Læsetid: 4 min.

Jeg vil være den perfekte outsider

På sin vis kan man godt sige, at landflygtighed er en forberedelsesproces på selve døden. I en vis forstand dør man, når man forlader sit land.
28. juli 2003

Fremmedhed
»At rejse er at leve,« har H.C. Andersen sagt.
»At rejse er at dø,« er der mange emigranter, der siger. Jeg er en af dem. Her tænker jeg ikke på turistrejser, men på de skæbnesvangre rejser, som får døre til at smække i bag én med et brag, og hvor der ikke er nogen vej tilbage. Fra nu af bliver livet opdelt i to dele. For mit vedkommende hedder de henholdsvis: » Før jeg kom til Danmark« og »Efter jeg kom til Danmark« eller »Før jeg forlod Polen« og »Efter jeg forlod Polen«.
Man dømmer sig selv til rodløshed, splittelse og ensomhed, når man forlader sit land – og den smertefulde proces, man dermed sætter i gang, kommer til at vare resten af ens liv. Tilværelsen får en dramatisk og unaturlig drejning som følge af landflygtighed.
Man forlader alt det, man har kendt, og man afskærer sig selv fra sine rødder. Et livskapitel er definitivt forbi. Man er overladt til emigrantskæbnen – dens problemer og udfordringer.

Eksil er et livsvilkår
Og de er mange. På det åndelige plan afspejler de sig i ambivalente følelser, som er uløseligt flettet ind i hinanden. Ambivalente følelser over for det land man er flygtet fra, og det land man har slået sig ned i. Dem, man har forladt, og dem, man lever iblandt. Eksil er et livsvilkår, som sætter de eksistentielle spørgsmål i centrum.
Hvem er jeg? Hvad laver jeg her? Hvad er meningen med det hele?
Man behøver ikke at være emigrant for at stille sig selv disse spørgsmål – de fleste mennesker gør det på et eller andet tidspunkt i deres liv – men for en emigrant er de eksistentielle problemer livets omdrejningspunkt
Mange eksilkunstnere, ikke mindst digtere og forfattere har gjort udlændighed til centrum af deres forfatterskab. F.eks. den tjekkiske forfatter, Milan Kundera, der i romanen Livets ulidelige lethed spekulerer og filosoferer over emigrantens eksistentielle dilemma.
»Den der er i udlandet vandrer i et tomt rum højt over jorden uden det sikkerhedsnet, som man får i sit eget land, hvor man har familie, kolleger og venner, og nemt kan gøre sig forståelig på et sprog, man har talt siden barndommen«, står der et sted i romanen.

Et naturligt ønske
En anden emigrantforfatter, den russisk/jødiske nobelpristager i litteratur, Joseph Brodsky, sagde engang i et interview: »Jeg vil gerne dø alene på et anonymt motelværelse et eller andet sted i USA.« Mange vil måske mene, at det er et mærkeligt ønske, men for en kosmopolitisk emigrant og outsider er det et naturligt ønske. Det afspejler mest af alt længslen efter at tage afsked med livet dér, hvor man dybest set hører til. Og da man efterhånden ikke hører til nogen steder, så er ønsket om at dø, mens man er ude at rejse både forståeligt og naturligt.
Det ønske kan jeg kun nikke genkendende til. Jeg har ikke lyst til at dø, men i betragtning af, at døden er et uundgåeligt fænomen, har jeg tit tænkt på, at jeg godt kunne tænke mig at dø, mens jeg var på vej – i en raslende togkupé, om bord på et fly eller på et skib.
Kan man overhovedet forestille sig en mere poetisk afslutning på en emigrantskæbne? Man er ude at rejse, og så viser det sig, at det er ens sidste rejse...
De sidste 30 år har jeg boet i Danmark, så man kan vist roligt sige, at Danmark er blevet min skæbne. På godt og på ondt. Der har været perioder – det skal jeg indrømme – hvor jeg var langt nede og tænkte: »Nej, nu er det nok... jeg rejser væk herfra...«
Det er ret typisk, at når man som emigrant er i krise, så har man tendens til at give omgivelserne skylden. Og man fristes til at tro, at hvis bare man rejser væk, så løses alle ens problemer.

Én emigration er nok
Man kan selvfølgelig blive ved med at rejse fra det ene land til det andet, hvis man har kræfter og råd til det. Og det har de færreste. Langt de fleste – og jeg er iblandt dem – siger, at én emigration er nok.
Mere end nok. Alligevel kan jeg ikke lade være med – især når jeg er trist til mode – at tænke på, hvordan mit liv kunne have formet sig, hvis jeg havde bosat mig i et andet land. Men så fanger jeg mig selv midt i disse drømme og siger til mig selv: »Det nytter ikke noget... du bor her i Danmark! Og hvem siger, at dit liv ville være bedre, hvis du boede i New York eller i London...«
Jeg har for længe siden erkendt og indstillet mig på, at mit liv aldrig bliver en sammenhængende og helstøbt tilværelse. Derfor vil jeg gerne være den perfekte outsider eller i hvert fald prøve på at være det. Og hvad vil det så sige?

Splittet og rodløs
For mig at se, drejer det sig først og fremmest om: at kunne rumme og bearbejde sin smerte og længsel, uden at drukne i bitterhed og selvmedlidenhed være bevidst om, at man som emigrant altid vil være splittet og rodløs, indse og acceptere at landflygtighed danner grobund for mange eksistentielle problemer
Det kræver imidlertid, at man kan sætte sit liv i et større sammenhæng og se det i et bredere perspektiv. Det er ikke nemt, men livet som emigrant er heller ikke nemt. Mildt sagt …

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu