Læsetid: 1 min.

Bendt Bolig-haj

Det er muligt, at økonomiministeren ikke har den fornødne indsigt i markedsøkonomien til at forstå omfanget af sin forbrydelse
Debat
22. august 2003

Bolig
Den store løgn i boligdebatten er, når spekulationspriserne på ejerboliger kaldes for markedsprisen.
På et velfungerende marked vil prisen på en vare være lig med udgifterne ved at producere pågældende vare, herunder en forrentning af den medgåede kapital. På boligmarkedet svarer dette ca. til hvad der betales for almennyttige og ældre private lejeboliger (fra før 1990), samt andelsboliger.
Når nu økonomiministeren vil sælge boliger, der i forvejen betales den tilnærmelsesvise sande markedspris for, til de uhyrlige spekulationspriser, der er gældende for ejerboliger, må han ganske enkelt betegnes som bolighaj.

Spørg Anders Fogh
Det er muligt at den forhenværende politimester ikke har den fornødne indsigt i markedsøkonomi til at forstå omfanget af sin (moralske) forbrydelse. Han må i givet fald søge oplysning hos sine underordnede i økonomiministeriet eller hos sin overordnede minimalstatsministeren, der ikke kan undskyldes med uvidenhed på området. Minimalstatsministeren (Anders Fogh Rasmussen) har tidligere erklæret at Venstre er »den lille mands parti«. Resultatet af privatiseringen på boligmarkedet vil enten være, at ’den lille mand’og ’kassedamen’ bliver hjemløse, idet de ikke kan finde en bolig, de kan betale, eller at spekulationsboblen på ejerboligmarkedet brister, hvorved en masse boligejere (Bendt og Anders’ kernevælgere) mister en stor del af deres indbildte formue. I begge tilfælde må lovforslaget betegnes som ualmindeligt unyttigt.
Skabelsen af et velfungerende frit boligmarked vil kræve et langt sejt træk, med gradvis afvikling af skattesubsidieringen af ejerboliger og kontante indgreb over for de institutionelle spekulanter i finanssektoren, der kan sikre at samfundets opsparing går til realinvesteringer, herunder boligbyggeri, og ikke til spekulationsbobler. Alt andet, og særligt bolighajs-lovforslaget, vil virke som en elefant i en porcelænsbutik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her