Kronik

Den 29. august og Venstres infami

Venstres socialpolitiske hævntogt under Besættelsen er et af de mest pinlige – og mindst kendte – kapitler i Danmarks nyere historie
Debat
29. august 2003

Kronikken
Den 29. august 1943 skrev den ledende modstandsmand – en af grundlæggerne af Modstandsbevægelsens overordnede organ ’Frihedsrådet’ – socialdemokraten Frode Jakobsen til de Konservatives fhv. leder Christmas Møller i London: »Nu er det først, det rigtigt begynder.... Det første store skridt er taget – det, vi hver på sin vis har stridt og slidt for«. Det, som de havde stridt og slidt for, var at bringe Danmark fra den såkaldte ’fredsbesættelse’, som Nazi-Tyskland havde garanteret Danmark i forlængelse af besættelsen den 9. april 1940, til en ’krigsbesættelse’. At Danmark var ’fredsbesat’ vil sige, at landet kunne opretholde en vis indenrigspolitisk suverænitet. I sidste instans var det dog tyskerne, der bestemte. Derfor er udtrykket ’samarbejdspolitikken’ om den politik, som blev ført frem til den 29. august 1943 misvisende. Et samarbejde må jo bygge på frivillighed, ligesom det må forudsætte muligheden for et brud i i tilfælde af uenighed. Hvor var disse muligheder for de danske politikere i årene 1940-43? De var der ikke!
I månederne op til den 29. august 1943 var sabotagen rettet mod besættelsesmagten tiltaget. I juni havde der været 50 tilfælde, i juli 93 og i august 220. I den situation følte Hitler sig så provokeret, at den danske SVKR-samlingsregering blev stillet overfor krav om, at der »ufortøvet« skulle indføres dødsstraf for sabotage, besiddelse af skydevåben eller sprængstoffer. Der skulle endvidere oprettes »hurtigdomstole« og indføres skærpet pressecensur og udgangsforbud mellem kl. 20.30 og 5.30, ligesom enhver forsamling over fem personer skulle forbydes. Regeringen afviste disse krav den 28. august og gik af – afløst af det såkaldte ’Departementchefstyre’ frem til befrielsen i maj 1945. Om natten til den 29. august trådte det tyske militær i aktion mod det, der var tilbage af det danske – opretholdt i kraft af fredsbesættelsesordningen. Flere steder kom det til kampe. Den del af flåden, som lå ved Holmen, sænkede sig selv – enkelte skibe nåede til Sverige.
»Nu er det først, det rigtigt begynder... «, skrev Frode Jakobsen, og det kan man roligt sige.

Efter den 29. august fulgte henrettelser og deportationer af modstandsfolk og kommunister til tyske KZ-lejre, hvad der kostede mange livet. Danske nazister svarede igen på Modstandsbevægelsens sabotage med såkaldt ’schalburgtage’ – opkaldt efter en kaptajnløjtnant i Garden, der dræbtes som leder af det 8.000 mand store ’Frikorps Danmark’, som kæmpede på tysk side i Rusland. I oktober 1943 iværksattes en aktion mod de danske jøder, og i september 1944 en aktion mod og opløsning af det danske politi, hvad der førte til stigende kriminalitet. De tilfangetagne ca. 2.000 politifolk førtes til KZ-lejren Buchenwald. Også ca. 250 tilfangetagne grænsegendamer førte til tyske KZ-lejre. »Det første store skridt er taget – det, vi hver på sin vis har stridt og slidt for« nemlig en krigstilstand i forhold til Tyskland også kaldet ’norske tilstande’. Norge havde den 9. april 1940 fået tilbudt en ’fredsbesættelse’ på lige fod med Danmark. Men nordmændene besluttede sig for modstand mod tyskerne i håb om engelsk støtte. Den udeblev i det forventede omfang, og derfor ombestemte nordmændene sig – men det lykkedes dem ikke at få ’danske tilstande’. Hertil kom at den norske nazifører Vidkun Quisling stod parat til at overtage magten. Hitler fastholdt derfor krigsbesættelsen af Norge.
Den forhandlingspolitik, som SVKR-samlingsregeringen – dannet umiddelbart efter besættelsen – førte med tyskerne 1940-43, var ikke just heroisk. Men den havde almindelig folkelig opbakning helt frem til foråret 1943, hvor SVKR-partierne og Retsforbundet fik 95 procent af de afgivne stemmer ved valget den 23. marts – et valg, hvis deltagelses-procent på 90 havde været den højeste indtil da. I løbet af sommeren 1943 stod det imidlertid klart for alle, at det nu kun var et spørgsmål om tid, før Nazi-Tyskland ville være besejret. I den situation vendte flere sig kritisk mod den ’forhandlingspolitik’, som de indtil da havde støttet!
Ikke desto mindre har mange historikere m.fl. siden da ladet folket krybe i ly bag politikerne, i stedet for at se den kendsgerning i øjnene, at heroismen ikke rigtigt havde tag i folket efter nederlaget til Preussen og Østrig i 1864.

Anders Fogh er en af de mange,der har kritiseret »fortidens usle (!) tilpasnings-
(udenrigs)politik, hvor Danmark holdt lav profil, og hvor vi med alle midler søgte at smyge sig uden om konfrontationer og begivenheder, der kunne give problemer« (Politiken 5. november 2002.). Mener han mon, at vi burde vi have søgt revance over Preussen under den fransk-tyske krig i 1870 eller deltaget i Første Verdenskrig eller kæmpet heroisk den 9. april 1940? I det sidste tilfælde ville København være blevet bombet, sådan som Warszawa, Rotterdam, London, Beograd, Coventry og mange andre byer siden blev det, og i det første tilfælde ville ’jernkansler’ Bismarck måske have snuppet resten af Danmark. Nå – men her i foråret gjorde Fogh da et behjertet forsøg på at rette op på vor tilpasnings-usselhed ved at lade Danmark deltage i Irakkrigen – på et aldeles løgnagtigt og folkeretsligt uholdbart grundlag. Det er da altid en begyndelse!
Hans Kirchhoff har – som en af Besættelsestidens ledende historikere – set det som en af sine vigtigste opgaver at dementere myten om, at SVKR-politikerne
i forbindelse med opgivelsen af ’forhandlingspolitikken’ den 29. august 1943 stillede sig på Modstandsbevægelsens side ved at ønske bruddet med besættelsesmagten. Han har dokumenteret, at et flertal af politikerne i virkeligheden gerne havde fortsat ’forhandlingspolitikken’ – i et forsøg på at skærme befolkningen mod en ’krigsbesættelses’ alvorlige konsekvenser. Det vedkendte de sig ikke i befrielsesrusen i sommeren 1945, hvad Kirchhoff stærkt har beklaget.
Hans sympati ligger hos Modstandsbevægelsen og da ganske særligt hos de kommunister, som blev nogle af dens hovedaktører. To af de øvrige modstands-grupperinger repræsenteredes dels af Konservativ Ungdom og dels af det kristeligt fascistoide Dansk Samling. For samtlige disse tre grupper gjaldt det, at de forud for Besættelsen havde været anti-demokratisk orienterede med
totalitære forbilleder – DKP i stalinismen og KU og DS i nazismen. Men under Besættelsen var de altså villige til at give deres liv i kampen for et demokratisk Danmark! Hertil kom at kommunisterne i årene 1939-41 var allierede med Nazi-Tyskland i kraft af Hitler-Stalinpagten – en kendsgerning, som Kirchhoff i lighed med mange andre venstrefløjs-historikere går meget let hen over.
Det var disse tre modstands-grupper den i en overgangsperiode udpegede formand for Socialdemokratiet Alsing Andersen – Hans Hedtoft havde i febr. 1941 måttet forlade sin formandspost efter krav fra tysk side ligesom partisekretæren H. C. Hansen – tænkte på, da han udsendte et cirkulære til sine partifæller den 2. september 1943, hvor han ålede »chauvenist- og kommunistkredse« for deres kritik af forhandlingsspolitikken med besættelsesmagten. »Gennem tre år viste vor politik sin berettigelse og sin holdbarhed. Målet: at skåne land og folk for krigstiden ulykker nåedes så vidt, at ingen anden politik kunne have givet blot tilnærmelsevis lige så godt resultat. Men denne vej frem er blevet undermineret af Christmas Møllers agitation i radioen i forbindelse med den koalitation af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler« – dvs. SVKR-politikernes samarbejde herom.

Alsing Andersen måtte høre megen kritik i anledning af dette cirkulære. Set i et længere perspektiv forekommer hans harme imidlertid yderst begribelig. Det må have været mere end drøjt for socialdemokraterne at bivåne, hvordan højreorienterede, fascistoide kræfter, »der aldrig tidligere havde interesseret sig en døjt for folkets demokratiske og sociale rettigheder« (Alsing Andersen), men som tværtimod havde modarbejdet SR-regeringen Stauning-Munchs reformpolitik, her i 1943 vandt folkets applaus – sammen med kommunisterne. Disse havde ved Besættelsestidens begyndelse været om muligt endnu mere upopulære end nazisterne – som et lydigt halehæng til det stalinistiske diktatur, som forvarere af Sovjets overfald på Finland i november 1939 og som deltagere i Hitler-Stalinpagten 1939-41. Disse »professionelle provokatører og opviglere«, som ikke havde været »tynget af noget som helst hensyn til dette land«, men »som havde deres interesser ganske andre steder« (Alsing Andersen), dvs. i Sovjet. Som nævnt har Hans Kirchhoff følt sig stærkt udfordret af politikernes forsøg på hen mod Besættelsens slutning og efter Befrielsen at gøre fælles sag med Modstandsbevægelsen. For mit eget vedkommende føler jeg mig langt mere udfordret af myten om det ubrydelige sammenhold under Besættelsen. Kendsgerningen er nemlig, at der især i de første år var tale om en skærpet klassekamp. Dette klassekamps-afsnit af Besættelsestiden er imidlertid blev massivt ignoreret i historiebøgerne. Det erkender Kirchhoff da også i sin seneste bog Samarbejde og modstand under Besættelsen’ (2001): »I den grad er klassekampen blevet undertrykt af den brede nationale konsensusopfattelse«, at man »forstår den socialdemokratiske historiker Henning Tjørnehøjs frustrationer, når han råber i ørknen om Venstrebøndernes hævntogt mod arbejderne i 1940« – og i 1941-1942, således som jeg beskriver det indgående i min bog Fremad og atter fremad... (1998).

Venstre havde været alvorligt trængt i 1930’erne – såvel ideologisk som mandatmæssigt. De Madsen-Mygdalske ’frie markedskræfters frie spil’ kom til kort under den økonomiske verdenskrise, og fra 1936 fik S og R omsider flertal også i Landstinget, hvor VK-flertallet indtil da havde kunnet standse den lovgivning, som var imod deres interesser – på trods af, at der var SR-flertal for den i Folketinget. Tiden fra 1936 til 1940 blev derfor en rig reformperiode. Venstre rasede og spejdede efter en mulighed for at rulle disse reformer tilbage. Muligheden kom – med den tyske besættelse af Danmark! Venstre brugte denne periode til at forringe 1933-Socialreformen. Bl.a. blev tab af stemmeret for modtagelsen af socialhjælp genindført. Endvidere gennemtvang Venstre et lønstop, mens landbruget fik i pose og sæk. Kornpriserne blev fordoblede og trak dermed hele prisniveauet med op. Unge landarbejdere blev på Venstres foranledning stavnsbundet til hjemegnen – tre år efter, at man ved store fester ud over landet havde fejret 150-året for Stavnsbåndets fjernelse – og unge byarbejdere kunne tvangsanvises til arbejde på landet til lavere lønninger. Venstres pression bestod i en trussel om at forlade den SVKR-samlingsregering, som blev dannet umiddelbart efter den 9. april 1940. De tre øvrige partier foreholdt Venstre, at tyskerne evt. kunne tænkes at bruge den herved skabte politiske uro til at indsætte en dansk nazi-regering. Venstres svar var, at det måtte blive de øvrige partiers ansvar. I sin disputats om ’Augustoprøret’ fortæller Kirchhoff, at mens han fik fri adgang til partiarkiverne hos SKR-partierne, så blev denne adgang nægtet ham hos Venstre! Hvor man dog forstår ’Danmarks liberale Parti’.
Dette Venstres socialpolitiske hævntogt under Besættelsen, er et af de mest pinlige kapitler i vor nyere historie – og som nævnt et af de mindst kendte. I såvel Gyldendals' videnskabelige’ Danmarkshistorie bd. 7 (1988) som Gyldendals og Politikens' populære’ Danmarkshistorie bd. 13 (1991) ofres der kun et par linjer på sagen. Selv blandt yngre besættelsestids-historikere er det ikke velset at fremdrage Venstres infami. Faghistorikeren Joachim Lund har således i Weekendavisen beklaget mit »permanente korstog mod partiet Venstre«.

*Henning Tjørnehøj
er socialdemokratisk historiker og har i bøgerne Rigets bedste mænd’ (1990) og Fremad og atter fremad ... (1998) skrevet om Besættelsestiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her