forhold.
Tyrkiske Vittigheder (1994) er hans første værk om minoriteter i nationer under omdannelse til multikulturelle samfund. Det bestod af tyrkiske vittigheder fortalt af tyrkiske indvandrere på deres modersmål. Værket blev afspillet fra en højttaler opsat ved en taxiholdeplads i Oslo hvor det at være taxachauffør også er et typisk job for indvandrere. To år senere viste Haaning værket i en anden version, Turkish Mercedes. Her blev vittighederne afspillet fra en Mercedes Benz som kørte rundt i det berlinske kvarter Kreutzberg hvor der bor mange tyrkere. Senest er Tyrkiske vittigheder blevet præsenteret i en gade i Kassel under Documenta XI. I alle tre tilfælde er vittighederne blevet installeret i områder hvis tyrkiske mindretal pludselig fremtrådte som en mere dominerende del af kvarterets miljø, fordi deres sprog blev til en markant del af gadens soundscape.
I Tyrkiske vittigheder brugte Haaning sproget til at vende op og ned på forholdet mellem flertal og mindretal ved at lade ’indfødte’ europæere gøre en uvant erfaring med udelukkelse i det offentlige rum hvor alle meddelelser forventes at være på landets hovedsprog. Omvendt må de tyrkisksprogede have oplevet det som en symbolsk markering af tyrkisk kulturs tilstedeværelse, og som om værket for et øjeblik forenede dem til et mikro-samfund sammenholdt af en fælles latter. Værket demonstrerede hvordan Haaning udnytter de sproglige forskelle til at undersøge hvad der sker når man konfronteres med en meddelelse som man gerne vil forstå, men ikke kan forstå, og hvis betydning man i stedet forsøger at gætte sig til ud fra de erfaringer og fordomme man bærer i sig. Haanings brug af sprogsammenstød til at aktivere et system af inklusioner og eksklusioner er nok tydeligst i plakaten Arabiske vittigheder (1996).

Under City Space, en frilufts-kunstudstilling på Vesterbro, fik Haaning plakaterne sat op i bydelen, som jo er kendt for sin multietniske befolkning og zoner med prostitution. I et sådan kvarter ser man hist og her plakater på tungemål der stikker af fra hovedsproget på samme måde som de minoritetsgrupper der har opsat dem, skiller sig ud fra lokalmiljøet hvad angår social status og kulturel identitet. Og har man blik for det, vil man også se de små stickers og løbesedler hvormed prostituerede reklamerer for deres tjenester. Ligeså selvfølgeligt sexreklamen og den fremmedsprogede plakat indgår i gadebilledet, ligeså forvirrende var Haanings forening af de to medier. Hans plakat skiltede ikke med sin titel, sin oprindelse som kunst eller sin status som udstillingsgenstand. Den viste blot sammenstødet mellem et genbrugt fotografi af en side-9 pige fra Ekstra Bladet – legemliggørelsen af drømmen om seksuelt frigjorte danske kvinder – og en tekst på arabisk der var uforståelig for flertallet af danskere. Og i øvrigt også for arabiskkyndige. Der var nemlig ingen meningsfuld forbindelse mellem den halvnøgne blondine og de vittigheder teksten fortalte. Alligevel ramte plakaten lige ind i frygten for kontakt med ’de andre’.
Koblingen af tekst og billede havde til formål at vække de ubevidste fordomme om samkvem mellem danske kvinder og arabiske mænd. Og den virkede sandsynligvis på både dansk- og arabisksprogede, præcis fordi den rejste tvivl om afsenderens identitet og hensigt.
For det flertal der ikke kan arabisk, kunne plakaten ligeså godt være opklæbet af indvandrere, f.eks. som en advarsel mod fordærvende kontakt med danskepiger, som af en dansker der ville lokke arabiske kunder til. Ved at lade det stå åbent om plakaten reklamerede, advarede eller ironiserede, gjorde Haaning endnu engang folks fordomme til brændpunktet.
Hans plakat hævede sig dog
ikke over kritik. Men efter min mening var det netop plakatens styrke at den ikke placerede sig i en belærende, politisk korrekt position, men i stedet æggede tildiskussion. Man kan indvende at plakatens præsentation af dansk og arabisk som hinandens modsætninger blot øgede den etniske polarisering ved at sætte lighedstegn mellem de arabiske landes kultur – symboliseret ved de ’ægte’ arabiske vittigheder – og den hybrid-kultur der er udviklet af første, anden og tredje generation af dansk-arabere.
Den kan også kritiseres for at fastholde en forældet idé om nationale kulturer i en tid hvor Europa nedprioriterer den kulturelle nationalisme til fordel for opdyrkningen af et inter-europæisk fællesskab hvor også de multikulturelle og hybride identiteter har en plads. En sådan kritik overser dog at den kulturelle nationalisme stadig er virksom, og at det at kommunikere i et offentligt byrum fyldt med visuelle informationer stiller andre krav til kunsten. Skal budskabet nå ud, må udtrykket være simpelt og hurtigt at aflæse. Af samme grund er Arabiske vittigheder skematisk enkel: dansk kontra arabisk – en metafor for kulturmødet i alle dets afskygninger.

Iscenesættelsen af forholdet mellem ’os’ og ’de andre’ havde en mere aggressiv karakter i Våbenproduktion fra sommeren 1995 hvor Haaning havde engageret unge fra det etnisk blandede Hundige til at være aktører i en art performance-installation i det
lokale kulturhus Portalen. Installationen var indrettet som et arbejdende værksted der bragtemilitante aktivisters autoritetsopgør i fokus. Gennem et vindue til det lukkede lokale kunne man som en værkfører eller politispion overvåge gruppens lyssky fabrikation af håndvåben. Hvorvidt de var til højre- eller venstreekstremister, stod åbent. Det var dermed konteksten der afgjorde identifikationen. I sommeren 1995 verserede der en lokalpolitisk debat om adgangsret til medierne, om minoriteters ytringsfrihed og inddæmning af racisme. Den var foranlediget af at Danmarks Nynazistiske Bevægelse havde søgt om tilladelse til at sende lokalradio fra bevægelsens barrikaderede hovedkvarter ikke langt fra Portalen.
Set i dette lys var oprustningsscenen en påmindelse om en ildeset politisk minoritet i området, om fremmedhad og fremmedfrygt – og om faren for sammenstød mellem højreekstremister og demonstranter.
Jens Haaning har valgt en vanskelig vej. Som ’indfødt’ europæer er han under konstant mistanke for at udnytte de minoriteter han gør til aktører og motiver i sin kunst.
Han er en af de ’gamle’ europæere der ser på de ’nye’ udefra. Han er derfor underkastet en mistanke som næppe ville ramme en kunstner med anden etnisk baggrund. Haaning er blevet kritiseret for en alt for rigid polarisering af kulturelle insiders og kulturelle outsiders. Og et projekt som Våbenproduktion er blevet kritiseret for ikke at ændre noget for deltagerne og udnytte deres i forvejen elendige situation.
En sådan kritik bygger på en idé om at kunst skal være opbyggelig og helst fremstille et positivt alternativ til de gældende forhold. Det er en naiv forestilling, der blot spejler sin egen tolerance i projekter med minoriteter, og den overser, at Haaning ikke stræber efter at være opbyggelig, men efter at synliggøre de etniske spændinger der faktisk er samfundet. Hvorvidt kritikken er berettiget eller ej, skal jeg ikke forsøge at afgøre her.
Efter min mening er en vigtig del af udfordringen i Haanings projekter dét, at de udløser en kritisk diskussion. Præcis derfor kan de rejse spørgsmål på flere niveauer.
De rejser det samfundspolitiske og socialpsykologiske spørgsmål om etniske minoriteters position og gradvise assimilation i de europæiske samfund, det danske i særdeleshed.
Og de rejser det kunstneriske spørgsmål om, hvordan den fremmedfrygt som integration giver anledning til, kan bearbejdes i kunsten så folks grænser flyttes, men uden at ’de andre’ indspindes i orientalismens tvetydige blanding af eurocentrisk nedladenhed og længsel efter frihed fra europæiske livs- og tankemønstre.

Anne Ring Petersen
kunsthistoriker, ph.d., ansat som forskningsadjunkt ved Københavns Universitet. Udgav sidste år bogen Storbyens billeder – fra industrialisme til informationsalder (Museum Tusculanums Forlag)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu