Læsetid: 3 min.

Du levede livet farligt

Vi kalder folk som Abu Shanab for terrorister, men det er et ord, som er så værdiladet, at det i den grad spærrer for forståelse og dermed løsninger
Debat
23. august 2003

KOMMENTAR
Farvel Abu Shanab. Du levede livet farligt og har egentlig levet længere, end du med din karriere kunne forvente. For selv om du var en venlig mand, har du også været med til at sende rigtig mange israelere i døden. Ikke bare våbenføre mænd, men også kvinder og børn.«
Sådan løb tankerne igennem hovedet på mig, da jeg torsdag eftermiddag hørte om drabet i Gaza By på Hamas-lederen Ismail Abu Shanab. Under arbejdet med min bog Brylluppet i Ramallah havde jeg flere gange besøgt ham for at få et indtryk af selvforståelsen hos de mænd, som i stigende grad satte dagsordenen i konflikten.
Jeg indrømmer, at det var med en blanding af benovelse og frygt, jeg første gang for to år siden lod mig vise ind i hans fine stue i huset i Gaza By. For bare ordet Hamas kunne godt give kuldegysninger hos en dansker med et overudviklet håb om helt fredelige løsninger.
Da Abu Shanab er færdig med middagsbønnen sætter han sig i sofaen og ser på mig med et mildt udtryk, mens han omhyggeligt forklarer, at han ikke tilhører den militære fløj, men den politiske del af organisationen. Og at det er praktisk med en sådan adskillelse af hvem der ved hvad, hvis man f. eks. bliver taget til fange og udsat for tortur. Men Abu Shanab bakker samtidig helhjertet de selvmordsaktioner op, som den militære gren iværksætter, og som jeg med slet skjult forargelse stiller spørgsmålstegn ved.

De har taget vores land
Det milde udtryk i ansigtet forsvinder, da han bøjer sig frem og understreger nogle enkle kendsgerninger over for journalisten: »Israelerne har taget vores land. De har en overvældende militær magt, og de har dræbt i tusindvis af ubevæbnede palæstinensere. Derfor må vi angribe dem, hvor de er svage, nemlig i civile områder i selve Israel. De bruger deres styrke mod vores svaghed, vi må gøre det samme.«
Da jeg ikke kan forstå, hvordan han kan forsvare drabet på israelske børn, henviser han blot til de hundreder af palæstinensiske børn, der er blevet dræbt af Israels hær, og at israelerne kan stoppe terroraktionerne ved at trække sig totalt tilbage fra Gaza, Vestbredden og Østjerusalem: »Så holder vi op med at angribe i selve Israel.«
Han betoner kraftigt, at det for ham ikke er en religionskrig, og at han omstændighederne taget i betragtning havde det fint med sine israelske fangevogtere i fængslet. Han er i det hele taget meget cool, og over for den udenlandske gæst viser han intet af det lidenskabelige had, som jeg på forhånd forbandt med en organisation som Hamas.
Mens jeg sidder i stuen skæver jeg op til vinduet og tænker på, at israelerne takket være meddelere ved alt om min værts bevægelser, og at det godt kunne være denne dag, de havde besluttet at lade Apachehelikopterne sende et missil på besøg. Han bekræfter, at han aldrig føler sig sikker, hverken hjemme eller ude: »Men mest af alt frygter jeg frygten selv, den frygt, som kunne føre til overgivelse. Vores kamp må aldrig begrænses til enkeltindivider og ikke stoppe, før vi har fået vores frihed. Og for hver af os, der bliver dræbt, får bevægelsen endnu mere tilslutning.«

Israels bevidste valg
Og det vil ikke mindst være tilfældet efter drabet på Shanab. Det ved israelerne, og derfor er det et bevidst valg, de har foretaget, et valg, som også er et drab på fredsprocessen, og som givetvis i de kommende dage vil koste flere israelere livet under frygtelige omstændigheder.
.
Hvis vi skal forstå, hvad der sker i disse dage i Gaza, er man nødt til at tænke tilbage til den tyske besættelse af Danmark – efter folkeopstanden den 29. august 1943 og sammenligne folk som Abu Shanab med vores egne helte fra modstandsbevægelsen. Man er også nødt til at huske, at der ikke var protester mod massedrabene af civile tyskere gennem de allierede bombetogter mod storbyerne.
Hvis man ikke forstår palæstinensernes grundlæggende følelser efter begivenhederne i 1948, 1967 og under de to intifadaer, forstår man ingenting. Og opnår ingen fred.
Og så længe palæstinenserne føler, at omverdenen stadig forstår så lidt, taler så meget og aldrig lægger et reelt pres på Israel, vil der hver dag være en ny Abu Shanab til afløsning for ham som missilet ramte i torsdags.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her