Læsetid: 4 min.

Fodnote til Kulturkampen

Med henvisningertil bl. a. Bismarck, Orwell og en ny fransk semantik, som man bør holde øje med
Debat
7. august 2003

INTERNATIONAL
Dette er en fodnote. Det vil sige nogle apropos'er til den Store Debat.
En ældre fransk kollega, som jeg viste et eksemplar af Information, fik øje på en artikel mærket 'Kulturkamp' og spurgte: »Aha, det handler om Bismarck?« Jeg forklarede, at det var den danske regering, der havde kastet sig ud i en kampagne betegnet som 'Kulturkamp'.
Det er faktisk et af de få tyske ord (der mangler bare et f i enden), der er forholdsvis kendt i Frankrig, i hvert fald i historiebevidste kredse. Det er uløseligt forbundet med Bismarck – der har et dårligt navn i Frankrig som i Danmark, og til dels af parallelle grunde (henholdsvis Alsace-Lorraine og Slesvig-Holsten, for nu at forenkle).
Hvis man skal yde Bismarck retfærdighed, må man nok sige, at hans udenrigspolitik i det lange løb var moderat og ansvarsbevidst, men at han i øvrigt var hensynsløs og antidemokratisk. Men det var altså ham, der historisk lagde navn til begrebet Kulturkampf (1871-78) – en kamp, der gik ud på at nedbryde den katolske kirkes magt i Tyskland.
Det ved Anders Fogh Rasmussen selvfølgelig godt. Det kan ikke være fordi han ønsker at gøre den forhadte Bismarck til sit forbillede. Men ellers er parallellen perfekt: Fogh går til kamp mod, hvad han betragter som et kulturradikalt pavedømme og dets præsteskab af ’smagsdommere’. Og når man tager i betragtning, at Bismarck senere gik så vidt som til at alliere sig med det katolske parti, Zentrum, for at bekæmpe socialdemokraterne, så bliver den store preusser i mere konkret forstand et værdigt forbillede for Fogh.

Newspeak vinder frem
Bismarck spøger også i den udlægning af velfærdsstaten, som historikeren Søren Mørch fremfører i det tankevækkende interview i Information den 19.-20. juli (i serien Kulturkamp). Velfærdsstaten er »ikke lavet til ære for de fattige«, siger Mørch. Den er »konservativ. Den sikrer ro på bagsmækken.« Mørch siger det ikke, men det er en præcis karakteristik af velfærdsstaten i bismarcksk forstand, og det kan ikke bestrides, at Bismarck netop var ophavsmanden til velfærdsstaten i dens første, elementære form.
Men ved denne udlægning frakender man socialdemokraterne paterniteten til det, der grosso modo blev deres eksistensberettigelse, og som de gennemførte i det lange løb ud fra andre motiver: Solidaritet, rimelighed, social retfærdighed og en vis udligning.
Man kan selvfølgelig sige, at det alt sammen er et spørgsmål om optik, men vi er på vej ud i en orwellsk afsporing af debatten. Hermed hentyder jeg til George Orwells roman 1984, en fremtidsroman fra 1948, der handler om det gennemført totalitære samfund, hvor magtapparatet udtrykker sig i ’newspeak’ – et propagandasprog, hvor fred faktisk betyder krig, demokrati diktatur, sejr nederlag osv.
Denne tendens, som jeg ser tegn på, bl. a. i Mørchs udtalelser om venstrefløjen, har man allerede kunnet iagttage i Frankrig i årevis. De borgerlige partier og arbejdsgiverne – ivrigt sekunderet af de toneangivende medier – lægger stor vægt på at fremstille det 20. århundredes sociale landvindinger som ’privilegier’ for bestemte kategorier af lønmodtagere, arbejdsløse, gamle, fattige osv. – og at betegne dem, der gør modstand mod sociale nedskæringer, som ’konservative’.
Der tales uafladeligt om behovet for ’reformer’ men ordet reform, der oprindelig havde en progressiv betydning (jordreformer, sociale reformer etc.), er i den nu officielle sprogbrug næsten uden undtagelse ensbetydende med det modsatte.

Restaurationen
Endnu et eksempel på den franske newspeak: Ordet ’socialplan’ betyder i dag fyring af personale i en stor virksomhed. Oprindelig betød det sociale ledsageforanstaltninger, men hvad enten sådanne forekommer eller ej, så er ’socialplan’ simpelt hen blevet den vedtagne betegnelse for masseafskedigelse – et hyppigt forekommende fænomen.
Hvad angår situationen i Danmark, er Søren Mørchs fremstilling utvivlsomt holdbar ud fra en bestemt optik, men den fører også direkte ud i newspeak, fordi venstrefløjen – »tilfreds i det bestående« – bliver forsvarer af status quo og således konservativ, mens den borgerlige regering bliver progressiv i og med, at den kræver forandring, handling.
Hvis en revolutionærs første pligt er at lave revolution, som Che Guevara sagde, hvad skal han/hun så gøre, når revolutionen bagefter angribes af kontrarevolutionære? Nødvendigvis kæmpe imod denne ’forandring’. Er det at være konservativ?
Denne stærkt komprimerede model kan måske omskrives. Hvis det i det 20. århundrede lykkedes socialdemokraterne i en række lande – iøvrigt ofte med aktiv eller passiv tilslutning fra centrum-højre – at tæmme kapitalismen og indrette samfundet efter visse sociale kriterier, kan det betragtes som en langsom revolution, og det, vi oplever nu med de liberalistiske kriteriers sejrrige tilbagevenden, er en restauration. Modstand mod restaurationen er ikke konservatisme.
Men selvfølgelig er det ikke nok at forsvare opnåede resultater, ’det bestående’. Der er stadig brug for et offensivt initiativ, reformer i den oprindelige betydning af ordet, svar på nye udfordringer. Lykketofts plan om at »kvalificere den overflødige gruppe af mennesker med mere uddannelse« er et positivt eksempel.
Det er rigtigt, at man ikke kan være venstreorienteret, hvis man ikke ønsker handling og forandring. Selv når venstrefløjen har haft vinden i ryggen og har opnået resultater, må den betragte samfundet og demokratiet som noget, der stadig skal forbedres, demokrati som en fremadskridende proces. Willy Brandt sagde det enkelt og smukt: »Mehr Demokratie wagen! «

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her