Læsetid: 4 min.

Colin Powell og det amerikanske diplomatis fiasko

Det kræver ikke stor indlevelsesevne at forestille sig, at Irak-krigen absolut ikke var den amerikanske udenrigsministers kop te
Debat
6. august 2003

Hvor store var forhåbningerne ikke, da Colin Powell tiltrådte som USA’s udenrigsminister! Og hvor lovende var ikke hans begyndelse! Powells første embedshandling var at indkalde hele sin stab og give den en sand opsang om amerikansk diplomatis ædle traditioner. Og det var netop, hvad der var brug for i USA’s udenrigsministerium, der på det tidspunkt var ved at gå til i indre rivninger på grund af en dum skandale om en forsvunden laptopcomputer med tophemmelige oplysninger. Samtidig befandt mange af ministeriets kernemedarbejdere sig i dyb depression over alle deres skønne spildte kræfter for at opnå et afgørende gennembrud i fredsprocessen i Mellemøsten, før Clinton gik af. Den entusiastiske nye chef for det amerikanske diplomati blev derfor budt velkommen med noget nær ekstatiske klapsalver.
Nu – mere end et år før næste præsidentvalg – har Colin Powell og viceudenrigsminister Richard Armitage så bebudet, at de ikke agter at fortsætte i deres embeder, såfremt Bush bliver genvalgt. Dette er måske ikke så overraskende set i lyset af, at Powell tidligere aldrig lagde skjul på sit ubehag ved storpolitik, og at det i sin tid krævede stor overtalelse fra Bushs side at formå ham til at påtage sig udenrigsministerposten.
At Powell valgte gå med i Bushs regering, ser ud til at have beroet på to faktorer. For det første var posten som udenrigsminister tillokkende, fordi den ville gøre det muligt for Powell at trække på sine brede internationale erfaringer. For det andet besidder Powell en højt udviklet pligtfølelse. Som sort, moderat republikaner satte han stor pris på Bushs erklærede hensigt om at danne en regering, der var både multietnisk sammensat og havde filosofisk vidsyn. Som andre moderate kræfter i Bushs regering – hvoraf de fleste nu er væk – kan Powell også have følt sig medansvarlig for at give moderate stemmer maksimal indflydelse i USA’s øverste magtelite.
Men Powell formåede slet slet ikke at blive ’en af gutterne’ i inderkredsen omkring Bush. Han faldt ganske enkelt aldrig rigtig til. Da han engang besøgte Bushs ranch i Crawford, ankom han iført marineblå blazer og grå flannelsbukser. Som kommentar til den iøjnefaldende kontrast mellem sin egen tøjstil og Bushs slidte cowboy-antræk, leverede den firestjernede general følgende sarkastiske replik til det forsamlede presseopbud: »Som I ser, er jeg ikke meget for det dér ranch-kluns.«
Powell gjorde sig heller ikke i ideologi. At dømme efter hans bemærkelsesværdige tilbageholdenhed i det seneste år, er chefen for USA’s diplomati bestemt ikke ynder af unilateral udenrigspolitik og forebyggende krige. Tværtimod har hans naturlige præference altid været at søge det brede internationale samarbejde og som tidligere soldat med kamperfaring vil han gå meget langt for at undgå at sende amerikanske tropper i felten, hvis det på nogen måde kan undgås.
Bekymringer for krigens vanskelige efterspil i Irak og ærgrelse over den pinlige fiasko i forhold til at finde de stærkt opreklamerede masseødelæggelsesvåben kan også have bidraget til Powells beslutning. Ham var det jo, der tegnede sig for en af de mest autoritative vurderinger af Iraks formodede terrorvåben på et kritisk tidspunkt under diskussionerne i FN’s sikkerhedsråd. At Powell og Armitage (der er langt mere en Bush-type) har bebudet at gå af sammen, er et stærkt indicium for, at begge betragter det amerikanske diplomatis resultater under deres ledelse som lidet succesrige og derfor gerne vil tilbyde Bush en renvasket tavle, såfremt han skulle genvinde præsidentposten.
Hvis det er tilfældet, må Powell i sandhed føle sig som en forbitret mand. Terrorangrebene den 11.9.2001 stækkede hans og andre moderate kræfters autoritet og indflydelsesmuligheder på et tidspunkt, hvor de kunne kappes jævnbyrdigt med høgene om præsidentens gunst.
Ved at forblive på jobbet da stemningen i Bush-regeringen skiftede til fordel for hardliner-fløjen, åbnede Powell op for at lade sig udnytte og bruge i høgenes spil.
Med sit ry som en moderat hædersmand og dygtig mægler med kosmopolitisk horisont var Powell et kæmpeaktiv for Bush i forhold til at overbevise andre lande, ikke mindst i Europa, om, at den amerikanske regering kunne overtales til at anlægge en mere multilateral og samarbejdende politik. Så dygtig var Powell, at han næsten var i stand til at vinde den offentlige mening i Europa for den amerikanske sag, mens han samtidig efterlod Europas professionelle diplomater i dyb forvirring.

Rent bord i ministeriet
Hvis der skal gøres helt rent bord i USA’s udenrigsministerium forud for en forventet ny Bush-periode, er den almindelige antagelse, at dette sidste refugium for en relativt liberal tankegang i givet fald vil blive forsøgt drejet skarpt til højre. Condoleeza Rice, den nuværende sikkerhedsrådgiver, står til at blive ny udenrigsminister, mens Paul Wolfowitz – en af Irak-krigens ivrigste fortalere – står til at overtage hendes stilling. Den næste Bush-regering vil på den måde i det mindste kunne tale med én stemme, selv om vi europæere utvivlsomt ikke vil bryde os om, hvad den siger.
At høgefløjens massive dominans vil fortsætte, er imidlertid ingenlunde givet. Det vil fremfor alt afhænge af, hvordan begivenhederne udvikler sig i Irak. Forsætter de amerikanske tabstal med at stige, udgifterne til interventionen med at løbe løbsk og varer andre landes modvilje mod at bistå ved, bliver Bush ganske enkelt nødt til at anlægge en mere samarbejdsvillig holdning over for FN. ’Rumsfeld-doktrinen’ om mindre, lettere og hurtige hærstyrker har vist sig ikke at slå til over for de store vanskeligheder, som den amerikanske besættelsesmagt i øjeblikket har med at tilvejebringe sikkerhed og orden i Irak. Udenrigspolitik er sjældent det afgørende tema i amerikanske præsidentvalgkampe. Men kombinationen af udviklingens skæve gang i Irak og de tomme chefstole i USA’s udenrigsministerium kan meget vel medføre, at det vil komme til at stå højere på dagsordenen i 2004 end ellers.

*Mary Dejevsky er fast kommentator for The Independent og Information

*(c) The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her