Kronikken
Tak Gud, fordi du ville lade dig interviewe. Jeg har spørgsmålene her.
Hvor kommer du egentlig fra?
»Vi fødtes sammen med verden i det, I kalder Big Bang. Der skulle jo nogen til at administrere det kaos, der fulgte, udvikle naturlovene, og senere plante-og dyrerigerne på alle egnede kloder. Det største arbejde var at udvikle sjælene, til det arbejde måtte vi anvende en del af os selv. Derefter skulle sjælene indpodes i egnede pattedyr, som det tog 14.000.99500.000 år at udvikle på jorden. Disse sjælevæsener er dem, I kalder mennesker.«
Hvad laver du så nu?
»Vi bestyrer verdensrummet med alle kloderne og alle de levende væsener, der bor der. Jorden, du kommer fra, ligger ret perifert i Mælkevejen, og Vi Ske Lov For Det, for det er den besværligste af planeterne at styre.«
Besværligste?
»Forestil dig en kæmpe børnedøgninstitution med kun én pædagog, der opstår let en betydelig selvrådighed med opdeling i grupper. Disse forladte børn vil hver især have patent på pædagogen og så begynder de at slås om pædagogens opmærksomhed.«
Nogen tror slet ikke på pædagogen - altså på dig, Gud - andre tvivler. Hos os var der en præst, som ikke troede.
»Det må Vi sige (Gud ler hjerteligt og slår sig på sine luftige lår), ham vil vi gerne møde!«
Du ler, er det da ikke sørgeligt en ægte statsansat præst !
»Vi Herre Bevar Jer! Troende og selv tvivlende præster har min sjælelige bror Fanden skabt, en ikke troende præst er mere efter mit hoved!«
Hvordan? Fanden, findes han?
»Ikke han, men den. Du har kvalificeret dig til at sidde her, fordi du har turdet se Fanden i øjnene. Alle har Fanden i sig, men de fleste i børneinstitutionen ser ham kun i de andre, jo mere Fanden I har I jer selv, des mere Fanden ser I i andre. Jeg har sågar hørt, at nogen af folkekirkepræsterne foretager djævleuddrivelser. De tror, at Fanden skal drives ud. De forstår ikke, at den er min bror.«
Bror?
Kan du da ikke se, vi har lang hale og horn i panden?«
Åh, det har jeg ikke set før, men nu du siger det.... er du da slet ikke Gud, men Fanden selv?
»Vi er både Gud og Fanden, det er jer mennesker, der skiller os ad.«
»En afgørende forskel mellem os og mennesker er, at vi ved, at Fanden er en uadskillelig del af Gud. Vi er som en mønt med Plat og Krone, Fanden og Gud. Det gælder om at holde mønten lodret, så begge sider er synlige!«
Det var Satans!
»Fanden eller Satan eller Djævelen, kært barn har flere navne. Og nu havde Vi lyst til at tale med et menneske, der ikke stikker af med halen mellem benene, når han ser vores.«
Det er jeg glad for. Får du nogensinde sovet?
Nej, aldrig, for når den ene halvdel af de levende dyr og sjælevæsener sover, er den anden halvdel vågen. Det med kloder og sole, er en konstruktion vi har lavet, netop for at kunne træne sjælene. Hvor solene rammer kloderne, er de belyste, og dyr og sjælevæsener er vågne, når kloderne roterer, bliver det nat. Om natten er sjælevæsenerne alene med sig selv, eller klamrer sig til hinanden af angst for mørket og forladtheden. Men selv den mest mørkerædde må til sidst give slip og synke ned i drømmene. Dernede har vi så sluppet Fanden løs, som I ville kalde det. Flygter I fra den, vågner I op i rædsel og siger, at I har haft mareridt. Og det er rigtigt, I er blevet skamredet af Maren, som er den kvindelige del af Fanden. Men de få der tør vende sig i drømmen og møde Fanden i én af dens ofte sære skikkelser, vil få muligheden for at gå ind i lyset og møde Gud!«
Hov i dette NU går det op for mig, at jeg drømmer....eller er jeg død? Her er så virkeligt så utrolig lyst, så kærligt mere virkeligt end på jorden!
»Du er på jorden, og du er ikke død, men selv om du er i en drøm, er dette virkeligheden, fordi du ved, du drømmer. Det er meningen med hele galskaben, at møde os i vågne drømme, i dyb bøn eller meditation, eller lidt sent måske efter døden. Men I skal igennem Fandens indre ormegård og se jer i spejlet der, før vi gider have jer rendende her.«
Ja, nu husker jeg ormegården. Puh ha, jeg så min grådighed, min misundelse, mine fordomme og min dødsangst, alle som orme med mit ansigt. Og så, at mit ønske om at interviewe dig, mere var forfængelighed og grisk nysgerrighed end kærlighed og tillid. Så pludselig, vupti, sad jeg her, lige foran dig!
»Ja, I skal igennem jeres egen virkelighed for at møde os.«
Folk bygger kirker, moskéer og templer, og uddanner præster for at blive ført til dig, og så hjælper det alligevel ikke. Er det ikke at narre menneskene?
»Det er ikke os, der har bedt jer bygge og uddanne, selv om vi gerne medgiver jer, at flere af gudshusene rundt om i verden er ganske indtagende. Vi nyder dem, når vi engang imellem smutter ned inkognito som turist.«
Inkognito?
»Ja, vi skulle jo nødig opdages. Så vi klæder os ud, og her er uden sammenligning i øvrigt Saddam Hussein blevet vor lærermester i forklædninger.«
Jøsses, hvad mon Per Stig siger til det? Har du nogensinde været i Danmark?
Ja, vi dumpede ned på Bakken og overværede forestillingen i teltet, hvor Dirk Passer spillede en stor baby i hoppegynge. Da lo vi vor kosmiske Vor Herre latter, så teltet rejste sig, og vi kunne have afsløret os selv, hvis folk bare havde vist, at vi er temmelig lattermild. Men I mennesker tror jo, at vi er alvoren selv.« (Gud ler larmende).
Fortæl nu om kærligheden, den optager både medlemmer og ikke-medlemmer.
»Der er nogen, der mærker kærligheden i maven, det er Egoets kærlighed, den er helt afhængig af at blive fodret med kærlighed fra andre for at kunne holde blusset oppe. Det fører selvfølgelig til skuffelse. Så er der dem, der mener, kærligheden bor i hovedet, altså det store øverst på kroppen, de tænker sig til den og skriver om den. Det fører kun til forvirring.«
Vor kærlighed hører til i hjertet. Det er os, du mærker, når du mærker kærligheden, det er os, der er kærligheden i dig. Den kærlighed næres ikke af andres kærlighed til dig, den næres af os, men hvis du ikke deler ud af den, vil kærligheden brænde dig op indefra. Det er kærlighedsevnen, der gør dig menneskelig, den er vort vandmærke i dit hjerte.«
»Det her handler om meningen med jeres liv, at turde se Fanden i jer selv i øjnene og mærke og dele ud af vor kærlighed, for det er at møde os.«
Har Muslimer også dit vandmærke i hjertet?
»Ja, selvfølgelig. At du kalder os Gud, og de kalder os Allah, gør ingen forskel. Vi er den samme overalt i universet, uanset hvad man kalder os.«
Hvad med Pia Kjærsgaard og Søren Krarup har de dit vandmærke?
»Ja, også dem. Men de mærker det ikke, for Fanden-delen har overtaget styringen, hvilket ses af, at de tror Fanden udelukkende findes udenfor dem selv, i indvandrere, flygtninge, kritikere og ja, sidst endog i højesteretsdommere. Deres mønt ligger fastlåst med Plat opad.«
Og den ikke-troende præst?
»Ja, han har et synligt vandmærke, fordi han længe stod ved sig selv og har tillid til livet og kærligheden og er ikke så langt fra os, som hans kolleger og han selv tror.«
Nu er han jo faldet til bispe-patten, og har valgt embedet frem for autenticiteten. Synes du så ikke, han burde fyres ?
»Hele folkekirken burde fyres. Statsansatte disciple, har vi hørt magen! Vor søn Jesus Kristus korser sig, men tilgiver deres uforstand.«
Hvorfor forhindrer du ikke alt det onde, der sker i verden?
»Det er ikke vores opgave. Vores opgave er at få jer til at se, hvem I selv er, holde Fanden-delen i snor ved at blive gode venner med den, så den ikke løber over i andre, og åbne jeres hjerter for Gud-delen og derefter for hinanden. På den måde bliver jeres liv meningsfuldt, og som sådan en forberedelse til den uundgåelige død. Mere hverken kan eller skal vi gøre. Vi Gud-Fanden holder selv af hinanden og sørger for en hårfin balance mellem os indbyrdes, mellem klarsyn og blindhed, indsigt og uvidenhed, godhed og misundelse, eros og liderlighed og mellem kærlighed og had. Vi holder mønten på højkant. Det er sandheden om vores symbiose.«
Et meningsfuldt liv, siger du, er en forberedelse til døden, men hvad er døden?
»I vores konstruktion, har vi givet sjælen adgang til jeres bevidsthed gennem drømmene. Af og til vil I derfor drømme, at nogen i drømmen eller I selv dør. Dødsangst og sorg vil ramme jer, for det der dør i drømme, er en del af jeres Ego, som I ulykkeligvis klamrer jer til og identificerer jer med. Slip Egoet, så vil sjælen stå tilbage og den er fri og udødelig.«
Hvordan gør man det?
»Ja, det er unægtelig svært for jer og lykkes kun for få. Men prøv i hver en ledig stund på dagen, at gentage sætningen: Guds vilje ske, og mærk betydningen, så begynder du efter nogle år at slippe et hjørne af Egoet. Derefter kan du gå til mestrene. Lær af dem!«
Tak for fidusen.
»Fidus og fidus. Det er et mantra jeg giver jer begyndere, så I ikke står helt uforberedt den dag, I skal dø. Det nytter ikke først at bede, Ske din vilje og i næste åndedræt sige, Giv os i dag vort daglige brød. For hvis det nu er vor vilje ikke at give jer det daglige brød, hvad så ? Så længe I beder sådan, klæber I uhjælpeligt til jeres Ego.«
Kunne du ikke helt annullere døden, folk er så bange for den, vores sundheds- og medicinudgifter er ved at løbe helt løbsk af samme grund?
Nej, hvis sjælevæsenerne var udødelige, ville der hurtigt blive totalt kaos på kloderne, så vi har konstrueret det således, at alt klodeliv, krop og Ego, ender med døden. Men sjælen slipper fri.«
Skal vi så møde vores kære afdøde, når vi selv dør?
»Ak ,I vil blive overraskede, I vil ikke engang kunne kende jer selv.«
Det lyder uhyggeligt.
»Ja, for nogen sjæle er det ikke til at håndtere, de søger tilbage til kendte steder og leder. Og så har vi alt det bøvl, som I oplever i tv-udsendelserne om Åndernes Magt!«
Men de andre, hvor kommer de hen?
»Det har I selv mange gode bud på i jeres hellige skrifter, men den egentlige sandhed herom, kan ikke beskrives med jeres sprog og ikke rummes af jeres Ego-bevidsthed. Så du må vente, til det bliver din tur!«
Puh ha, nu har jeg fået nok for denne gang. Nu vågner jeg snart. Tak for et spændende interview.
»Selv tak. Kom bare igen en anden nat. Hvis vi skulle være optaget, kan du tale med vor søn Jesus Kristus, han hænger på sit kors her omme bagved, og lider stadig for jeres synders skyld. Men her lindrer vi hans lidelser, han skulle nødig tage al lidelse fra jer, så ville I jo aldrig udvikle jer! Han er himlende glad for besøg fra jorden, det minder ham om de gode gamle dage... .«
Bent H. Claesson
*Læge, praktiserende børnepsykiater, forfatter til Dreng-Pige, Mand - Kvinde, Elle Belle Bolle-bogen og Patientens Bog (medforfattere: Gunni Søe og Inger Mundt)
