Forbud mod køn

Køn
Jurist Ann Lehmann Erichsens tanker om kønsroller i ferietiden har ført til en kronik den 29. juli. Hun skriver positivt om mænds ubekymrede tilgang til børneopdragelse og vil gerne have, at mænd skal præge pigebørn, så de ikke bliver så feminine og pylrede.
Indtil dette punkt er kronikken en rimelig fremstilling, som jeg stort set kan tilslutte mig. Men så når Erichsen frem til, at forskellen mellem kønnene er noget forkert og bør afskaffes. Fra da af slår det klik for kronikøren.
Hun skriver: »For at legitimere, værdisætte og synliggøre børnepasningen og samtidig sikre at begge forældre får samme vilkår, må vi hjælpe familierne med at dele opgaven. Det gør vi kun ved at lovgive tæt om ligestilling, om 26 ugers barsel til hver forælder uden undtagelse og om kønskvotering til alt fra statsministerposter til sundhedsassistentposter.« Hvilket tigerspring i argumentationen!
Vi ser i ferien, at mænd har et afslappet forhold til børneopdragelse og vupti konkluderes, at halvdelen af vore statsministre skal være kvinder, samt at halvdelen af alle sundhedsassistenter skal være mænd; hvis mændene ikke melder sig frivilligt, skal de tvinges ved lov ! For mig er fuld ligestilling, at begge køn har fri ret til at vælge karriere, så vidt evner og interesser tillader det. En sådan ligestilling har vi i dag; når kønnene alligevel vælger forskellige karrierer, skyldes det forskelle i interesser. Men for Erichsen har vi først fuld ligestilling, når de to køn har samme interesser og vælger ens.
Hvad formålet med denne ensretning skal være, er uvist. Åbenbart er forskellene mellem kønnene for hende så provokerende og forargelig, at intet middel er for stærkt til at afskaffe forskellen. Juristen Erichsen går så langt, at folk også skal kunne tvinges til et erhvervsvalg mod deres ønske. Ved lovgivning skal mennesker tvinges til den tankegang, og den adfærd som statsmagten finder er den rette for dem. Er det ikke en totalitær tankegang?

Hvad mener juristen
»Vi – magthaverne – er så sikre på, hvad der er det rette idealsamfund, at vi tvinger enhver til at tilpasse sig vores ideal.« Mener juristen virkelig det? Mener hun, at totalitære systemer er forkerte, hvis målet er socialistisk fællesskab eller religiøs levevis, men OK når målet er ligestilling?
Erichsen tager det som en selvfølge, at børns adfærd er noget, de har lært af deres forældre. Kvindernes prioritering er noget de har lært af deres mor, skriver hun. Hvordan kan hun nu være så sikker på det? Måske er det slet ikke sandt.
Kvinder i den fødedygtige alder er, i forhold til andre mennesker, mere pylrede og bekymrede og mere præget af negative følelser. Dette gælder ikke blot i forhold til mennesker af hankøn, men også i forhold til kvinder i andre aldre, især piger før puberteten. Det er konstateret i videnskabelige undersøgelser af flere slags; hjernescanning har f.eks. vist, at hvis kvinder tænker på negative følelser, aktiveres cirka 10 gange så store områder af hjernen, som hvis mænd gør det.

Den pylrede adfærd
Da vi ved, at kønshormoner, f.eks. østrogen, påvirker nerveceller talrige steder i hjernen, er det nærliggende at tro, at hormonerne netop i den forplantningsdygtige alder giver kvinder hang til at bekymre sig. Vi kan altså formulere en alternativ forklaringsmodel, nemlig den at den feminine pylrede adfærd ikke har at gøre med opvækstbaggrunden, men med hormonernes påvirkning af hjernen.
Ideen, om at forskellene mellem de to køn bør afskaffes, er ikke ny. Forskellige skoleprojekter har f.eks. forsøgt at præge børnene til kønsneutral adfærd – stort set forgæves. Det kunne jo så skyldes, at forældrene, når barnet er hjemme fra skolen eller børnehaven, ubevidst udsender nogle kønsspecifikke signaler, som barnet aflurer. Faktisk skulle børn, lige fra fødslen, overvåges 24 timer i døgnet for at sikre, at de ikke modtager nogen kønsspecifikke påvirkninger.
Et sådant socialt eksperiment er faktisk gennemført helt ned til de mindste detaljer, nemlig i Israels kibbutzer. Men trods 24 timers kønsneutral påvirkning leger de små drenge og piger i kibbutzerne på hver deres måde, og når de bliver voksne, bliver polariseringen mellem kønnene endnu større. Kvinder opvokset i kibbutzer i 1950’erne og 1960’erne er f.eks. endnu mere omsorgs- og familie-orienterede end andre kvinder i Israel. De kan ikke lide at være ledere, og regler der skal sikre mindst en tredjedel kvinder på lederposterne, kan ikke altid overholdes, trods pres på kvinderne for at stille op. Konklusion: Ingen regler, ingen lovgivning, ingen pædagogik, intet som helst, kan udrydde kønsforskellene.

Hormonpåvirkning
Vi står altså med indicier for, at Erichsen tænker forkert. Kvinders pylrede tilgang til børneopdragelse er måske ikke kulturelt betinget, men noget medfødt og forudprogrammeret, der effektueres under hormonernes påvirkning. Hvis nu jeg har ret i dette, hvad skal vi så stille op med regler og love, der er vedtaget i strid med den menneskelige natur? Hvor længe skal vi udøve pres og tvang i den gode ligestillings navn, førend vi erkender, at det eneste vi opnår, er ufrihed og ulykke?