Kronik

Det konservative element

Det er konservatismens paradoks, at den i forsvaret for tradition og kontinuitet må kritisere sin tid. Netop denne kritiske karakter har været konservatismens kendetegn, siden den opstod for godt 200 år siden i oplysningstiden
22. august 2003

Kronikken
Konservatisme er en kritisk tankeform. Den markerer en opposition i forhold til sin tids dominerende forestillinger.
En indgroet fordom lyder ellers, at konservatisme står for fastholdelsen af det foreliggende og for modviljen mod enhver forandring, men for den konservative er det foreliggende netop ved at udvikle sig til noget, som han eller hun ikke ønsker at fastholde, idet forestillinger om radikalisme og progressivitet er de mest fremherskende, forestillinger, som for den konservative tankegang fører til en nedbrydning af fundamentale normer og værdier og til en erindringsløs og afstumpet kultur. Dette er således konservatismens paradoks: i forsvaret for tradition og kontinuitet, må den kritisere sin tid.
Netop denne kritiske karakter har været konservatismens kendetegn, siden den opstod for godt 200 år siden i oplysningstiden. Før da fandtes konservatisme ikke som ideologi, ordet eksisterede simpelthen ikke. De konservative markerede en modstand mod intellektuelle forestillinger om overdreven oplysning og rationalisme herunder tiltroen til, at det lod sig gøre ud fra en teori om abstrakte, traditionsuafhængige, universelle principper at ændre verden fundamentalt, idet man så bort fra de konkrete, givne omstændigheder – som var samfundet noget, man kunne pille fra hinanden og derefter med det rette værktøj, dvs. intellekt og viljestyrke, kunne sætte sammen igen på en ny og bedre måde. Af denne grundopfattelse voksede drømmene om revolution frem: den store endegyldige omvæltning, som skulle virkeliggøre ønsket om fuldstændig kontrol over den kaotiske virkelighed og dermed realisere utopiens fantasirige her og nu i det dennesidige. De konservative, hvis holdninger altså var led i den samme historiske udvikling som oplysningstanken, mente, at den ekstreme oplysnings radikalisme og ensidige dyrkelse af fornuften havde en hovmodig tendens til at udvikle sig totalitært, sådan som det var sket under den franske revolution, og at den, når den hævdede at kunne oplyse alt, tværtimod kastede store skyggeflader over fundamentale områder af tilværelsen, såsom det religiøse, det kulturelle og det historiske. I den forstand repræsenterede den konservative kritik i sin oprindelige form ikke nogen egentlig afvisning af oplysning, men snarere en bevidsthed om dennes grænser.

Man skelner ofte mellem på den ene side den konkrete partipolitiske konservatisme og på den anden side en mere generel værdikonservatisme eller en kulturkonservatisme. En sådan før-politisk konservatisme, som oftest snarere findes hos digtere, filosoffer og intellektuelle end hos egentlige politikere, formulerer nogle grundlæggende tankeformer og værdier, som ikke nødvendigvis realiseres i den konkrete politik, der føres af det parti, der til en given tid måtte kalde sig konservativt.
Konservative holdninger findes overalt i det politiske spektrum ( på tværs af partiskel: F.eks. er de grønne værdier, som egentlig er udtryk for et elementært konservativt ønske om at passe på det givne, således at man vil være i stand til at give dette uspoleret videre til de kommende generationer, traditionelt blevet forbundet med venstrefløjen. Der er også nogle områder, hvor konservative holdninger nærmest ikke indgår i diskussionen. På indvandringsområdet var der f.eks. i en lang række år intet parti, som med ansvar repræsenterede en seriøs og virkelighedsorienteret konservativ holdning. I stedet førte man en fatal laissez-faire-politik uden overblik og uden fremsyn, og enhver kritik heraf blev afvist og mistænkeliggjort. Først i den seneste tid har en vis grad af realisme og omtanke vundet indpas.
Der synes heller ikke at være nogen konkret politik, som lægger særlig mange kræfter i at tage vare på den kulturelle arv – heller ikke fra partikonservativ side. Når det kommer til kritikken af kulturel fattigdom, står den virkelige konservatisme i modsætning til, hvad den i karikeret form opfatter som socialismens materialistisk orienterede lighedsdyrkelse, højrepopulismens småborgerlighed og
anti-intellektualisme og liberalismens kræmmermoral, som alt sammen er fælles om fundamentalt set at være præget af anti-elitisme og uæstetisk nyttetænkning og af at være uden specifik interesse i områder som kultur, tradition, dannelse og kvalitet.

Vi skal forandre for at bevare. Sådan lyder et af konservatismens mest berømte dicta, formuleret af den britiske filosof Edmund Burke i 1790 i en kritik af den franske revolution.
Formuleringen er gennem tiden blevet forstået og brugt på forskellige måder. For det første således, at det simpelthen gælder om at bevare det bestående. Ændrer man på noget, skal det være med den hensigt at minimere mere grundlæggende forandringer. Her lægges vægten altså på bevare. Dette er den banale konservatisme, som tager ordets bogstavelige betydning (det latinske ord conservare betyder ’at bevare’) for pålydende og mener, at det drejer sig om for enhver pris at undgå forandring. Denne måde at være konservativ på er mere et personligt temperamentsspørgsmål end egentlig konservatisme. Den ideologisk set konservative behøver således ikke at være konservativ af temperament. Omvendt kan den politisk set radikale sagtens af temperament være træg i det og uvillig i forhold til konkret forandring – dét er et ganske kendt fænomen. Den form for filistrøs kulturradikalisme, som i årtier har domineret den danske offentlighed, indtager f.eks. netop en i banal forstand konservativ position.

For det andet kan vægten i ’forandre for at bevare’ lægges på forandre. Dette led bør ikke underbetones, for som nævnt opstår ideologisk konservatisme netop som en reaktion på en uønsket udvikling.
Denne konservatisme ønsker – såfremt den ikke fører til en tragisk, fatalistisk holdning – via reformer at forandre for at skabe det bevaringsværdige. For den findes der en række bestemte værdier, som det gælder om at fremme; man kunne give følgende brogede samling stikord for at indkredse disse værdier: fællesskabet omkring kulturelle og religiøse elementer; familie; nation; det organiske; synet på mennesket som kontekstbundet snarere end løsrevet og atomiseret; reform frem for revolution; det pragmatiske frem for det principielle; en orientering mod det partikulære og interesse for diversitet frem for ensretning; skepsis over for radikale fremskridtsidéer; skepsis over for overdreven tiltro til den menneskelige fornuft; kritik af tyrannisk formløshed; kærlighed til tradi-
tion, historie, dannelse, kultur;
individets myndighed; ansvar og pligt; dyd; orden og autoritet; et socialt helhedssyn, hvor de, der kan klare sig selv, får lov til dette, men hvor til gengæld de svageste i samfundet virkelig hjælpes; staten som en nødvendig størrelse; det livfulde frem for døde systemer; den heroiske og aristokratiske indstilling; opfattelsen af, at der findes forskelle, som ikke bør nivelleres – f.eks. kan man tale om et begreb som elite, og det lader sig gøre at skelne mellem kvalitet og pop; hævdelsen af, at ikke alt er politisk – f.eks. er der grænser for, hvad staten bør blande sig i, og der findes a-politiske områder i tilværelsen for religion, æstetik osv. Men værdier som disse opleves af den konservative netop som fraværende i en samtid, der tvært-imod fremstår som nihilistisk, flad og karakterløs, bureaukratisk og tømt for livskraft, og de konservative værdier søges derfor styrket med henblik på fremtiden. Angående det nationale, så har konservative tankeretninger generelt anset det nationale fællesskab for vigtigt, men det kan være værd at bemærke, at der også har været perioder, hvor konservative opfattede sig selv som en modsætning til nationalistiske bevægelser.
Mener man, at der engang i fortiden fandtes en periode, hvor disse værdier var mere agtede og udbredte end nu, da bliver ønsket dét at forandre for at genskabe det bevaringsværdige. Dette ønske er i familie med fænomenet nostalgi. ’Nostalgi’ betød oprindeligt: ’den udlændiges længsel efter hjem-landet.’ Men i moderne tid forstår vi nok så meget ’længsel efter en anden tid’ ved det. Den nostalgiske er altså karakteriseret ved følelsen af at være hjemløs i sin tid og ved at nære længsel efter det forgangne. I den nostalgiske kan ønsket om at genskabe en fortidig samfundsform således opstå, og dette er kimen til en reaktionær holdning, som ønsker at nedbryde
det bestående i, hvad der opfattes som dets råddenskab og dekadence, og genopbygge det fra bunden med forestillingen om den gamle guldalder som skabelon. At være reaktionær på denne måde er i lige så høj grad udtryk for utopisk tankeform, som de progressive forestillinger om fremtidens idealsamfund er det.
Den konservatisme, som er fokuseret på at forandre tingenes aktuelle tilstand
for at skabe eller genskabe konservative værdier, vil oftest tale for, at de nødvendige forandringer må ske skridtvis via reformer. Men der kan altså tillige være tale om en opfattelse af, at der er brug for mere drastiske forandringer: det er således ikke ulogisk at tale om en radikal konservatisme, som én gang for alle ønsker en grundlæggende omvæltning af det foreliggende, for at nå frem eller tilbage til den rette tilstand.

Den tredje måde, på hvilken ’forandre for at bevare’ kan forstås, ligger i forlængelse af nummer to, men fokuserer på et særligt element. Den lægger hverken vægten alene på forandre eller alene på bevare, men insisterer på det paradoksale og dialektiske i vendingen og betoner på samme tid såvel forandre som bevare. Den er både imod det statiske og imod det radikale. Imod det statiske, som vil fastfryse verden, selvom den er i stadig udvikling; imod den radikale tænkning, som vil skære rødderne over og lægge alt bag sig.
Det centrale for denne form for konservatisme er oplevelsen af organisk kontinuitet og sammenhæng. Hvad betyder kontinuitet? Hvad vil det sige, at noget forløber kontinuerligt? Det drejer sig som udgangspunkt om en udvikling og en forandring, når noget er kontinuerligt. Men det er en udvikling, som finder sted i sammenhæng. Kontinuitet betegner sammenfaldet af forandring og sammenhæng. En kædes forløb, kunne man sige, er kontinuerligt: det ene led i kæden griber ind i det næste, som fortsætter videre – brydes denne kontinuitet, er kæden ødelagt. Led for led udvikler kæden sig – det er dens dynamik – men kæden danner også en sammenhæng, hvor det enkelte led er forbundet med såvel det foregående som det kommende og videre frem og videre tilbage og dermed ud over at være sig selv også er del af noget andet.
Mere konkret kommer denne tanke om kontinuitet som det konservatives element til udtryk i den centrale forestilling om de forskellige generationers forbundethed på tværs af tid. Burke taler således om samfundet som »et fællesskab ikke blot mellem nulevende, men også med de afdøde og de kommende slægter.« Al tid er på en måde altid til stede i denne tankeform. »Den enkelte er ingen begyndelse,« hedder det hos litteraturkritikeren Valdemar Vedel i et essay om konservatisme fra 1902. Der udspringer en etik af denne grundopfattelse: det enkelte individ, den enkelte generation, er aldrig isoleret, men tværtimod altid del af en større sammenhæng, af det på forhånd givne. Det givne rummer forpligtelser, som opstår i sammenhænge, forbindelser og møder; mellem individer, mellem generationer, mellem menneske og natur, mellem menneske og Gud.
Dette i modsætning til den opfattelse, som i et historisk hukommelsestab kun har blik for det isolerede individ og den isolerede generation – Burke kaldte det »oplyst egoisme« – og ligeledes i modsætning til såvel reaktionære som fremtidsutopiske tankeformer, for hvilke nutiden, og de mennesker, som lever her og nu, kun er en tilfældig station på vejen frem eller tilbage mod tusindårsriget.
I en tid, hvor den oplyste egoisme dominerer, vil den konservative verdensanskuelse således befinde sig i en kulturkritisk posi-
tion på sidelinjen, hvorfra den vil forsøge at korrigere den kulturelle erindringsløshed og mangel på sammenhæng.

*Anders Ehlers Dam
er cand. mag. i nordisk sprog og litteratur samt filosofi, ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. Har redigeret antologien Forandre for at bevare? (Tanker om konservatisme, som er udkommet på Gyldendals Forlag. Denne tekst er et uddrag af bogens indledning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu