Kronik

God tur i mørket

’The Hulk’ og ’Spiderman’ sælger både film, legetøj og videospil og vinder over det skæve og anderledes. Måske kan Copenhagen Film Festival rette lidt op
18. august 2003

Kronikken
Helt fra den spæde begyndelse har filmbranchen haft et utvetydigt mål – at tjene penge, og selv om der op gennem filmens mere end 100-årige historie har været en række instruktører med kunstneriske ambitioner, er det først og fremmest tallet på bundlinien, der afgør hvilke film, der produceres.
Der er vel ingen, som har noget imod, at filmselskaberne tjener penge på deres produkter, men profitfokuseringen får selvklart konsekvenser for branchens output, hvilket er omdrejningspunktet i nærværende kronik.
En af profitorienteringens konsekvenser bliver, at filmselskaberne i høj grad satser på det sikre: Klikker man ind på verdens største internet-filmdatabase, (IMDb) er overraskelsen heller ikke enorm, når man opdager hvilke film, der i tidens løb har haft de største billetindtægter. Titanic indtager den suveræne førsteplads med en indtjening der nærmer sig de 18 milliarder kroner, og ellers udgøres top ti af de to Ringenes Herre-filmatiseringer, begge Harry Potter-film, samt episode fire og ét af Stjernekrigs-sagaen, men også Spiderman er med i toppen.
Det mest iøjnefaldende fællestræk ved disse film er Holly-woods totale dominans, men også at de fleste film enten er baserede på kendte begivenheder (Titanic); er forsættelser af film, der allerede har vist deres levedygtighed (Star Wars); er filmatiseringer af romaner, der ligeledes har gået deres sejrsgang over hele verden (Harry Potter, Ringenes Herre); eller har karakterer, der er en integreret del af (amerikanernes) bevidsthed (Spiderman).
At 90 procent af filmene på top ti listen er mindre end 10 år gamle, vidner blot om hvorledes branchen er blevet ekstremt god til at markedsføre deres sikre produk-tioner.
I forbindelse med Spiderman er det interessant at hæfte sig ved de mange filmatiseringer af superheltetegneserier, der har haft premiere inden for de sidste par år. Vi har allerede set X-men 1+2, The Daredevil og The Hulk, og efter
sigende arbejdes der på nye film med både Batman, Superman, Wonder Woman, Catwoman, og The Fantastic Four.

Ud fra en økonomisk betragtning er superheltene en indlysende satsning: For det første er tegneserieheltene en del af mange amerikaners populærkulturelle bagage, så blot titlerne på de nye film giver grangiveligt resonans i utallige personers bevidsthed, og hermed står filmselskabernes markedsføringsafdelinger over for en yderst taknemmelig opgave.
Den anden væsentlige årsag til filmselskabernes superhelteinteresse er muligheden for at udnytte synergieffekter, der er et resultat af selve mediebranchens – man fristes næsten til at skrive hele verdens – organisering i stadigt større multinationale konglomerater, der fungerer som moderselskaber for film- og pladeselskaber, bog- og tegneserieforlag og computerspil- og legetøjsfabrikanter.
Resultatet er blevet at størsteparten af klodens samlede kulturproduktion ligger i hænderne på en håndfuld multinationale selskaber, der ikke er blege for at promovere deres magtfulde position.
Synergieffekten indebærer, at når et filmselskab lancerer en superheltefilm, har det en afsmittende effekt på bl.a. salget af tegneserier,
soundtracks, legetøjsfigurer, computerspil ... og møllen forsætter nærmest i det uendelige.
Skulle moderselskabet ikke eje en legetøjsfabrikant så sikres indtjeningen via salg af licensrettigheder, hvilket bl.a. Legos Harry Potter- og Stars Wars-brikker er et eksempel på.

En anden interessant udvikling er, hvorledes filmindustrien er begyndt at udnytte et nyt markedsføringsparameter, som alle kan forstå og forholde sig til: tallet for åbningsweekendens billetindtjening.
Blockbusters bliver i højere og højere grad promoveret på, hvor meget de har indspillet i de amerikanske biografer, og hvor dette tal før i tiden var et internt styringsredskab for industriens aktører, er det efterhånden blevet til alle-mandseje, stærkt hjulpet af mediernes fokusering på disse astronomiske beløb.
I forbindelse med Spiderman var det stort set umuligt at læse en anmeldelse eller en artikel om superheltefænomenet, der ikke gjorde opmærksom på, at filmen havde slået alle rekorder hvad angår åbningsweek-
endindtjening, da den i løbet af tre dage indspillede omkring 114 millioner dollars.

I juliudgaven af filmmagasinet Sight & Sound redegør Jonathan Romney for, hvorledes Matrix-trilogien er udtryk for en gennemkalkuleret markedsføringsstrategi.
Argumentet er, at det totale udbytte af de tre film kun opnås, hvis biografgængeren anskaffer sig The Animatrix, der består af ni tegnefilm, der tilsammen leverer en del af baggrundsinformationerne til biograffilmenes hoved-historie.
Derudover indeholder computerspillet Enter the Matrix nogle scener, som også er med til at uddybe nogle af trilogiens aspekter. Hermed er der sket et skred fra salg af merchandise, der forholder sig eksternt til filmen, til ekstramateriale der direkte berører indholdssiden.
Ifølge Romney er en anden genistreg ved The Matrix, at den rammer en bred vifte af segmenter, idet trilogien både tilgodeser de oplagte personer, dvs. dem, der i forvejen er interesserede i science fiction og actionfilm, men også formår at appellere til en mere akademisk interesseret målgruppe. Med bidrag fra en række fremtrædende akademikere redegør hjemmesiden for filmenes religiøse (hovedpersonen ’Neo’ som en Jesus-frelserskikkelse, gnostiske og buddhistiske elementer) og filosofiske (bl.a. Baudrillards ideer om den tredje simulakreorden, Platons hulemetafor) referencer.
Hermed påkalder trilogien sig på det nærmeste et væld af emnekurser, diskussionsklubber, specialer, ph.d.-forskningsprojekter, og med hensyn til vores egen lille andedam, er det da heller ikke hverdagskost, at en kommerciel og
aktuel biograffilm får en selvstændig artikel i universitetsavisen, der har et oplag på 47.000.

Alt det ovenstående kan ses som en tilpasning til markedsvilkårene i en tid, der er præget af multinationale koncerner, hvor alle tricks gælder for at få del i kulturpublikummets penge.
Bemærkelsesværdigt er det dog, at denne udvikling allerede blev forudset i 1947 af Theodor Adorno og Max Horkheimer i
Oplysningens Dialektik, der først og fremmest er en kritik af det moderne samfunds rationalitets- og teknologitilbedelse.
I afsnittet om »kulturindustrien«, skriver de bl.a., at kulturindustrien skaber en enhedskultur, idet dens aktører bevidst udelukker alt, hvad der umiddelbart ikke kan passes ind i på forhånd givne skemaer. For at rationalisere produktionen så meget som muligt benytter kulturindustrien sig i høj grad af standardisering, der indledningsvis er opstået for at kunne tilgodese forbrugernes behov, men efterhånden bliver udtryk for at den teknologiske diskurs overherredømme og hermed de økonomisk stærkes uendelige magt.
Ifølge de to alvorlige herrer optræder der en lang række homogene udtryksformer, der alle skabes efter et på forhånd fastlagt mønster, og kulturindustrisystemet bliver et udtryk for de store koncerners ønske om at brænde deres økonomiske, sociale og politiske almagt ind i det enkelte subjekt. Som modtager underlægges vi industriens totaliserende og alt omfavnende greb og i Adornos og Horkheimers udlægning er kulturindustrien først og fremmest et magtfuldt system, der skaber standardiserede produkter, beregnede på standardreception.

Selv om deres teori bærer præg af deres samtid, og bl.a. er en (forståelig) pessimistisk reaktion på holocaust, samt at de ofte overdriver, hvor passive modtagerne eller underlagte de skabende kunstnere er, så er deres gamle skrift uhyggeligt aktuelt.
Horkheimer og Adorno har forudset en masse. Med hensyn til foromtalte The Matrix, rammer de plet når de skriver: »Forsyningen af publikum med et hierarki af seriekvaliteter tjener kun til en desto mere fuldstændig kvantificering. Enhver skal så at sige spontant forholde sig i overensstemmelse med sit i forvejen ved hjælp af indicier fastlagte ’niveau’ og gribe ud efter den kategori af masseprodukter, som er fabrikeret til hans type«, blot med den udvidelse at industrien rammer flere segmenter med det samme produkt.«
Med alt dette i baghovedet kan man kun ønske alt det bedste til Copenhagen International Film Festival, der netop forsøger at fokusere på meget af det, som ikke har været omtalt her: det skæve, anderledes, europæiske og ikke-underlagte der også findes i filmens fantastiske og vindeunderlige verden.
God tur i mørket...

*Pawel Antoni Lange
er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling samt HA i erhvervs-
økonomi. Arbejder som freelanceskribent, underviser og informationsmedarbejder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu