Læsetid: 2 min.

Aktier har social slagside

Hvor går grænsen for danske lønmodtageres loyalitet og samfundssind?
Debat
28. august 2003

Økonomi
Den første kvindelige tyrefægter i Europa, Cristina Sánchez fra Madrid, blev i et interview i El País (1998) spurgt, hvad hendes første målsætning ville være hvis hun blev valgt til præsident. Hun svarede: »Økonomisk lighed mellem mennesker. Der bør ikke være så stor forskel mellem rige og fattige.«
Den tilfældige læsning af interviewet med denne lidt perifere, men interessante, person fik mig til at tænke på de euforiske meldinger om aktiekursernes stigning på Københavns Fondsbørs i den forløbne uge.
På 48 timer, fra 18. til 20. august 2003, tjente fortrinsvis de store investorer på børsen i København over 100 milliarder kroner på kursgevinster på børsnoterede aktier. Jeg formoder, at der skal betales skat af indkomsterne. En del af disse indkomster tilfalder sikkert små investorer med beholdninger under den skattepligtige bundgrænse på 130.000 kr., og det dobbelte for ægtefæller. Aktieindkomster af børsnoterede aktier, der er ejet i mere end tre år, kan jo være skattefrie op til bundgrænsen. Skattepligtigheden rammer først indkomster over bundgrænsen: de første 41.100 kr. med 28 procent og resten med 43 procent. Taber man på sine aktier, kan tabet modregnes i fortjenesten – såfremt aktierne har været i ens besiddelse i over tre år og beholdningen er over bundgrænsen. De store investorer er her klart favoriseret hvad angår beskyttelse imod kurstab.
Man skal satse rigtigt (børsnoterede aktier), meget og længe før samfundet kan acceptere modregning af tab i senere avancer.
Taber man imidlertid beløb i størrelsesordenen 60.000 kr. som lille investor med aktiebeholdning under bundgrænsen, så er der ingen kære mor.

’Tilpasning til markedet’
Små investorer tabte for mindre end et år siden beløb i denne størrelsesorden på VESTAS-aktier. Ideen med indirekte at favorisere de store investorer i skattelovgivningen er at de skaffer flere midler end de små til sunde virksomheder med adresse i Danmark, så disse kan blive endnu sundere. Det er tilsyneladende et velbegrundet princip – isoleret betragtet. Det giver jo flere arbejdspladser – med mindre pengene bruges til rationaliseringer og efterfølgende massefyringer. ’Tilpasning til markedet’, kalder man det. Tænk på de 1.600 TDC-medarbejderes skæbne i indeværende år! »Sådan er livet!«, svarede én af de store vinder-aktionærer i TV 2 for åben skærm, adspurgt om han ikke kunne føle med de afskedigede medarbejdere på TDC. Den lille investor vil ofte være lønmodtager, måske TDC-medarbejder. Det er historisk ironi at medarbejderes fyring kan styrke den aktie som hans/hendes arbejdsplads er afhængig af.
Skatteminister Sven Hovmand har for nylig, meget forjættende, forbedret forholdene for medarbejdere, hvis aflønning i fremtiden i højere grad end tidligere kan bestå af medarbejderaktier. Men den almindelige medarbejder med en lille aktiebeholdning vil altid være fortabt – som lønmodtager og som investor - hvis den virksomhed han arbejder for og investerer i, går ned. Ingen dækker hans kurstab. Han gambler mere end den store investor. Men måske tænker Hovmand på medarbejdere i sværvægtsklassen som f.eks. Henning Dyremose, der selv tjente på at måtte føre kniven.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her