Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
20. august 2003


Tolerance
*Metodister, baptister, Frelsens Hær, Jehovas Vidner, Pinsekirken, Indre Mission, den katolske kirke, den protestantiske, den ortodokse og de mange andre kirkesamfund – alle har de patent på den rette vej, den rigtige tolkning, den dybe forståelse og de gode gerninger.
Gud må være meget tolerant og overbærende. Her kunne hans mange tilbedere lære noget.
Erling Salomonsen, Jonstrup

Økologi er svaret
Halvdelen af producenterne af økologisk mælk trues af nedlæggelse, udviklingen af den vedvarende energi er stoppet og brugerne af den kollektive trafik bliver ramt af en priseksplosion. Det er konsekvenserne for miljøet af regeringens politik, hvor regeringen hævder at gå efter »mere miljø for pengene«, men reelt fører regeringens politik til mere forurening, flere syge og dræbte.
Der er brug for et samlet alternativ, der kan give større afsætning på de økologiske varer, sætte gang i udviklingen af den vedvarende energi og sikre lavere priser i den kollektive trafik. Finansieringen kunne ske ved, at vi anvender en mindre del af de forøgede indtægter fra Nordsø-energien, som regeringen er blevet pålagt af Folketinget at skaffe til dette formål.
For det første må prisen bringes ned. Det kan f.eks. ske ved at fjerne momsen på økologiske fødevarer.
For det andet må mangfoldigheden sikres, sådan at der kan ske produktion af økologiske fødevarer uden for de store fødevarermonopolers kontrol. Det indebærer støtte til etablering af virksomheder til forarbejdning af økologiske produkter.
For det tredje må det offentlige gå i spidsen. Alle offentlige køkkener skal omlægges til økologi og der skal gives flere penge til støtte til omlægning af kommunale indkøb til økologi. Alle statslige, amtslige og kommunale jordarealer skal plejes og dyrkes ud fra økologiske principper og det skal sikres at al landbrugsjord, der er i offentligt eje, omstilles til økologisk drift.

Per Clausen
folketingskandidat for Enhedslisten

Demokratiet taber
»Vi er fem procent fra en egentlig europæisk forbundsstat«, sagt af Torben Lund, socialdemokratisk medlem af EU-parlamentet. Vil SF en europæisk forbundsstat?
Med forfatningen overføres mere magt til de centrale EU-
institutioner, demokratiet taber yderligere. EU-lov gælder fremfor nationale love. Den danske grundlov er ikke meget mere værd.
Vil SF en udemokratisk europæisk forbundsstat?
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik lægger op til at EU skal spille mere med – også militært – på den globale scene. EU vil styrke den europæiske rustningsindustri. Vil SF en militaristisk, udemokratisk, europæisk forbundsstat?
EU er skabt for at tilpasse Europa til den europæiske storkapitals behov, det ændrer den nye forfatning ikke ved. Vil SF en kapitalistisk, militaristisk, udemokratisk, europæisk forbundsstat?

Egon Laugesen
Hovedbestyrelsesmedlem
Enhedslisten
Søndergade 24, Tønder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her