Læsetid: 2 min.

Iskold Fogh

Rapport fra et nutidigt folkemøde i Jylland
29. august 2003

Politik
Højrefløjen vil have kulturkamp. Claes Kastholm Hansen har udtalt: »Den tragiske situation for os, der ser kulturkampens nødvendighed, er, at vi har så ringe modstandere.« Kastholm har også holdt en tale på Venstres sommermøde om værdier. Talen blev offentliggjort i Berlingske Tidende. Kort efter blev den kommenteret af en nøgtern og klar Stig Dalager, så man næsten fik ondt af Kastholm. Det viste sig, at allerede den første modstander på banen var for stor en mundfuld for ham.
I erkendelse af, at det ikke er i Claes Kastholm Hansen, vi finder højrefløjens nye åndshøvding, har jeg ledt efter andre personligheder, der markerer sig som modstandere af disse sære dæmoner, venstreorienterede og kulturradikale, og som repræsenterer den nye tid. Og pludselig faldt en gave fra himlen: Folkemødet på Ejer Bavnehøj søndag den 24. august med statsminister Anders Fogh Rasmussen som hovedtaler. Min kone og jeg tog bilen og trillede op i højderne.
Først skulle vi lige klare Prinsens Livregiments Musikkorps underholdning (Prins Henriks Honnørmarch, Lumbyes Amagerpolka, et poppet Armstrong-potpourri), herefter en lille borgmestertale og lidt fællessang (»Jeg ser de bøgelyse øer…«). Men så var han der også, statsministeren, på slaget. En velklædt, veltrimmet, i det ydre aldeles ærefrygtindgydende herre. Og herefter afleverede landets leder med høj og klar stemmeføring en gymnasial fristil proppet til med trivialiteter. Lidt om det danske mindretal i Sydslesvig, lidt om det danske demokrati, som også nydanskerne bør respektere, lidt om, at unge ikke må tage knive med på diskoteker. Der blev ikke sagt ét eneste ord, som ikke 99 procent af den danske befolkning ville sige ja til. Og de nye værdier og holdninger?

Bedrøvelighed
De kom til sidst: Janteloven skal afskaffes! Danskerne må godt tro, at de er noget! Og for at forklare og understrege denne svimlende vision, fortalte statsministeren, at han aldrig har brudt sig om sangen »På det jævne, på det jævne…«. Her hviskede min kone mig i øret, at hun heller aldrig har brudt sig om den sang, men at hun hellere vil forblive på det jævne end flyve blot en halv meter i retning af det himmelblå sammen med en så dybt kedsommelig mand som Anders Fogh Rasmussen!
Ikke én gang fik han smil frem på de mange hundrede tilhøreres læber. Talen var uden begejstring, uden hjertelighed, uden humor, uden varme, uden nye tanker. Den bekræftede til fulde, at Anders Fogh Rasmussen blot er en trist og sammenbidt notar, der administrerer velfærdsstaten. Der blev klappet høfligt efter præstationen i en stemning af bedrøvelighed og skuffelse. Jeg havde taget mine sociologiske briller på og kunne godt se, at der her i det midtjyske bondeland var tale om en god portion Venstre-kernevælgere. Men det var, som om deres ansigter reflekterede et pludseligt blændværk, en besvigelse. Efter mere musik og sang og folkedans og mixmotion forsvandt vi atter ned i det smukke sensommerland. Anders Fogh Rasmussen tømte dagen for os, men gav os intet igen. Han forblev ikke blot på det jævne, hans åbenbaring var under lavmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu