Kronik

Du bliver, hvad du læser

Bøger fascinerer – og ikke uden grund. De underholder, udvider vores horisont og gør os klogere
2. august 2003

Kronikken
Kierkegaard og Sonnergaard, Dante og Davidsen. På trods af nye og hurtige medier lever bogen i bedste velgående, men hvad er det egentlig ved litteraturen, der fascinerer os? Som så mange andre har jeg overvejet spørgsmålet – måske især fordi jeg er født og opvokset i en mundtlig kultur. Bøger var ikke en del af min tidlige barndom, men det var derimod den mundtlige fortæller. I Koran-skolen lærte jeg koranen næsten udenad som 10-11-årig, og min bedstemor, som var analfabet, fortalte os eventyr om Aladdin og Rødhætte. Så fortællingen spillede alligevel en stor rolle for mig. Da jeg kom i skole i Damaskus, stiftede jeg bekendtskab med bøger, og siden da har litteratur og kultur været en integreret del af såvel mit privatliv som mit arbejdsliv.
Jeg er kulturordfører for Det Radikale Venstre. For mit parti er kulturen en hjertesag, og i Radikal optik skal kunst ikke altid kunne betale sig. Der er i øjeblikket en kedelig tendens til at prioritere
erhvervspolitikken på bekostning af kulturpolitikken – den tendens skal vi bekæmpe. Når vi vægter kulturen så højt, er det fordi, kultur er identitetsskabende. Den er borgernes fælles samlingspunkt på tværs af etnisk baggrund, og den er afgørende for den demokratiske debat. Derfor lancerede Det Radikale Venstre for nylig en politik for det danske sprog. Udspillet skal styrke, ikke styre det danske sprog, og det indebærer blandt meget andet en håndsrækning til dansk litteratur. Den nye sprog-politik har som udgangspunkt, at sproget skaber fremfor blot at referere, og samme udgangspunkt ligger bag den radikale kulturpolitik i bred forstand. Kulturen er identitetsskabende. Derfor er den værdifuld i sig selv, og derfor skal vi acceptere den på dens egne præmisser. Kulturen skal ikke altid score højt i cost-benefit-analyser – der skal være plads til vækstlag og til eksperimenter. Inden for litteraturen er det ofte de modige nyskabelser, der i særlig grad er med til at udvikle det danske sprog. Eksperimenterne bliver ikke altid bestsellere, for vækstlag sælger sjældent store oplag. Alligevel er de værdifulde, og vi må ikke glemme at tage hensyn til den smalle litteratur. Mange populære forfattere er også kvalitetsforfattere – Peter Høeg, Leif Davidsen og ja, Harry Potters mor er lysende eksempler til efterfølgelse. Men somme tider opstår nyskabelser uden folkelig bevågenhed. Det gør dem ikke altid mindre interessante.

Det giver sig selv, at kulturen fylder meget i mit arbejdsliv. Til gengæld fylder mit arbejdsliv så meget, at jeg sjældent har tid til f.eks. skønlitteratur i mit private liv. Tidligere læste jeg masser af bøger, men nu læser jeg mest i sommerferien. Det er ofte politiske biografier og faglitteratur, jeg prioriterer, men jeg har også oplevet glæden ved selv at være forfatter. Skriveprocessen er fascinerende, og det er en enorm tilfredsstillelse at se sit arbejde på tryk. Jeg glæder mig altid til at deltage i årets Bogmesse – det er fantastisk, at der år efter år er så mange besøgende. Men midt i al det politiske glemmer jeg somme tider, hvad skønlitteraturen egentlig kan. Det bekymrer mig, for skønlitteraturen kan ligesom faglitteraturen lære mig meget om politik og samfundsforhold, og i forhold til almenmenneskelig erfaring er den uovertruffen. Det er den efter min mening især pga. fortælleren. I den mundtlige kultur, som jeg kommer fra, spiller fortælleren en stor rolle. Der sidder stadig en fortæller i kaffehuset i min landsby i dag, og fortællingen var som nævnt en vigtig del af min barndom.
Fortællingen og fortælleren er spændende begreber ud fra et litteraturteoretisk perspektiv. I sit essay Fortælleren fra 1936 beskriver den tyske litteraturteoretiker, Walter Benjamin, fortællerens rolle. Benjamin mener, at den mundtlige fortællekunst er ved at uddø, fordi vi ikke længere har nogen er-faring. Vi har momentane oplevelser og uendelige mængder information, men vi har ingen erfaring. Erfaring defineres nemlig som en slags samlet kundskab i vores erindring. Erfaring er i kontakt med traditionen, og den kræver fortolkning. Det er fortolkningen, der sikrer, at fortællingen lever og vandrer videre fra generation til generation. Fortolkningen og erfaringen formidles gennem fortælleren, som viderebringer praktisk visdom, men den mundtlige fortælling er altså ifølge Benjamin ved at forsvinde. I fortællingens sted træder nu romanen. Benjamin er kritisk over for romanen, for han mener, at den mangler kontakt til traditionen. Den rummer ikke fortællingens forbindelse til erindringen – simpelthen fordi den er nedskrevet tekst og ikke mundtlig fremstilling. Jeg er optimist på romanens og litteraturens vegne. Jeg tror, vi i romanen genfinder meget af den styrke, som vi finder i den mundtlige fortælling. Men hvad er det fortællingen, og efter min mening også litteraturen, kan?

Ja, først og fremmest kan den give fornøjelse. Den kan give underholdning og glæde, men litteraturen har også en anden og mindst lige så vigtig funktion: den kan give trøst. Romanen og fortællingen kan give trøst, fordi de begge har en begyndelse og en slutning. Det er banalt, men ofte er der en sammenhæng mellem fortællingens forløb og karakterernes liv. Vi ser det tydeligst i dannelses-romanen, og Benjamins pointe er, at såvel livet som fortællingen kun kan overskues gennem slutningens perspektiv. Når vi hører en fortælling eller læser en roman, forsøger vi simpelthen at forstå livet fra dødens synsvinkel. Det lyder makabert, men betydningen er enkel: Vi har brug for en slutning for at forstå vores liv. Benjamin siger det klart og kontant – »det som drager læseren til romanen er forhåbningen om at varme sit kuldskære liv ved en død, han læser om«.

Måske er det en illusion at tro, at litteraturen kan overføre erfaring om livet og døden til læseren. Der er i hvert fald ikke megen trøst eller afklaring at hente i Joseph Conrads Mørkets Hjerte, der som bekendt blev omsat til film af Francis Ford Coppola med Dommedag Nu. Efter lang tids søgen når fortælleren nemlig endelig frem til Kurtz – en oberst, der har opbygget sit eget samfund langt væk fra civilisationen. Læseren forventer, at Kurtz med sine sidste ord nærmest skal opsummere livets visdom, og han har da også et kort budskab: »The horror, the horror« skriger Kurtz på dødslejet, og således opmuntret kan læseren gå videre i sit eget liv!
Alligevel tror jeg, at Benjamin har en vigtig pointe. Vi læser og lytter til fortællinger for at lære om os selv, for at opnå almenmenneskelig erfaring. Vi læser for den gode historie, men også for at udleve frygt og drømme – på tryg afstand og uden konsekvenser for vores virkelige liv. Vi kan gå grueligt meget igennem sammen med litteraturens fortællere og karakterer, og så kan vi lægge bogen fra os med et lettelsens suk. Vi kan opleve absurditet hos Beckett, hvor Vladimir og Estragon venter på Godot. Håbløsheden hersker, de menneskelige relationer reduceres totalt, og selv sproget går i opløsning. Og så er der alligevel noget opbyggeligt til læseren – der er humor. Også hos en af nutidens største forfattere, Paul Auster, bliver de menneskelige relationer sat på spil. Det moderne menneskes vilkår er betinget af tilfældets musik, og Auster tematiserer eksistens i suveræne fortællinger om psykopatiske kortspillere og flyvende børn. Temaer som absurditet og eksistens går igen hos de store danske forfattere. Kierkegaard er oplagt, men også nutidens fortællere som f.eks. Pia Juul, Jacob Ejersbo eller Jan Sonnergaard præsenterer læseren for almenmenneskelig erfaring. Min personlige profet er Morten Korch. Han er kongen af dårlig stil, men når man kommer til Danmark fra en anden kultur, giver han i dén grad stof til eftertanke. Jeg, egentlig og oprindelig en bondeknold, bliver dybt nostalgisk, når jeg læser hans bøger eller ser dem filmatiseret.

Den almenmenneskelige erfaring er måske litteraturens største styrke. Glæde, trøst og forståelse er en gave til enhver læser, men som politiker er der også mere ’faglig’ viden at hente. Hos Machiavelli får man en brutal introduktion til det politiske spil, og Dostojevskijs behandling af idealisme og kynisme findes næppe bedre. Goethes Faust er så ivrig i sin stræben, at han indgår en pagt med djævelen, og Processen af Kafka sætter tingene i perspektiv, når man føler sig syltet af systemet.
. Man glemmer det ofte, men det er tid at indhente det forsømte.

*Walter Benjamin: ’Fortælleren’ i P. Madsen (red.): ’Fortælleren og andre essays’, 1996

*’Med andre øjne’, red. Marie Louise Kjølbye, hvor Naser Khader fortæller mere om sit forhold til Morten Korch – og om danskeres og muslimers længsel efter en gylden fortid. Dansklærerforeningen 2003

*Naser Khader
forfatter, MF og kulturordfører for Det Radikale Venstre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu