Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
28. august 2003


Afskaf portoen
Hvert år bruges der i millionvis af mandetimer på at frankere breve her i landet. Stordriftsfordelen ved, at staten indkøber de (brev-) postydelser borgere og virksomheder har behov for, vil således være enorm. Samtidigt vil der kunne skabes konkurrence på området ved hjælp af licitation. I øjeblikket oplever man som enkeltstående forbruger, at Post Danmark har monopol, og man er tvunget til at betale den pris dette firma forlanger. Den eksisterende brugerbetaling kan kun karakteriseres som, at spare på 25-øren og lade tieren rulle. De fleste mennesker lader ikke portoens størrelse influere på antallet af breve de skriver (på økonom-sprog: efterspørgslen er forholdsvis uelastisk). Brugerbetalingen har således meget lidt adfærdsregulerende virkning. Misbrug til reklameforsendelser bør straffes med store bøder. Endelig vil det fremme Danmarks udvikling i retning af et informationssamfund. – Afskaf papirnusseriet.

Klaus Cort Jensen
Nørrebrogade 108 B 4. th.
København N

Rent vrøvl
Anders Frølund (læserbrev den 20. august) tror åbenbart, at udlændingeloven hindrer en dansker i at få en australsk kæreste til Danmark. Det er rent vrøvl. Problemet opstår alene, hvis danskeren i en længere periode er emigreret til kærestens hjemland. Dette problem bliver nu søgt løst.

Bertel Haarder
integrationsminister

Verden er dyb
Det var forstemmende at læse David Rehlings reportage den 15.august fra Kristeligt Dagblads møde på Israels Plads. Hvorfor sætte en journalist til at dække et stof, han hverken har indsigt eller interesse i?
Anledningen: Pastor Thorkild Grosbølls udsagn om, at han ikke tror på opstandelsen eller Guds eksistens, samt det røre udsagnet har afstedkommet. At almindelige mennesker har reageret, undrer mange teologer. De glemmer, at vi lever i en spirituel tid, og at mennesker i dag er søgende. Paradokset er de tomme kirker. Måske har biskop Jan Lindhardt fat i noget, når han siger: »Sådan har i hundredvis af præster prædiket.«
Dr. teol. Troels Nørager hævder, at Gud kun er en realitet for den, der erfarer ham og kun er så virkelig, som vi har erfaringer til. Den slags tågetale har teologer hidtil brugt til at afvise almindelige menneskers religiøse erfaringer med.
»Gud er der, hvor alt er opgivet. Når ikke den mindste gnist af håb er tilbage, og vi fyrer ham i vrede som vores alt for fjerne far – dér indtræder miraklet: Gud svarer,« udtalte en præst for nylig. Verden er dyb og mystisk, der er grund til undren og spørgsmål. Desværre kom debatten til at udspille sig mellem de dumme, troende på den ene side og de kloge debattører Lindhardt og Nørager på den anden. Understreget af Rehlings ironi »Skænk mig et fromt, enfoldigt sind.«

Marianne Gade
forfatter og bibliotekar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her