Læsetid: 4 min.

Elegi for Albanien

Hvordan grundlægger man et sundt demokrati på resterne af et totalitært regime? ’Det ny Irak’ kan lære af de albanske erfaringer
27. august 2003

INTERNATIONAL
USA’s myndigheder var næppe forberedt på, at Irak ville gå helt i opløsning som stat efter Saddams fald. Præcis hvilken udvikling Bushs rådgivere så for sig er uvist.
Men man gå ud fra, at de snarere havde forestillet sig, at landet hurtigt ville afkaste diktatorens åg og træde i karakter som et bedre og tryggere sted at være.
Det er i bedste fald en utilgivelig naivitet, som ligger bag denne optik – en naivitet, som samtidig er udtryk for et af de farligste træk ved USA’s nuværende udenrigspolitik: Troen på at det amerikanske system er alle andre livsformer så objektivt overlegent, at alle vil forsøge at kopiere det, så snart de får chancen for det.
Den sørgelige tilstand, Irak befinder sig i, leder tankerne i retning af et andet land, som også led under en grusom og paranoid diktator igennem mange år. Albanien er en sjælden gæst i nyhedsbilledet, og får endda så lidt opmærksomhed fra omverdenen, at landet ikke engang er dækket af rejseguiden Lonely Planet. Dette til trods for at Albanien befinder sig midt i Europa, halvvejs mellem Rom og Istanbul, og kan lære os vigtige ting om, hvad der skal til for at udvikle et anstændigt eller i det mindste nogenlunde moderne, fungerende samfund på ruinerne af et totalitært regime.
Fra 1944 til 1991 var Albanien en totalitær etpartistat. Landets stærke mand var Enver Hoxha, stalinisten som først brød med Jugoslavien (1948), siden med Sovjetunionen (1961) og til sidst med Kina (1978). Hoxhas Albanien var verdens mest isolerede land. Kontakten med omverdenen var begrænset til officielle delegationer, som håndterede handelsspørgsmål og et minimum af diplomatisk repræsentation, hvortil kom sjældne besøg af sikkerhedsgodkendte stalinister fra andre lande og lidt smugkigning af Rai Uno langs kysten. Religion blev totalt forbudt i 1967, udenlandsrejser ligeledes.
Albanere, som kunne fremmedsprog, var blandt de uhyre få, som fik lov til at rejse. En af dem, som nu er professor ved universitetet i Tirana, fortæller, at han arbejdede ved ambassaden i Dar-es-Salaam, Tanzania lige indtil han på grund af en misforståelse kom til at hilse på en sovjetisk diplomat ved at give ham hånden. Efter dette fejltrin blev han afskediget og straks sendt hjem i vanære.

Socialismens fyrtårn
En anden fortæller, at han var tolk, når norske stalinister kom på besøg for at hylde »socialismens fyrtårn«. Når han ved disse lejligheder fik en sjælden anledning til at fortælle udlændinge, hvilken mareridtsagtig fangelejr albanerne levede i, prøvede han at tilhviske de tilrejsende nogle sandhedens ord. Men, som han siger i dag, viste de sig at være »totalt hjernevaskede«. De troede kun på partiet, og ikke på det, som de kunne se med deres egne øjne.
I den sidste paranoide fase af Hoxhas regeringstid (han døde i 1985) beordrede han opførelsen af 700.000 enmandsbunkere i beton, placeret på skråninger og højdedrag rundt omkring i landskabet og hver udstyret med et smalt skydeskår foran. Disse bunkere var led i forberedelsen til »den store folkekrig mod imperialismen«. Havde han valgt at bygge boliger i stedet, kunne alle albanske familier have fået en toværelses-lejlighed med bad for den samme pris.
Der er nu gået over 10 år, siden Hoxha-statuen i Tirana blev revet ned. Albanerne valgte selv en præsident, og landet indførte markedsøkonomi.
Selvfølgelig er albanerne glade for, at de har frihed til at rejse og kan sige deres mening og se lige så meget italiensk fjernsyn, som de lyster. Samtidig er mange dog dybt desillusionerede. Rejser man i Albanien i dag, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at hestevogn stadig er et almindeligt befordringsmiddel, at de halvkugleformede bunkere stadig er at se overalt som spøgelses-agtige minder fra en uhyggelig tid, at fabrikkerne ligger stille, og at det er meget sparsomt med ny infrastruktur. Rejser man sammen med albanere, vil de kunne fortælle, at de prangende nye huse man kan se mange steder, specielt mellem Tirana og Durrës, stort set alle tilhører kriminelle mafiatyper.

Fattigere professor
Min albanske hjemmelsmand sagde ikke uden bitterhed, at de eneste albanere, hvis levestandard var steget, var forbrydere, mange af dem med prostitution og narkotika som specialiteter. Selv var han som universitetsprofessor fattigere i dag, end han havde været under Hoxha. Han tilføjede endvidere, at det socialistparti, som i dag regerer, på sin vis er lige så håbløst i sit magtmisbrug, som kommunisterne var: »Det eneste, som interesser dem, er at styrke deres magt og stikke mest muligt i egne lommer.«
Dagens Albanien er formelt et demokrati, men det er ikke et land, som udvikler sig i en retning, som nogen havde ønsket. Det skyldes, at forudsætningerne for en positiv udvikling ikke var til stede. Infrastrukturen er elendig – Albanien har kun én lufthavn og et skrøbeligt vejnet, en forældet sværindustri og en ustabil strømforsyning.
De eksisterende politiske strukturer kunne på ingen måde blot erstattes af fungerende, demokratiske institutioner over natten. Dagens albanske politik er som en blanding af den kommunistiske og den førkommunistiske, hvor meget af den reelle magt lå hos klanledere. Endelig har der ikke kunnet udvikles noget civilsamfund i en kultur, som i århundreder var jordbaseret, før den blev totalitær, og hvor befolkningen havde minimal viden om verden udenfor og savnede elementære kundskaber om demokrati, markedsøkonomi og meritokrati. I 1992 begik arbejdere hærværk på deres fabrikker i den tro, at udenlandske bistandseksperter blot ville opføre nye til dem.
Meget lidt er sket, og det er først nu, at arbejdet med at skabe et moderne, oplyst samfund begynder – med hjælp fra udenlandske organisationer, som lægger vægt på uddannelse.
For dem, som endnu tror, at vestligt demokrati og velfungerende markeder kommer af sig selv, bare folk får chancen, er det meget at lære af Albanien. At de albanske erfaringer kan kaste lys over Irak og dets fremtid, er desværre kun alt for oplagt.

*Thomas Hylland-Eriksen er professor i socialantropologi

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu