Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
18. august 2003


Usaglig befamling
Viceborgmester Peter Lawrence Brooker (PLB) henstiller i Information den 4. august til, at kronikforfatterne Lisbeth Sjøstrøm og Lone Bendix slår koldt vand i blodet og lade være med at be-svære politiet, hvis de befamles af en mandlig festdeltager, da andre kvinder udsættes for fuldbyrdet voldtægt, drab og det han kalder »reel sexchikane«.
Jeg vil tillade at spørge, hvori det ureelle i kronikørernes oplevelse af seksuel chikane ligger?
Jeg er enig med PLB i, at drab er værre end befamling. Dog vil jeg påpege, at han tyr til den nemme løsning (og demonstration af ringe evner til diskussion på sagens egne præmisser), det er at foretage horrible og overdrevne sammenligninger for at få ret. Det er usagligt at undskylde en mindre alvorlig misgerning ved at pege på en meget voldsom misgerning (f.eks. massevoldtægt). Det svarer til at sige, at en skattesnyder i Gladsaxe bør slippe for bødestraf, da der findes direktører for Enron, der har snydt for hundreder af millioner af dollars og sikkert ender i fængsel. Ergo (med PLB’s logik): Tal ej om hul i kommunekassen og udlad at slæbe skattesnyderen for retten.
Kronikken beskriver en uacceptabel social adfærd, kønnet ufortalt. Har man fået nej, et klart afvisende blik, fået fjernet sin hånd mv., er der ikke nogen undskyldning for at forsøge igen eller blive vred. Sexlyst, fuldskab og forelskelse er forklaringer – ej undskyldninger. Forstår man ikke sådanne signaler, har man et stort og reelt problem med sin måde at omgås andre mennesker på. Politiets optræden er kort sagt uacceptabel.

Torben Høøck Hansen
Norgesgade 24, Kbh.

Svensk spådom
Den 14. september skal svenskerne til stemmeurnerne for at tage stilling til, om de vil udskifte den svenske krone med euro.
Eller mere præcist: Skal Sverige overgå til ØMU’ens tredje fase og binde sig fast til en økonomisk politik, der bliver dikteret af den europæiske centralbank. Meningsmålinger spår et klart nej, og det er helt forståeligt.
ØMU’ens tredje fase indebærer, at landene opgiver deres egen valuta og overdrager vigtige politiske redskaber til embedsmændene i Frankfurt, bl.a. retten til en selvstændig penge- og finanspolitik. ØMU’en binder landene så stramt, at de ikke kan løse de økonomiske og sociale problemer, som de før eller siden vil møde.
I 90’erne oplevede Irland en periode med høj vækst og havde brug for en stram økonomisk politik. Samtidig stod Italien i den ulykkelige situation, at produktionen var lav, og arbejdsløsheden eksploderede. To situationer, som kræver helt modsatrettede politiske indgreb. De to landes deltagelse i euroen forhindrede dem desværre i at løse problemerne.
Europrojektet har fra starten været et kæmpe eksperiment. De lande som valgte at stå uden for – Sverige, Storbritannien og Danmark – er de lande, der har klaret sig suverænt bedst. Euroen er ikke en forudsætning for velstand – tværtimod.
Danskerne traf en klog beslutning den 28. september 2000, da vi sagde nej til ØMU’en. Man må håbe, at svenskerne vælger samme vej den 14. september.

Malene Vestergård
Folketingskandidat for SF
Stadion Allé 23, 8000 Århus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her