Kronik

Køkkenbordet på Nørrebro

Bahar, Mohamad, Zahra og Sajid er i fuld gang med at læse, skrive, tale og uddanne sig ind i det danske samfunds offentlige kultur
Debat
16. august 2003

Kronikken
Når man kommer ind i rummet, ser man dem fra ryggen – bøjet over bøgerne, to og to – ved første øjekast ligner det en gammeldags skolestue. Der tales dæmpet ved alle bordene, af og til afbrudt af et lille udråb eller en kort latter. På vejen frem mellem bordene fanger man brudstykker som: »Hr. Hansen arbejder på et kontor, han tager bussen, fru Hansen arbejder på et hospital, hun cykler, når vejret er godt«, og »Nej, det hedder lægge kniven på bordet, ikke sætte«. Der bliver visket ud og skrevet igen. Når man så er kommet op gennem midtergangen, mangler der noget, der er ikke noget kateder. Og når man vender sig om, ser man, at de mumlende par er voksne mennesker, mænd og kvinder i en aldersspredning fra cirka 20 til 60 og i en farveskala fra hvid til ibenholt.
Vi er på Nørrebros Frivilligecenter.
Her kommer indvandrere og flygtninge fra kvarteret for at få hjælp til deres lektier, de fleste går på kommunale sprogskoler for at lære dansk, men nogle er også i gang med en egentlig uddannelse. De, der får hjælp kaldes ’brugere’, og de, der hjælper ’frivillige’. De frivillige er mest unge studerende, men der er også enkelte fra ældre årgange, og der er brugere, der bliver frivillige.
Centret fungerer som køkkenbordet gjorde i vores idylliserede drømme om barndommens lektielæsning, et sted, hvor man kunne komme med sin genstridige stileøvelse og urimelige staveord og matematikopgaver. Så var der straks en venlig person, der satte sig ned og hjalp en, måske uden den store pædagogiske overbygning, men man blev færdig.
Nørrebros Frivilligecenter hører under dansk Flygtningehjælp, men er en selvstyrende enhed. Centret er indrettet i en almindelig lejlighed på første sal, der er en mindre dagligstue, hvor man kan drikke en kop kaffe, et lille køkken til brygning af samme, et gangareal med et par computere, et lille rygerum og et endnu mindre kontor til ’administrationen’, og så er der den store skolestue, hvor centrets primære ydelse foregår. Lejligheden er nymalet, men det er også det eneste nye, alt inventar fra computere til kurven med børnelegetøj har, om end ikke kendt bedre dage, så været nye i andre omgivelser.
Jeg begyndte som frivillig på centret for et år siden. Min første tirsdag aften var jeg lidt tilbageholdende, satte mig med en kop kaffe i ’dagligstuen’ og ventede på at blive budt op til lektielæsning. Der gik heller ikke lang tid, så kom Mohamad, en ung glad fyr fra Somalia – kunne jeg hjælpe ham med noget grammatik? Vi lavede så stileøvelse med uregelmæssige verber, derefter lidt højtlæsning af Den grimme ælling med efterfølgende konversation. Det gik fint, Mohamad var god til dansk og meget ivrig for at lære, hvornår det hedder ’af’ og hvornår ’ad’. Da vi havde fundet nogle regler for det, spurgte han, om vi ikke kunne tale lidt sammen uden for lektien, der var nogle ting, han havde gået og tænkt over og gerne ville spørge om, nu han havde lejlighed til at tale med en lidt ældre dansk kvinde. Jeg sagde, jeg havde tre voksne sønner, så han kunne bare spørge løs. Mohamad ville gerne høre, hvorfor unge danskere gik i seng med hinanden uden at være gift, var det virkelig rigtigt ? Og hvis det var, hvorfor?

Vi fik en lang fordomsfri snak om de dele og kom rundt om skilsmisse, prævention, monogami over for flerkoneri. Mohamad kunne godt se pointen i, at når man kun havde én kone (ad gangen), så måtte man være lidt mere omhyggelig med udvælgelsen, men han ville nu selv blande somalisk og dansk tradition sådan, at han ville nøjes med én kone, men ikke gå i seng med hende før ægteskabet. Mohamad sagde tak for snakken, smilede stort og hvidt og gav mig hånden til farvel. Jeg håber, Mohamad kommer ind på sin højt ønskede sundhedsuddannelse, han er suveræn til at tale med mennesker.
De næste gange blev jeg mere opsøgende, gik direkte ind i skolestuen for at se, om der ved nogle af bordene kun var en enkelt bøjet ryg. Ved et af bordene sad en bølge af lyseblåt stof. Zahra er en af de mange somaliske kvinder, der kommer på centret, hun var ved at finde ud af det finurlige ved omvendt ordstilling, blyanten er nyspidset, neglene rosalakerede. Bagefter skal der svares på spørgsmål om Omars og Lises biograftur – også skriftligt. Zahra arbejder koncentreret, vi taler ikke meget, hun skriver, ser spørgende på mig, det meste er rigtigt. I en lille pause får jeg at vide, at Zahra har været fire år i Danmark, jeg spørger om nogle dagligdags ting, hun svarer, men på forbløffende dårligt dansk i forhold til, hvordan hun skriver. Da jeg kommenterer forskellen på hendes skriftlige og mundtlige dansk, smiler hun lidt undskyldende og siger, at hun jo ikke kender nogen, hun kan tale dansk med.
Zahra har tre små børn, det er svært at få tid til lektierne, men når hun bliver bedre til dansk, vil hun gerne have noget med børn at gøre, være pædagogmedhjælper eller dagplejemor.
Sajid er fra Irak, han har fået et brev fra Udlændingestyrelsen, det er på dansk, og han forstår ikke så meget af det, der står. Vi tegner, peger og mimer os gennem brevet – og til sidst nikker Sajid og siger »Jeg forstår.« Men så skal vi jo skrive et svar tilbage til Udlændingestyrelsen, vi er begge helt udmattede, da brevet er færdigt, jeg får fat på en konvolut og skriver adressen uden på, Sajid må selv sætte et frimærke på og poste det, men det vil han ikke, Sajid tør ikke overlade det dyrebare brev til en postkasse, han vil selv tage ind med det.
Sajid arbejder på at blive så god nok til dansk, så han kan blive buschauffør.
Bahar er kurder, en tyk sort fletning snor sig yndefuldt ned af hendes bøjede ryg. Hun har fået en opgave, der går ud på at skrive en kontaktannonce. Bahar synes, det er en svær opgave, for hun er jo gift, og så er det da noget underligt noget at skrive en kontaktannonce. Jeg siger til hende, at hun da bare skal digte en historie. Kan jeg bare skrive noget, som ikke passer, spørger hun med strålende øjne. Og så bliver der lukket op for Bahars hedeste drømme både om manden og om hende selv. Vi pjatter og er lidt grove kvindesolidariske, Bahar synes, det er en sjov opgave. Kl. 21 kommer hendes mand og henter hende, han er en pæn fyr, nej, hun ser ikke ud til at have behov for en kontaktannonce. Først nu ser jeg de to krykker, som står op ad væggen, da Bahar rejser sig, ser jeg at hendes hofte er helt skæv, hun tager krykkerne og manden hendes taske.
Bahar vil gerne, når hun bliver god nok til dansk, ansættes i en reception, noget med at tage telefon og hjælpe folk.
Mange af centrets brugere bærer på dystre og dramatiskehistorier, som vækker medlidenhed og trang til at hjælpe. Med det er ikke det, jeg vil fokusere på her, det er respekten for de mennesker, som ihærdigt og tålmodigt arbejder på at integrere sig i det danske samfund, som har en optimistisk, men desværre ikke altid berettiget tillid til, at dette samfund vil anerkende deres indsats og tage imod dem som ligeværdige borgere.
Vi lever i et liberalt demokrati, hvor vi har frihedsrettigheder og borgerpligter, vi har retten til frit at tænke, tale og tro, retten til at udfolde mulighederne i vores liv, så længe vi ikke krænker andres livsprojekt, og vi har pligt til at overholde de vedtagne love. Men ud over de vedtagne love er der en masse normer og uudtalte forventninger, som er indlysende og selvfølgelige for majoriteten, de såkaldte etniske danskere, men for minoriteterne er disse uskrevne love noget, der skal læres og med tiden træde i stedet for egne traditioner og kulturelt betingede adfærd.
Ved at lære sproget og indgå aktivt i det uddannelsesforløb, i kraft af hvilket majoritetssamfundet fungerer, bekræfter minoritetsborgeren, at han/hun anerkender det danske samfund som den ramme, hvori livsprojektet skal realiseres.

, de yder den indsats, som er nødvendig, for at de kan indgå som ligeværdige borgere i samfundet. Det er så samfundets pligt at modtage sine nye medlemmer med anerkendelse og respekt og ikke diskriminere for private kulturrelaterede træk såsom tørklæder og turbaner, mad- og drikkevaner og religiøs praksis.
Dertil kommer, at vi alle som borgere i et moderne multietnisk samfund har, hvad Jeremy Waldron (amerikansk juraprofessor og sociolog) kalder »our debt to global community«. Vi er alle borgere i et større kulturelt landskab end det nationale. Vores livsprojekt realiseres ikke inden for én homogen kultur, men vi lever i en verden, hvor mange forskellige kulturer mødes, blandes, inspirerer og regulerer hinanden. Denne kulturelle virkelighed er vores fælles vilkår og i den kontekst er vi lige med Mohamad, Zahra, Sajid og Bahar, ja de er måske et hanefjed længere end os og kan lære os noget.

*Annette Møller
cand mag. i dansk, filosofi, dramatik og idræt, lektor på Greve Gymnasium

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her