Kronik

Kritik med koranen i hånden

Hizb ut-Tahrir udgør ingen trussel mod sikkerheden i Danmark. Men partiet repræ-senterer en reel kritik af vores samfundsform, som virker tiltrækkende på muslimer, der føler sig marginaliseret og mistænkeliggjort
Debat
25. august 2003

Kronikken
Mange unge muslimer synes, det er sejt, at nogen tør stå ved deres holdninger og fastholde en offensiv retorik. Næsten alle andre muslimske organisationer har jo været igennem den danske ’mediemølle’ og er af den grund kommet i defensiven. Men ikke Hizb ut-Tahrir. De har fastholdt den offensive fremmarch, hvilket for mange unge har været en befrielse, også selv om de ikke umiddelbart identificerer sig med Hizb ut-Tahrir.«
Sådan siger en moderat muslim i bogen Hizb ut-Tahrir i Danmark - farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør?, som udkommer på Aarhus Universitetsforlag den 29. august. Citatet udtrykker den vigtige pointe i bogen, at Hizb ut-Tahrir trods sit lave medlemstal har en stor indflydelse i det muslimske miljø i Danmark. Men hvordan kan et parti med en så ekstrem ideologi og så få tilhængere have så stor betydning, og er det en trussel mod det danske samfund?
I pressen er partiets medlemmer blevet præsenteret som terrorsympatisører med en voldelig ideologi, og politikere har mere end antydet, at partiet kunne udgøre en trussel mod det danske samfunds sikkerhed. Det er imidlertid næppe tilfældet. Hizb ut-Tahrir har, siden det blev etableret i Mellemøsten for omkring 50 år siden, fastholdt en konsekvent ikke-voldelig ideologi. Partiets målsætning er at etablere en islamisk stat, et kalifat, et sted i den muslimske verden. Når dette perfekte samfund er opstået, vil andre lande frivilligt lade sig inkorporere i den nye stat. Kalifatet skal oprettes som følge af et folkeligt ønske, og partiet arbejder derfor primært på at bevidstgøre muslimer om kalifatets nødvendighed og deres pligt til at arbejde for det.

Partiet har fra sine første år etableret studiekredse, uddelt løbesedler og afholdt offentlige møder. Det har derimod ikke beviseligt deltaget i nogen form for terrorhandlinger eller andre voldelige aktioner.
I 1960’erne og 1970’erne blev partiet af myndighederne i flere mellemøstlige stater udpeget som mulige ophavsmænd til et par mislykkede kupforsøg. Men den slags beskyldninger blev stort set alle oppositionsgrupper i regionen udsat for i den periode, og i det samme lys bør man se de beskyldninger, russiske og usbekiske myndigheder har rettet mod (formodede) medlemmer af Hizb ut-Tahrir.
Skulle det vise sig, at Hizb ut-Tahrir-medlemmer eller sympatisører rent faktisk deltog i kupforsøg, er det værd at understrege, at kupforsøgene var rettet mod ikke-demokratiske styrer, der var berygtet for brud på menneskerettighederne og altså langt fra kan sammenlignes med styrer som f.eks. det danske.
I Danmark kan hverken tidligere medlemmer eller sympatisører – eller politiet for dens sags skyld – berette om nogen form for voldelige aktioner; tværtimod er der en streng partidisciplin, som betyder, at hvis et medlem så meget som krænker den private ejendomsret ved at klistre plakater op på private husmure, falder der en administrativ straf – f.eks. i form af at personen i en måned ikke må deltage i partiets aktiviteter. Desuden vil det stride mod partiets selvfor-ståelse som islams intellektuelle spydspids at deltage i nogen form for voldelige handlinger. At partiet udtaler sig tvetydigt om terrorisme afspejler snarere, at visse former for angreb i f.eks. Palæstina i partiets udlægning kan beskrives som islamisk legitimt selvforsvar.
Partiet er således i det muslimske miljø kendt for hånligt at kalde deltagelse i ’muslimske kampe’ i f.eks. Tjetjenien eller Palæstina for ’lappeløsninger’, og medlemmerne går i England under betegnelsen ’tøsedrenge’ blandt mili-tante muslimer.

Og da partiet i januar i år blev forbudt i Tyskland, var det ikke på grundlag af voldelige handlinger eller terrorplaner, men med den begrundelse, at partiet er imod mellemfolkelig for-ståelse og med sin antidemokratiske ideologi arbejder imod den tyske forfatning. På dette punkt er den tyske lovgivning langt strammere end den danske.
Der kommer altså næppe noget ud af at lede efter sprængstoffer eller al-Qaeda-forbindelser hos Hizb ut-Tahrirs medlemmer, og der kommer næppe noget forbud mod partiet i Danmark. Men det betyder omvendt ikke, at medlemmerne kan klassificeres som en isoleret flok uskyldige ungdomsoprørere. Ikke mindst fordi partiet langt fra fungerer som en lukket sekt, hvor medlemmerne kun omgås hinanden.
Partiet har højst 50 egentlige medlemmer, dvs. personer der via undervisning i studiekredse har fået indsigt i partiets ideologi og kan tilslutte sig denne fuldt og helt. Men antallet af sympatisører er mange gange højere. Flere hundrede unge har deltaget i undervisningen i studiekredsene i kortere eller længere tid eller deltaget i en række af de ugentlige møder, hvor partiets ideologi forklares på begynderniveau og sættes i forhold til aktuelle problemstillinger, f.eks. krigen i Afghanistan eller Irak eller situationen i Palæstina. Samme emner har været på dagsordenen ved de såkaldte stormøder, hvor det er lykkedes at samle mellem 500 og 1.000 tilhørere.
Hizb ut-Tahrirs ideologi er derfor kendt i vide kredse, og mange er fascineret af dens offensive indhold. Partiet leverer en hel-
hedstolkning med både et religiøst element og en kritik af Vestens værdier som demokrati, sekularisme, kapitalisme og individualisme.

Det politiske budskab og den uforfærdede kritik af magthaverne appellerer til en betydelig del af det muslimske miljø i Danmark.
Og det er vigtigt at gøre sig klart, at det ikke kun er marginaliserede personer uden uddannelse og arbejde, der føler sig tiltrukket af den skarpe retorik og den massive samfundskritik. Mange af medlemmerne og sympatisørerne har arbejde, taler fejlfrit dansk og er på det formelle plan vældig fint integreret i det danske samfund. Hizb ut-Tahrirs tilstedeværelse i Danmark er altså ikke alene et symptom på fejslagen integration af flygtninge og indvandrere på
arbejdsmarkedet.
Partiet er snarere en eksponent for den magt-, globaliserings- og kapitalismekritik, der fortsat findes blandt grupper af unge i Danmark, og som har svært ved at finde afløb andre steder.
Som imam og skoleleder Abdul Wahid Pedersen udtrykker det:
»Mange af dem mangler også et ståsted, hvor de som unge muslimer kan give udtryk for denne her ungdomsoprørstrang. Det er jo svært for dem, hvis de ikke har et forum at gøre det i. Hvis det eneste forum, der passer, er Hizb ut-Tahrir, så bliver det vel der, de søger hen? Vi ser jo, at mange af dem lander der. Jeg tror, at det hænger sammen med, at mange af dem hverken føler sig som venstresocialister eller føler sig hjemme i Dansk Folkepartis Ungdom. De skal finde et andet sted, og det bliver så Hizb ut-Tahrir, fordi der er så få alternativer.«

Hizb ut-Tahrir er bl.a. et symptom på, at der mangler sådanne alternativer i det politiske landskab. For hvor går man hen, hvis man anskuer situationen i Palæstina som en besættelse støttet af USA? Og krigen i Irak som et spørgsmål om amerikanske olieinteresser?
Er det så ikke oplagt at føle en vis tilknytning til et parti, hvis danske talsmand forklarer sin demokratikritik således: »Problemet i demokratiet er, at det er mennesker, der definerer, hvad der er ret og uret. Demokratiet er meget fleksibelt, fordi det er mennesker, der skaber det (...) Bush kalder det verdensdemokrati, fordi han vil udrydde dem, der ikke mener akkurat det samme som han selv (...) Er det så overdrivelser, det vi siger? Om Palæstina? USA sælger våben til en besættelsesmagt, områderne er besat selv ifølge FN-resolutioner, som USA selv var med til at fremsætte. (...) Hvem modtager bomber og raketter og mediehetz? I siger, at vi overdriver, men det er ikke jer, der bliver udsat for massakrer...«
Jo mere islam i almindelighed og Hizb ut-Tahrir i særdeleshed dæmoniseres i den offentlige debat, jo mere tiltrækkende vil netop den islamiske udgave af magtkritikken virke. Vil vi forhindre yderligere tilslutning til Hizb ut-Tahrir, må vi tage partiets samfundskritik alvorligt.
Vi må gå i kritisk dialog med partiet på grundlag af fakta, og vi må droppe de udokumenterede anklager og overlade det til efterretningstjenesterne at beskæftige sig med forbrydelser, der ikke er begået endnu.
Alt andet vil være dårlig reklame for det pluralistiske demokrati, som vi ønsker at bevare.

*Malene Grøndahl og Kirstine Sinclair
er hhv. journalist og historiker. Har sammen med Torben Rugberg Rasmussen skrevet bogen ’Hizb ut-Tahrir – farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør?’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her