Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
12. august 2003


Udfordrende
Et læserbrev forklarer den 6. august, at sexchikane (beskrevet i kronik den 31. juli) skyldtes kvinderne, der lokker mænd ud i problemer med deres udfordrende påklædning. Jeg vil ikke protestere imod udsagnet, at kvinder her i landet klæder sig udfordrende. Det gør de da. Derimod vil jeg gerne protestere imod, at Information vælger at lade sådan et reaktionært indlæg gå i trykken! I burde frasortere alle læserbreve, som I ikke mener har et anstændigt budskab. Her kan der så modargumenteres med ’den frie debat’. Men er jeg så nødt til at skrive et læserbrev om, at jeg syntes at kvinder skal have lov til at gå i det tøj de har lyst til, og at det er ynkeligt at bruge kvinders påklædning som undskyldning, når mænd begår overgreb? Skal man virkelig bruge sit krudt på den slags? Jeg syntes nærmere, at det er Informations ansvar at luge ud i debatten, så man som læser kun kan blive forarget over fornuftige og oplysende indlæg!

Kasper Hviid Rasmussen
Kløverbladsgade 48,Valby

SVAR: Det omtalte læserbrev, der er holdt i en sober tone, argumenterer omhyggeligt for sit synspunkt, forholder sig til en debat i avisen og er på ingen måde i strid med lovgivningen. Derfor er det fundet værdigt til tryk. Redaktionen har ved at trykke brevet ikke gjort synspunktet til sit. Red.

Ti radikale teser
– en fredelig, demokratisk, rig og mangfoldig Verden.
– en Verden af kontinentale regioner, der både skal samarbejde indbyrdes og indenfor regionerne. Dermed sikres, at ingen enkelt magt er for dominerende og ideelt at alles interesser tages med i beslutningerne. Desuden skal der være globale overordnede instanser så som WTO, ILO, ICC, FN osv. til at dømme og koordinere mellem regionerne og hjælpe individet. Endelig skal menneskerettighederne gælde universelt.
– en Verden hvor der samarbejdes om de fælles løsninger, men hvor vi respekterer, at mange beslutninger træffes bedst, der hvor verdensborgerne er.
– enhver der kan klare sig selv, skal have den størst mulige frihed inden for fællesskabets rammer.
– enhver der har overskud, har en medmenneskelig forpligtelse til at hjælpe andre, der ikke har overskud til at klare sig selv. Intet samfund er bedre end sådan som de svageste er stillet.
– enhver skal have fysisk, psykisk og social velbefindende.
– alle skal have 10 års skolepligt og ret til 17års uddannelse. Så vi får så bevidste og oplyste mennesker som muligt, som kan træffe fornuftige og oplyste valg.
– prioritering af sociale, økonomiske og naturgivne ressourcer således, at også fremtidige generationer har et liv med gode muligheder.
– naturen er en værdi i sig selv og skal bevares og beskyttes, også så fremtidige generationer kan få gode og værdige livsbetingelser.
– vi skal fremme kulturel egenart, da det sikrer identitetsskabelse, integration, giver kreativitet, mangfoldighed og gør den komplekse verden til noget meningsfuldt.

Simon Emil Ammitzbøll
og Matthew Frandsen
Radikal Ungdom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her